[i: Peter Aronsson (red.) : Stationssamhällen. Nordiska perspektiv på landsbygdens modernisering, Växjö Universitet 1999, s. 66-84.ISSN 1401-6281, ISBN 91-7266-149-6.]

»For en Landsby er der et Roderi og en Bevægelse uden lige. Penge tjenes og formøbles. Invasionen er saa stærk, at de fremmede præger Gadelivet baade i Arbejds- og Fritid. Ingen officielle Veje fører til de større Arbejdspladser, ikke engang til den foreløbige Banegaard; man færdes overalt, men det gaar. Intet synes færdigt, alt er i sin Vorden.«

Indtil 1914 var Grindsted en isoleret hedelandsby beliggende midt i det øde Vestjylland. I årene 1913 til 1919 blev Grindsted forbundet med det øvrige Danmark - og verden - med hele seks baner ud i alle retninger. Grindsted blev med et en af de mest centralt beliggende byer i Jylland, i skæringspunktet mellem diagonalerne Vejle-Varde, Esbjerg-Århus og Herning-Kolding. Dermed var Grindsted også blevet led i én af tidens mest fundamentale forandringer i Danmark: byudviklingen på landet. Grindsted var blevet en central oplandsby i et af de nye fremgangsrige landbrugsområder, der var udviklet efter gennemførelsen af de store hedeopdyrkningsprojekter i årtierne omkring århundredskiftet. En forudsætning for denne udvikling var også nyorganiseringen af de kooperative landbrugsvirksomheder inden for mejeridrift, slagteri og klædefabrikation, der altså sikrede en effektiv bearbejdning af råvarer og organiserede salg for et større marked. Grindsted fik en andelsklædefabrik i 1889, et andelsmejeri i 1891 og et slagteri i 1923 - ledet og ejer af de lokale landboere.
Jernbanernes gennemførelse fra den østjyske købstad Vejle til Grindsted i 1914 satte skub i denne udviklingen. Grindsted var med ét blevet et attraktivt sted at slå sig ned. Mulighederne var store midt i det enorme købedygtige landbrugsområde, og Grindsted fik en næsten magnetisk tiltrækning på folk og foretagsomhed. Som det fremgik af en notits fra Kolding Folkeblad 4. april 1914 gik byudviklingen meget stærkt i forårsmånederne i 1914. Fremmede bygningshåndværkere fra nær og fjern slog sig ned for kortere eller længere tid og deltog i opbygningen af byen, og de blev hjulpet af en del af de løse arbejdsmænd, der også havde fundet vej til Grindsted. En del af arbejdsmændene fandt ud til Grindsted som jernbanebørster ved de store banebygningsprojekter, andre havde fundet sæsonarbejde i egnens tørveindustrier, der var blevet rentable efter anlæggelsen af banerne. Mange af disse arbejdere kom senere til at udgøre grundstammen i Grindsteds industrielle udvikling.
Handelen blomstrede, og byggeriet kendte ingen grænser. En eksplosionsagtig byudvikling var i gang i det tidligere så afsides beliggende Grindsted sogn midt i det gamle jyske

hedeområde. Grindsted blev en by af tilflyttere.

Grindsted før og efter anlæggelsen af banerne. Indtil 1914 lå Grindsted ret isoleret midt på vejen mellem Varde og Vejle. I tiden fra 1914-1919 blev Grindsted centrum i Midtjylland med jernbaner i alle retninger.

Stationsbyfænomenet

Historien om Grindsted og de andre stationsbyer handler om den samfundsproces, der forvandlede Danmark fra et landbosamfund med afgrænsede købstadsenklaver til et moderne industrisamfund med en betydelig byudvikling.(1) Forståelsen af den udvikling, der skabte det moderne sekulariserede, demokratiske og industrialiserede samfund, må derfor bl.a. bygge på denne byudvikling.

Grindsted sogns befolkning lå på det samme niveau indtil 1908, hvor baneplanerne begyndte at blive realistiske. Derefter gennemgik Grindsted en næsten eksponentiel vækst.

Byudviklingen foregik ganske vist mest i hovedstaden og i de gamle købstæder, men efter at købstædernes monopol på handel og håndværk var brudt med næringsfrihedsloven af 1857, blev der pludselig mulighed for en helt ny byudvikling på landet. Grindsted var blot én blandt de talrige stationsbyer, der voksede frem i takt med jernbanens udbredelse over hele landet.(2) Stationsbyernes fremvækst bidrog i høj grad til erhvervs- og befolkningsudviklingen i de tidligere bytomme landområder.(3) De er ikke uden grund blevet opfattet som et mellemstadium mellem købstæderne og landdistrikterne,(4) af stor betydning for opblødningen af Danmarks traditionelle skarpe opdeling mellem by og land.(5) Der var således en række åbenbare strukturelle lighedstræk mellem udviklingen i Grindsted og en tilsvarende byudvikling ikke bare i Danmark, men overalt i den nordvestlige verden på den tid: nemlig den urbanisering i landområder, der blev muliggjort med jernbanen.

Stationsbyerne var således i langt højere grad end de gamle købstæder præget af nærheden til landet. Ikke blot kom en del af stationsbyernes indbyggere fra oplandet, men den egentlige baggrund for stationsbyudviklingen var, at landbrugserhvervet i stigende omfang havde behov for handel, transport- og små servicevirksomheder.(6) Især de landboejede andelsvirksomheder prægede naturligvis - som i Grindsted - bybilledet. Det var ikke kun den virksomhedernes økonomiske bidrag, der talte. Helt konkret blev mejeriskorstenen næsten mere end kirketårnet stationsbyernes vartegn.
    Men nærheden til landet blev forstærket af, at stationsbyerne i Danmark blev administreret sammen med det landsogn, som omgav den enkelte by. I modsætning til købstæderne, der fra gammel tid havde været afgrænsede byområder med en særlig købstadsforfatning og et selvstændigt bystyre,(7) gjaldt der ingen særlig lovgivning for byudviklingen på landet. Stationsbyerne var underlagt landkommunalloven af 1867, som ikke tog hensyn til de særlige forvaltningsmæssige og erhvervsmæssige forhold - herunder de akutte investeringsbehov i infrastruktur - som byudviklingen affødte. (8)
    Også på det kulturelle plan var stationsbyernes tilknytning til landet markant. Etnologen Bjarne Stoklund betragter ligefrem stationsbyerne som "forposter i den kulturelle urbaniseringsproces", der udbreder den borgerlige - eller urbane - kultur til stadig større dele af befolkningen. Han anskuer dermed stationsbyudviklingen som en "civiliseringsproces", med centrum i de gamle købstæder og hovedstaden, hvor stationsbyerne udgør et "mellemstadium" i den borgerlige kulturs fremtrængen på landet.(9) Da mange af stationsbyborgerne kom fra landet, var der dog ofte tale om en by-kultur tillært gennem acculturation, dvs. at én gruppe mennesker bevidst eller ubevidst tilegner sig en anden gruppes måde at leve på,(10) fordi de (vil) identificere(r) sig med denne gruppes livsstil og væremåde. Et udtryk for denne acculturation er det nyrige stationsbyborgerskabs ret konsekvente - næsten overkonsekvente - efterligning af livet i købstæderne.
    Spørgsmålet er dog, om "mellemstadium" mellem by og land er en dækkende betegnelse for stationsbyerne. Som det ikke mindst fremgik af eksemplet Grindsted, tyder meget på, at det, der foregik i stationsbyerne, snarere må betragtes som noget nyt og ganske særligt, som en byudvikling, der hvilede på sine helt egne præmisser og fungerede efter sine helt egne lovmæssigheder.

- det jyske Chicago

Forvandlingen af egnen blev et tilbagevendende fascinerende tema både i den landsdækkende og efterhånden også i den fremvoksende lokale avisdebat. At Grindsted var kommet med i den moderne udvikling, var synligt for enhver:

» - Spadserer man på en af Banegårdens åbne, brede Perroner på et Tidspunkt, hvor Togene fra Varde, Vejle og Kolding etc. mødes, får man et Indtryk af en ung og ny By med ubegrænsede Muligheder. Og dette Indtryk bestyrkes, så snart man fra den kønne Banegård . . træder ud på Grindsted Hovedgade. . . «

Hvad, der fascinerede mest, var den lighed, udviklingen havde med det, man havde hørt og læst om på det amerikanske kontinent. Grindsted var:

» En Nybyggerby skudt i Vejret med helt »amerikansk« Fart! Pyntelige, røde ejendomme på højst 2 Etager; Butikker med Nytte- og Brugsgenstande ved siden af Modeudstillinger, et smukt, moderne Apotek, et do. Sygehus, et Hotel med »Foredragssale« . . og forøvrigt en Række nette og mageløse Huse. Det er Grindsted.«

Citaterne blev bragt i lokalpressen i Grindsted. De var næsten ordret hentet fra en artikel i ugebladet Hver 8. Dag i maj 1919 under den malende overskrift: Grindsted, det jyske Chicago. Bag ved teksten skimter vi også den særlige amerikanske stemning af gå-på-mod, foretagsomhed og optimisme. Og når man tager i betragtning, at det, der gik forud for stationsbyen, var Enrico Dalgas' indsats for hedeopdyrkningen i Vestjylland og den befolkningsfremgang på landet, der fulgte, er parallellen åbenlys. Ligesom i Amerika var der også i Vestjylland uendelige strækninger af nyt uopdyrket land - længere vestpå. Der var masser af muligheder for den enkelte, blot han var parat til at tage fat og yde en indsats. Grænsen, "the frontier", mod det uopdyrkede land var grænsen til friheden og mulighederne.(11) Jernbanen førte folk derud. Og parallellen blev ikke mindre virkelig af, at de tilrejsende land- og byboere, som vi så det i pressen, selv tolkede sig ind i og identificerede sig med "det amerikanske projekt."

Kendt i samtiden var også situationen i den amerikanske guldgraverby Klondike, der havde oplevet et befolkningsboom i løbet af en meget kort periode 1897-1899, og som følge deraf var endt i et legendarisk befolkningsmæssigt og organisatorisk kaos. Grindsted tålte også sammenligning hermed. Byudviklingen i Grindsted sogn virkede tilsvarende dramatisk, netop fordi den skete fra bar bund. Heldige var de af borgerne, som tidligt havde indset, hvilke fremtidsmuligheder, der lå i byen, og havde købt jord i rette tid - hvis de da ikke ejede den allerede. Grindsted Dagblad noterede i efteråret 1918, at Grindsted var blevet »en lille Børs« og hentydede dermed til, at mange af de første Grindstedborgere via grundspekulationen - og boligspekulationen - lagde grunden til et lille lokalt imperium i Grindsted.

Det var alligevel vanskeligt at skjule, at der også var en bagsiden af udviklingen. Særlig mens bygningen af de store baneanlæg fandt sted, var der problemer. Skønt de mange tilrejsende banearbejderne og den anseelige mængde tørvearbejdere ikke blandede sig i bylivet, kunne deres fysiske tilstedeværelse ikke undgå at vække opmærksomhed - ikke mindst i de borgerlige aviser: det var en fremmed og udisciplineret »pøbel«, der var indvandret til stationsbyen, og nu truede de almindelige borgere. Urolighederne fandt sted i hele jernbanernes anlæggelsestid 1913-1919.
Vi kender talrige episoder, der var med til at sætte bybefolkningen helt på den anden ende. Ofte var der blandet alkohol ind i billedet. Jernbanearbejderne købte og fortærede selv spiritus hos byens handlende, men også i marketenderierne, hvor arbejderne spiste og sov, kunne man tydeligvis både købe og få udskænket spiritus. Nydelsen af alkohol blev synlig i gadebilledet. Det virker derfor ikke overraskende, at dette blev også blev en ofte bemærket parallel til udviklingen i Amerika. Den danske journalist Olaf Linck i 1924 kunne eksempelvis påpege, at Grindsteds løsning på kaos også var amerikansk nemlig at afskaffe alkoholen:

»Forbudsfolk vilde skabe en ren By ud af Grindsted efter ægte Amerikansk Mønster. Der var jo . . . . noget Amerikansk over selve Byens hurtige Vækst, og nu skulde man dog vise hele Landet, at Tørlæggelse af en sådan opblomstrende By, var det eneste Saliggørende.«

Allerede i samtiden blev det også gang på gang slået fast, at det, der foregik i stationsbyerne, var en ny og vigtig udvikling i det moderne samfund: I 1930'erne bragte Jyllands Posten en længere artikelserie af journalisten Søren Vasegaard over emnet "Nyere jydske Bydannelser" - en serie, som kørte delvis parallelt i bladet Sund Sans. Mod Tvangsstyre - For personlig Frihed. Artiklerne gav indtryk af, at stationsbyer var et tema med få variationer, og at man blot ved at udskifte enkelte egennavne kunne genkende en hvilken som helst stationsby efter devisen: "hver by har sin jernbane og hvert sogn sine afholdsfolk".

Lighedstrækkene var åbenlyse: Befolkningstilvæksten, foretagsomheden, entreprenørerne, landbrugets andelsvirksomheder - særligt andelsmejerierne, det rige foreningsliv, de mangfoldige menigheds- og forsamlingshuse. Arkitektonisk blev stationsbyerne kendte for deres på én gang kaotiske og ambitiøse stationsbybyggeri, hvor det sidste absolut tålte sammenligning med det, man finder i købstæderne og i hovedstaden. Og så fremhævede Søren Vasegaard i sine karakteristikker ikke mindst det, han kaldte for stationsbyernes vartegn: de tørlagte hoteller.(12)
Grindsted hørte af en eller anden grund med blandt de særligt typiske stationsbyer, og ikke mindst afholdsspørgsmålet i byen blev gentagne gange underkastet en grundig behandling i medierne.(13)
Det kan naturligvis ikke afvises, at ligheden mellem stationsbyerne ganske enkelt skyldtes, at Søren Vasegaard skrev artiklerne over samme læst. Han var i perioden - ligesom ovennævnte Linck - ansat som journalist ved bladet "Sund Sans" af Landsforeningen Den personlige Friheds Værn, der var finansieret af bryggerierne og spritfabrikkerne. Foreningen havde formentlig særlige interesser i at markedsføre parallellen mellem udviklingen i de danske stationsbyer med den amerikanske, dvs. at fremstille stationsbyernes magtfulde afholdsbevægelse og de tørlagte hoteller som et forvarsel om en evt. indførelse af egentlige amerikansk inspirerede alkoholforbud.

Denne amerikanske parallel har utvivlsomt præget vor opfattelse af de nye byer, ikke mindst fordi man rundt om i stationsbyerne, som vi så det i Grindsted, faktisk ønskede at identificere sig med den succesrige amerikanske udvikling i det hele taget, formentlig for at skabe en vellykket modmodel til den Københavnske dominans i Danmark.
Det kan næppe afvises, at stationsbyernes kaotiske ophobning af en højst forskelligartet befolkning som antydet i samtiden faktisk skabte en samfundsmæssig situation, der var sammenlignelig med det, der foregik i Amerika. Det er heller ikke nogen tilfældighed, at den nye byudvikling ofte er blevet sammenlignet med en smeltedigel, hvor folk af vidt forskellig herkomst gennem den gensidige påvirkning, nærhed og afhængighed smelter sammen og tilpasser sig de andres måder at leve på, altså en gensidig assimilation.(14) Analogien stammer - ikke overraskende - fra Amerika,(15) hvor billedet er blevet anvendt til at beskrive sammensmeltningen af de multi-etniske og sammenbragte immigranter til ét amerikansk folk, karakteriseret ved foretagsomhed, entusiasme og samdrægtighed i opbygningen af nationen.(16)Anvendt på stationsbyerne skulle resultatet være, at stationsbyernes nye indbyggere smeltede sammen og blev én homogen gruppe med fælles identitet, levevis og fælles interesser i bysamfundets udvikling.

Alligevel er idéen om smeltediglen næppe en dækkende beskrivelse af det, der skete i stationsbyerne i første omgang. En række konflikter i stationsbyerne tyder på, at vi må revidere denne opfattelse. Særlig kampe om alkoholen, religion og moral i det hele taget, kunne skille stationsbyborgerne i skarpt afgrænsede lejre i årtier. På det seneste er smeltedigeltanken da også blevet grundigt revideret i amerikansk samfundsforskning. Ideen om smeltediglen har dækket over, at den markante ophobning af forskellige mennesker i Amerika snarere medførte en skærpelse af kontrasterne. Frem for at forsøge på at blive ens, søgte de forskellige befolkningsgrupper i stedet at markere en egen identitet og et ståsted i distance til andre. Et af de nyere synspunkter i den amerikanske assimilationsforskning er, at kulturmødet dér snarere skabte konflikt foranlediget af en skærpelse af den sammenbragte befolknings identitet.

Men dér, hvor Grindsted måske mest af alt opviste ligheder med Amerika, var i måden at organisere bylivet på. Da stationsbyen jo var opstået på flad mark, var der ingen bypolitisk øvrighed til at udfylde de fundamentale krav eller forventninger, som de indvandrede byboere stillede til deres fremtidige liv. På ægte amerikansk vis udvikledes ad-hoc de organisatoriske enheder, som var nødvendige for at bylivet kunne fungere i Grindsteds udvikling fra landsby, til serviceby og videre til en driftig industriby i provinsen. Det blev en demokratisk struktur baseret på et omfattende privat foreningsvæsen.
Ganske tankevækkende var en del af denne foreningsvirksomhed faktisk inspireret fra USA: Jeg tænker især på den anglo-amerikanske vækkelsesreligiøsitet, der tog form i Grindsted i og uden for folkekirken, og i forlængelse af et vidt spektrum af forskellige amerikansk inspirerede afholdsforeninger og -loger: Good-Templarordenen, Blå Bånd m.fl., og ikke-afholdsforeninger også organiserede i logeform: Rotary og Odd Fellow, foruden naturligvis utallige andre former for konkurrerende ideologiske ungdomsklubber, borgerforeninger, lejlighedsgrupper etc., organiseret når der var brug for det. Så vigtige blev foreningerne for Grindsteds videre virke socialt, økonomisk, politisk, kulturelt og religiøst, at man må kalde Grindsted for et foreningsstyret samfund - organiseret privat og fra neden.(17)

Stationsbyhistorien

Historien om stationsbyen kan fortælles på flere måder. Inden for det danske Humanistiske Forskningsråds bredt anlagte Stationsbyprojekt valgte man i begyndelsen af 1980'erne at gennemføre flere tematiske og tværgående undersøgelser af stationsbyernes karakteristika. For at gøre undersøgelserne så dækkende som muligt, valgte man (inspireret af Søren Vasegaards skriverier) at basere hver af undersøgelserne på en bred vifte af stationsbyer - ikke nødvendigvis de samme. Det nye var, at undersøgelserne ikke blot skulle omfatte de "målelige" forhold som stationsbyernes befolkningsudvikling og den økonomiske udvikling, men også de religiøse bevægelser i stationsbyerne, foreningslivet, stationsbylivsformer og arkitekturen - dvs. de forhold, som "i den almindelige bevidsthed hører med til stationsbybegrebet".(18) Stationsbyernes særlige politiske og sociale forhold eller for den sags skyld særlige konfliktmønstre lod man helt ligge. Allerede ved projektets start blev det dog - med rette - påpeget, at projektet let kunne gå i den oplagte fælde, at de enkelte fagområder kun vanskeligt ville gå op i en højere enhed,(19)at man med andre ord mere ville få et indtryk af, hvad der skete i gennemsnitsstationsbyerne, men ikke af, hvordan stationsbyens forskellige karakteristika hang sammen, hvordan stationsbyerne blev det, de blev. Det er åbenlyst, at man i forskningen om stationsbyen ikke har kunnet belyse og fortolke netop forhold som social integration, social organisering og civilsamfund, kultursammenstød og konkrete magtbastioner gennem et udefra og ovenfra perspektiv.

    Og det er netop sammenhængene inden for de enkelte stationsbyer, der er interessante, hvis man skal karakterisere den nye byudvikling nærmere. Men hvis stationsbyerne ligner hinanden så meget, må man også kunne nøjes med at studere en enkelt by ud fra devisen: - "If you have seen one, you have seen them all" !(20) Man kan med andre ord undersøge, hvad det var for forhold i Grindsted, der betød, at Grindsted kom til at ligne de andre stationsbyer.
    Med dette konkrete studie i stationsbyen Grindsted er det altså hensigten, som det er formuleret af historikeren Eva Österberg: "At kritisere og uddybe generelt formulerede kendsgerninger" og konklusioner(21) - om stationsbyen. De mange stationsbyer, der blomstrede op langs jernbanenettet uden for de gamle købstæders interessesfærer, blev knudepunkter, hvor udviklingen af det moderne samfund blev intensiv. Stationsbyerne må på én gang opfattes som et socialt laboratorium, der kan vise, hvordan bysamfund organiseres fra næsten bar bund,(22)og en fortætning af det moderne projekt, der kan belyse mødet eller sammenstødet mellem land og by. Der er al mulig grund til at undersøge, hvad det var, der skete i stationsbyerne, og hvordan det lykkedes at organisere de nye bysamfund. Dér, hvor Grindsteds udvikling er i overensstemmelse med det, der gælder for resten af landet, ved vi, at Grindsted-studiet vil være en uddybelse af det almene. Dér hvor Grindsted er anderledes, må der gøre sig specifikke og derfor interessante forhold gældende. Men karakteren af disse specifikke forhold kan selvfølgelig belyse variationsbredden i stationsbyernes udviklingsmuligheder. De giver indblik i, hvilke forhold, der kan bestemme og forandre byudviklingen.
    Selvom Grindsted som stationsby kom sent med i forhold til de øvrige, er byen alligevel, på grund af sin isolerede beliggenhed i det helt bytomme Midtjylland, ofte blevet karakteriseret som én af de mere idealtypiske stationsbyer - behageligt langt væk fra andre stationsbyer og fra købstædernes påvirkning. Ganske vist medregner Kim Clausen og Peter Dragsbo Grindsted til det, de kalder for en vestjysk stationsby(23)- præget af en særlig pionérånd. Men kulturgeografen Aage Aagesen udnævner alligevel Grindsted til "en af vore nyeste og mest typiske Stationsbyer".(24) Et Grindsted-studie åbner både op for en isoleret fortælling om Grindsteds udvikling, men også for et studie af de konkrete sammenhænge, der skabte stationsbyerne.

Stationsbysamfund

Den danske byhistoriker Henrik Fangel konstaterede i en oversigtsartikel fra 1981, at byhistorien var en ganske krævende genre, og særligt det "at få sammenhængen frem, er nok det vanskeligste for den, der driver byhistorisk forskning".(25) Henrik Fangels problem kan ikke nødvendigvis løses gennem hårdt arbejde eller finere historiske metoder. Byhistorikeren må også tage stilling til spørgsmålet om, hvori sammenhænge i bysamfund i virkeligheden består. Hvorvidt kan man overhovedet om den sammenbragte stationsby tale om et bysamfund? En by er ikke blot en sum af de mennesker og de byfunktioner, der er samlet på et lille område. Formålet med studiet af stationsbyen må være at belyse karakteren og udstrækningen af den gensidige påvirkning og afhængighed mellem byens mange enkeltdele. Helheden - byen - må være mere og andet end summen af delene. Hvori bestod den påvirkning, som byen udgjorde? På hvilke "arenaer" mødtes man? Hvad (hvor meget eller hvor lidt) betød det eksempelvis

Vi må ikke undervurdere sammenhængene i stationsbyen på en helt anden arena: den private og semi-private arena. I stationsbyerne skabtes nye sammenhænge - eller subkulturer. Det er meget lettere at finde andre med samme baggrund og interesser i byen end på landet, og man må skelne mellem "det offentlige møde" med fremmede og "den private verden" af naboer, familie, venner og arbejdskammerater. Det kan måske være vanskeligt at træffe andre, når man kommer til byen første gang. Og man kan også opdage, at den nærhed, som findes i en mindre by, mere handler om artighed end om nærhed - det kan tage mange år, før man bliver accepteret som "en af dem".(26) Men når man først er accepteret, opstår hurtigt nye sociale kontakter. Bysamfundene skulle således åbne op for forskelligheden blandt deres indbyggere og skabe helt nye kombinationer. Egentlige klasseforskelle synes eksempelvis ikke at have spillet nær den rolle, som den gjorde i de større byer. Begreber som overklasse, middelklasse og underklasse fandtes, men man skal ikke have opholdt sig i stationsbyen særlig længe for at opdage, at klasse og socialt lag ikke kan forklare særlig meget af det, der sker.(27)
    Det må være et udgangspunkt, at måden, tilflytterne vælger at opdele sig på, og karakteren af tilflytternes gruppedannelser siger en del om, hvilke sammenhænge og modsætningsforhold, der er/bliver vigtige for stationsbyborgeren. For at forstå, hvad der skete i stationsbyerne, skal vi derfor se nærmere på den måde by-befolkningen selv grupperede og organiserede sig på - i stationsbyens foreninger.
    I tilslutning til den amerikanske sociolog Charles Tilly kunne man påpege, at foreningsdannelser mobiliserer ressourcer i befolkningen i defineringen af identitet og samfundsordning. Tilly arbejder med en dynamisk konfliktmodel, hvor mobilisering af nye grupper for en sag automatisk fører til modmobilisering af de etablerede, strid om magten og forvandling af individuelle ressourcer til nye gruppemål under processen.(28)
    Det kan således være en hypotese, at studiet af det der sker i stationsbyens identitetsskabende foreninger er en nøgle til forståelsen af de forandringer, som fulgte med byudviklingen - såvel opbygningen og organiseringen af stationsbyen som den enkeltes virke og position i byen.

Tilflytningen til en stationsby må betragtes som et brud, eller det, man kunne kalde, en afgørende fysisk, social og kulturel begivenhed for den enkelte:

Det foreningsstyrede samfund

Foreningerne viste sig som et genialt og fleksibelt instrument til "ad hoc" at organisere stationsbyen. Så stor betydning fik foreningsdannelserne for livet i byen, at man kan kalde stationsbyen for et foreningsstyret samfund. For at forstå foreningernes konkrete virke og betydning i stationsbyen skal det først klargøres, hvad en forening egentlig er. For foreninger er mange ting, og de virker på mange måder. Vi må operere med et ret bredt foreningsbegreb. Foreninger er først og fremmest formaliserede gruppedannelser, der knytter forskellige, til tider overlappende funktioner til sig. Spørgsmålet er, om man kan skelne skarpt mellem en selskabelig forening, en politisk forening, en religiøs forening eller eksempelvis en idrætsforening?
    Normalt skelner man mellem instrumentelle og ekspressive foreninger,(29) hvor den instrumentelle forening er den konkret målrettede sammenslutning med henblik på at udføre en bestemt opgave eller at øve indflydelse for at opnå dette eller hint som f.eks. oprettelsen af et vandværk, et bibliotek, varetage håndværkerinteresser etc. Instrumentelle foreninger forekommer umiddelbart vigtige for byens konkrete udvikling og vækst. Man kunne kalde den instrumentelle forening for en interessegruppe.
I den ekspressive forening er fællesskabet og samværet mellem byboerne det centrale, som det eksempelvis er tilfældet i en religiøs forening eller blot en rent selskabelig forening. Det var således især i de ekspressive foreninger, at der blev skabt nye alliancer, sympatier og personlige bånd mellem de nye byboere.(30)Den ekspressive forening kunne også kaldes for en samværsgruppe.
    Ofte viser det sig, at samme forening har både en instrumentel og en ekspressiv side. Dvs., at der eksempelvis omkring den instrumentelle virksomhed spontant opstår et fællesskab mellem medlemmerne, - eller omvendt, at en ekspressiv forening pludselig begynder at varetage medlemsgruppens økonomiske eller praktiske interesser i bysamfundet. (Indre Mission med sine mange forgreninger, kunne være et eksempel herpå.) Sådanne instrumentelle foreninger med sammenhængende ekspressive miljøer har en tendens til at blive et helt netværk omkring den enkelte, for dermed at varetage en bestemt gruppe menneskers bredere interesser.
    Visse foreninger har en tredje relevant funktion som det primære, nemlig det man kunne kalde en identitetsskabende funktion, dvs. at man med tilslutningen til foreningen primært vil markere identifikation med en bestemt holdning. Det er ikke ligegyldigt hvilken politisk, religiøs eller for den sags skyld afholds- eller idrætsforening, man slutter sig til.(31) En forening der har identiteten som en primær funktion kunne kaldes for en identitetsgruppe. Umiddelbart bliver det foreningsmiljø stærkt, der kombinerer de tre funktioner: Interessefællesskabet, gruppeopbygningen og identifikationen med gruppen og gruppens fælles holdninger.
    De fleste foreninger har de tre funktioner i større eller mindre grad. Men ofte viser det sig, at de forskellige funktioner kan være opdelt på flere forskellige foreninger med en betydelig medlemsoverlapning. Gennem tilslutning til en sådan forening eller sådanne foreningsmiljøer viser den enkelte, at han har valgt at slutte sig til/identificerer sig med en bestemt gruppe, og at han socialt og kulturelt er accepteret af denne.
    Når man går ind i en forening, vælger man ikke bare et virkefelt, men også en omgangskreds og en identitet: "Sig mig hvem du omgås, så skal jeg sige dig, hvem du er". Ved at tilslutte sig en forening vælger man det miljø eller den sag, man gerne vil identificere sig med og handle ud fra.
    Interessant bliver det, når der gennem foreningerne formuleres holdninger og krav, således at man kan sige, at der gennem foreningslivet opstår eller fastholdes identiteter. En egentlig borger-, bonde-, eller arbejderbevidsthed skabes eller muliggøres gennem foreningslivet.(32)Identitetsskabende foreninger er ofte inspireret udefra, men om de vinder genklang i et givent samfund, afhænger i sagens natur af, om der er en medlemsskare, der har brug for dem. Foreningsdannelser kan dermed være med til at fastholde stationsbyboerne i deres oprindelige verden, men samtidigt kan de også være et middel til at frigøre stationsbyboerne ved at tilbyde dem et nyt ståsted midt i byens hektiske liv.
    Noget kunne tyde på, at mens f.eks. religiøse foreninger i landbosamfundet var religiøst fornyende, kunne de i byen have en konserverende funktion f.eks. ved at søge at fastholde en - landlig - livsform i bysamfundet. Det kunne ske ved, at en religiøs forening bliver samlingspunkt for en gruppe mennesker med fælles instrumentelle/politiske interesser, som til og med opstiller samlet til Sognerådet. Mens f.eks. idrætsforeninger og arbejderbevægelsen kunne rykke de nye byboere ind i nye sammenhænge.
    Foreningsanalysen og især studiet af rekrutteringen til foreningsmiljøerne bliver derved et vigtigt redskab til forståelsen af ikke blot den geografiske og den sociale, men også den kulturelle mobilitet, som igangsættes med byudviklingen.

Foreningsstudiet

For at forstå dynamikken i stationsbysamfundet må vi derfor kigge nærmere på foreningernes dannelse, medlemsrekruttering, virke og livsløb:

Foreningsdannelserne er ofte et umiddelbart resultat af stationsbyernes specielle udvikling og socio-økonomiske sammensætning, som f.eks. dannelse af Borger- og Håndværkerforeninger. En mere nuanceret betragtning går ud på, at foreninger dannes, hver gang der opstår - og erkendes - et problem /et behov /en ny mulighed hos en gruppe mennesker, som er villige til at gøre noget ved det. Med foreningsdannelser mobiliseres ressourcer for en sag og ofte sker dette i opposition til tidligere foreningsdannelser. Foreningsdannelser kan således ikke forstås isoleret. De må analyseres i den større ramme, som byen udgør.(33) Der er ikke nogen automatik i forenings- og gruppedannelsen, men det er igennem foreningerne, at holdninger/interesser bliver til, får volumen og opretholdes. Foreningsanalysen er derfor en vigtig indgang til forståelsen af, hvilke interesser og modsætningsforhold, der er relevante, og hvad der egentlig er drivkraften bag den enkelte stationsbys udvikling.
Rekrutteringen til foreninger skete ikke nødvendigvis - men naturligvis ganske ofte - i forhold til den kultur, klasse, livsform eller status, den enkelte måtte have. Tilslutningen til en forening er afhængig af såvel:
- foreningens instrumentelle funktion.
- foreningens ekspressive funktion. Meget tyder på, at foreningers medlemsrekruttering tit sker via engagerede ledere, venner, familienetværk, generationsnetværk, bopælsnetværk, gennem børn på samme alder etc. etc.
- foreningens identitesskabende funktion.

Men det interessante er, at tilslutter man sig en forening på grund af én af funktionerne, følger de andre med. Er den instrumentelle side det centrale for foreningstilslutningen, følger foreningens fællesskab og/eller identitetsskabende miljø med. Er det holdningsmæssige det centrale, følger samværsgruppen og interessegruppen med. Og er samværet det centrale, følger interesserne og identiteten med.
    Sådanne rekrutteringsmønstre er bl.a. aftegnet i de talrige undersøgelser af udbredelsen af de folkelige og religiøse bevægelser på landet.(34) Den enkeltes valg af religiøs bevægelse er ofte om ikke tilfældig, så dog præget af helt andre forhold af både personlig, praktisk, social og psykologisk karakter. Ligesom interessen for en bestemt sag kunne føre den enkelte ind i en bestemt holdnings- og/eller samværsgruppe. Man kunne derfor sige, at den enkelte får et klassetilhørsforhold, livsform eller status og identitet gennem den forening, han tilslutter sig.
    Virksomheden i foreninger eller foreningsmiljøer kommer til at fungere som rammer om en bestemt gruppe menneskers virksomhed i bysamfundet, især hvis foreningen eller foreningsmiljøet på én gang forener noget instrumentelt, ekspressivt eller identitetsskabende.
    Man kan tale om lukkede foreninger, hvor medlemsoptaget ikke er frit, og hvor pointen i sig selv er det intime samvær for en snæver kreds, eller om åbne foreninger, hvor idéen er at få så mange med som muligt for om muligt at bibringe dem nye normer og værdier. De åbne foreninger konkurrerer om medlemmer, mens de lukkede foreninger forsøger at afgrænse sig fra det øvrige bysamfund.
    Ofte vil det vise sig, at en forening består både af kerne- og af fjerne medlemmer, hvor kernen giver foreningen dens kontinuitet og dynamik. Særlig interessante er de foreningsmiljøer, der samles om en - karismatisk - lederskikkelse. Der tænkes her ikke bare på en religiøs eller politisk lederskikkelse, men på en person med en særlig evne til at engagere og samle folk og aktivitet omkring sig.
    Foreningstilhørsforholdet kan markeres med en fane, et emblem eller en nål i jakken, en bestemt måde at hilse på, en fast ugentlig mødeaften etc. For de lukkede foreninger kan sådanne markeringer anvendes for at vise, at man er blandt de udvalgte medlemmer af kredsen. For de åbne identitetsskabende foreninger kan det være for at vise, at man vedkender sig et bestemt synspunkt gennem sit foreningsengagement - og ønsker at gøre andre opmærksom på det. En afholdsnål er et godt eksempel herpå. Men foreningerne kan også skabe ubevidste koder blandt medlemmerne. Eksempelvis kan en bestemt borgerlig/landlig klædedragt/byggestil være tegn på, at man opfatter sig selv som hørende til en bestemt gruppe i byen.
    Selvom foreningsmiljøer ikke er umiddelbart sammenlignelige, optager de ofte de samme aktiviteter. En aktiv ekspressiv virksomhed er i reglen et tegn på, at foreningen går godt og er i stand til at engagere mange medlemmer. Derfor vil de åbne foreninger ofte bevidst eller ubevidst konkurrere med hinanden på evnen til at skabe et givtigt foreningsmiljø. Hermed har foreningerne en tendens til at komme til at ligne hinanden. 'Juletræet' det ene sted har formentlig lignet juletræsafslutningen i den anden gruppe.
    Hovedindtrykket er, at en stor del af byboerne havde én eller anden form for foreningstilknytning, og at denne tilknytning var en vigtig side af deres engagement i stationsby-samfundslivet. Men en del borgere var selvfølgelig med i betydelig flere foreninger end andre.
    Forenings-livsløbet udvikles ofte i bølger startende med entusiasme og et højt aktivitetsniveau afløst af stagnation. Ofte vil det vise sig, at de medlemmer, som har stiftet foreningen også sidder i (på) foreningen i en længere periode, og at foreningen måske derfor bliver mere og mere lukket med årene. Ofte vil en foreningsmedlemskurve derfor blive klokkeformet, med en svag start, en aktivitetsperiode svarende til en medlemsgenerations interesse i foreningen efterfulgt af en brat afviklingen af foreningsaktiviteten. Det kan også vise sig, at den samme medlemsskare begynder at bruge foreningen til noget andet end oprindelig tilsigtet. Dog vil man ofte kunne se, at en forenings liv kan opdeles i én eller flere generationsbevægelser, at der med andre ord med jævne mellemrum må pustes nyt liv i foreningen, hvis ikke foreningen dør med den første medlemsgeneration.
    Mens studier i foreninger tit ses at omfatte enkelte organisationer, giver den totale foreningsgennemgang i en enkelt by mulighed for at anskue foreningerne i en større sammenhæng med deres indbyrdes påvirkninger: i samspil og modspil. Stationsbyens grupperinger må med andre ord forstås ud fra tilblivelsen af foreningsmiljøer, deres medlemsbasis, levetid og virke: ideologisk, ekspressivt og instrumentelt. Foreningen blev den basisenhed, der var afgørende for, hvad der skete i stationsbyen - ikke bare politisk og økonomisk, men også kulturelt og moralsk. Det var også for en stor del gennem foreningsdannelserne, at det blev synligt, hvilke modsætningsforhold, der var (blev) relevante, men også hvordan politikken virkede, og hvordan magtbaser blev etableret i små magt- og indflydelsesstrukturer. Meget tyder på, at foreningerne i første omgang snarere opbyggede ende nedbrød skel mellem borgerne. På samme måder som minoriteterne organiserede sig i Amerika blev foreningsgrupperne holdepunkter for den enkelte stationsbyborgers sociale netværk og identitet. Det er formentlig forklaringen på at det, man kunne kalde for stationsbyernes særlige konflikttyper, mere kom til at omhandle identitet og moral end egentlige socio-økonomiske modsætninger.

Sammenstød

Meget tyder på, at vi i stationsbyerne stedet for en smeltedigel, får et stærkt gruppeopdelt og markeret samfund - et segregeret samfund, hvor opdelingskriterierne ikke var givet på forhånd, men hvor klasse, kultur, ideologi, livsstil, religion og etnicitet i varierende omfang var bestemmende for gruppedannelsen.(35) Behovet for identitet og identitsmarkeringer blev i høj grad styrende for stationsbyernes udvikling og foreningerne spillede den afgørende rolle heri.

Grindsted blev gennem foreningsvæsenet et klike - klan samfund, hvor foreningstilhørsforholdet kom til at spille en afgørende rolle som basis for den enkeltes engagement i bylivet snarere end den enkeltes klasse eller stand. De talrige konflikter i Grindsted blev derfor ikke traditionelt økonomisk, sociale eller politisk funderede konflikter, men drejede sig om forhold: ungdom og historien, der var udsprunget af ønsket om at præge identitetsdannelsen i byen. Mens arkitekturen og alkoholpolitikken var forhold, der drejede sig om markeringen af et symbolsk herredømme i byen:

Gennem kampen mod alkoholen som symbol på ondets rod, blev det muligt ikke blot at tilkendegive sin antipati for visse medborgeres levned, men også konkret, gennem forbud, at gennemtrumfe modforholdsregler.

Det segregerede samfund

I stationsbyboerne videreførte med foreningsformen arven fra de folkelige bevægelser i Danmark. Foreningsformen blev det redskab,(37) der var anvendeligt i stationsbyen for at få orden i kaos for dem, der flyttede til byen. Foreningernes virke og funktion blev derfor ikke permanent, men ændrede karakter i en stadig identitets- og markeringsproduktion. I denne foreningsudviklingsproces fik vi virkeliggjort utopien om det "civile samfund" - dvs. det samfund, hvor den fundamentale medmenneskelige kontakt blev varetaget i selvdannede grupper med minimal indblanding fra det offentlige: staten eller kommunen. Gennem det private, frivillige og selvbestaltede foreningsliv blev der også sat andre og bredere aktiviteter i gang, passende til medlemsgruppens forskellige ønsker. Men vi fik dermed også virkeliggjort bagsiden af det civile samfund: den sociale og politiske eksklusion af dem, man - af forskellige grunde - ikke anså som egnede til at blive optaget i fællesskabet, og den vedvarende magtkamp mellem forskellige klikers særinteresser i tilrettelæggelsen af vilkårene for livet i bysamfundet. Via foreningerne forblev Grindsted i lang tid (endnu?) et stærkt segregeret samfund.

Slutnoter:

1. Bl.a. Henrik Fangel: Forskning i byhistorie, i: Nye strømninger i dansk lokalhistorie, Forlaget HISTORIA Århus 1981, s.81.

2. Vigand Dann Rasmussen: Nørrejyske jernbanebyer: Udvalgte problemer omkring placeringen og befolkningsudviklingen 1850-1901, Erhvervsarkivet: Universitetsforlaget i Aarhus, 1981.

3. Jævnfør især Aage Aagesen: Geografiske studier over jernbanerne i Danmark. København 1949, s.75-100; Se også Viggo Hansen: Den rurale by. De bymæssige bebyggelsers opståen og geografiske udbredelse, i: Geografisk Tidsskrift, 64.bd., 1965, 54-68.

4. Chr. R. Jansen: Stationsbyen - definition. i: Nyt fra Stationsbyen. Rapport fra et seminar om stationsbyens historie 1840-1940, Udgivet af Stationsbyen. Projekt under Statens Humanistiske Forskningsråd, Universitetsforlaget i Aarhus 1980, s.55.

5. Den stærke spaltning mellem by og land i et todelt Danmark er bl.a. påvist i Vagn Wåhlin: By og Land. Omkring dynamikken i forholdet mellem socio-økonomisk basis, organisation, klasser og ideologi i Danmark i det 19. århundrede - forsøg til en syntese. i: Jørgen Holmgaard (red.): Det grundtvigske bondemiljø. Grenå 1981, s.1-74.

6. Jørgen Fink: Butik og værksted. Erhvervslivet i stationsbyerne 1840-1940, Viborg 1992, s.301f. 'De danske stationsbyer opstod som det fysiske udtryk for de lokalmarkeder, der voksede frem på landet i Danmark, da landbruget efter driftsomlægningen blev fuldt integreret i verdensøkonomien.' Som titlen antyder argumenterer Jørgen Fink for, at stationsbyerne havde helt parallelle erhvervsstrukturer - kendetegnet (båret) af mange små butikker og værksteder.

8. Her tænkes på de lokale sogneråd, der blev indført med Landkommunalloven af 6. Juli 1867. En beskrivelse af sognerådenes forvaltningsområde fremgår bl.a. af P.F. Schou: Landkommunernes Forfatning og Styrelse, 1881.

9. Bjarne Stoklund: Signalement af en epoke, i: Det forsømte århundrede. Arv og Eje, 1976, s.23.

10. Se f.eks. Palle Ove Christiansen: Peasant adoption of Bourgeois Culture. Class Formation and Cultural Redefinition in the Danish Countryside, i: Ethnologia Scandinavica. A Journal for Nordic Ethnology, 1978, s.98-152.

11. Frederick Jackson Turner: The Frontier in American History, The University of Arizona Press, Tucson (1920, 1947) 1986.

12. Søren Vasegaard skrev hyppigt om 'Nyere jydske Bydannelser' til Jyllands Posten i årene 1931-35. Bladet Sund Sans. Mod Tvangsstyre. For personlig Frihed behandlede i perioden 1933-40 i alt 27 nye bydannelser i bladet.

13. Olaf Linck: Blade af tørlæggelsens saga, i: Sund Sans 1/6 1924; Forholdene i Grindsted, i: Sund Sans,1928:22; Omkring Grindsted Jernbanerestauration, i: Sund Sans,1928:24; Idealisme og Forretning. Et Billede fra Grindsted, i: Sund Sans, 1929:4; Forholdene i Grindsted, i: Sund Sans, 1930, s.212; Søren Vasegaard: Nyere Jydske Bydannelser. Grindsted - Storbyen paa Heden, i: Jyllands Posten 17/2 1932; Omkring Afstemninger i Grindsted, i: Sund Sans, 1933, s.202; Grindsted før Afstemningen, i: Sund Sans 1933:18; Købstadsregler i Grindsted, i: Sund Sans,1933 s.294, 311. Grindsted er underkastet større, grundig behandling i 1934. Artiklen blev bragt som føljeton sammen med flere udvalgte stationsbyer under hovedoverskriften: 'Bymæssige Bebyggelser paa Landet,' og underoverskriften 'Hedesognet Grindsted før og Nu', i: Sund Sans,1934: 9-14 i perioden 6/5 - 15/7 1934. Senere samme år bragte Sund Sans en artikel med overskriften: 'Bevillingssagen i Grindsted', i: Sund Sans, 1934: 21.

14. Niels Finn Christiansen: Danmarks historie bd. 12 1900-1925. Klassesamfundet organiseres, København 1990, s.89; Niels Thomsen taler om en 'politisk smeltedigel', herom i Niels Thomsen: Danmark. Urbaniseringsprocessen og den politiske adfærd, i: Urbaniseringsprocessen i Norden bd. 3. Industrialiseringens 1. fase, G.A. Blom (red.), Trondheim 1977, s.175f.

15. Begrebet "smeltedigel" stammer egentlig fra den amerikanske dramatiker Israel Zwanglis skuespil: "The melting Pot" fra 1908. Her beskrives Amerika som Guds store smeltedigel, hvor mennesker fra hele verden blev smeltet sammen og støbt som amerikanere.

16. Charles Hirschman: America's Melting Pot Reconsidered, i: Annual Review of Sociology, 1983, 9: s.397-423.

17. For et nærmere studie af udviklingen i Grindsted se Sidsel Eriksen: Stationsbyens samfund. Folk og foreninger i Grindsted 1880-1940, Overgaard Bøger Grindsted 1996, 431 s.

18. Med stationsbyprojektet har vi i nogen grad fået uddybet vor viden om stationsbyerne. Se herom i Chr. Jansen: Stationsbyen. Rapport fra et seminar om stationsbyens historie 1840-1940, Universitetsforlaget Aarhus 1980, s.55.

19. Herom især Helle Askgaard: Er en stationsby en by med station? i: Fortid og Nutid, XXIX: 3, 1982, s. 474.

20. Et ofte citeret eksempel på denne indfaldsvinkel er de utroligt detaljerede studier i den amerikanske provinsby Middletown. Se Robert Lynd og Helen Lynd: Middletown: A Study in American Culture. New York: Harcourt and Brace, 1929; Theodore Caplow and Howard M. Bahr, Bruce A. Chadwick, Reuben Hill, Margaret Holmes Williamson: Middletown Families. Fifty Years of Change and Continuity, University of Minnesota Press, Minneapolis 1982.

21. Eva Österberg: Rikshistorie og lokalhistoria. En fråga om centrum och periferi, centralt og lokalt i historieforskningen, i: Periferi og sentrum i historien, Oslo 1975; Perspektivet er videreudviklet i Peter Aronsson: Frågor och svar. Landsbygdens modernisering och lokalpolitisk historieskrivning, i: Lars Nilsson och Kjell Östberg (red.): Kommunerna och lokalpolitiken. Rapport från en konferens om modern lokalpolitisk historia, Sthlm. 1995.

22. Herom bla. Ole Degn: Urbanisering og industrialisering. En Forskningsoversigt, Akademisk forlag, København 1978, s.53ff.; Ernest W. Burgess: The growth of the city: An Introduction to a Research Project. (Publications of the American Sociological Society, 18, 1924, s.85-97).

23. Kim Clausen og J. Peter la Cour Dragsbo: Den vestjyske Stationsby, i: Stationsbyen. Rapport fra et seminar om stationsbyens historie 1840-1940,Universitetsforlaget i Aarhus, Århus 1980, s.138ff. Der er tydeligvis kun blevet igangsat undersøgelse af befolkningsforholdene i de vestjyske stationsbyer. Se herom i Niels Peter Stilling: De nye byer - replik til en anmeldelse, i: fortid og nutid,1988:2, s.140. Projektet om den vestjyske stationsby foreligger så vidt vides endnu ikke.

24. Aage Aagesen: Geografiske Studier over Jernbanerne i Danmark, Kbh., 1949, s. 97. (Man kunne dog med god ret tilføje, at Grindsted er atypisk ved at være mere 'typisk' end de andre stationsbyer. Aage Aagesen mener formentlig noget i retning af 'idealtypisk', dvs. en by som i en passende blanding har alle de ingredienser, som man kan tillægge stationsbyen); Se også Viggo Hansen: Fra hedesamfund til industriby, i: Bygd, 3. årg., no.3, 1972, s.5-21; Viggo Hansen: Bebyggelsens Historie, i: Danmarks Natur, bd.9, 9-138, Kbh. 1970; Viggo Hansen: Den rurale by. De bymæssige bebyggelsers opståen og geografiske udbredelse, i: Geografisk Tidsskrift, bd. 64, 1965) (Genoptrykt i: Stationsbyen. Rapport fra et seminar om stationsbyens historie 1840-1940, Århus 1980.)

25. Henrik Fangel: Forskning i byhistorie, i: Nye strømninger i lokalhistorien. Forlaget HISTORIA, Århus 1981.

27. Niels Thomsen viser eksempelvis, at erhvervsmæssige forhold ikke i første omgang kan forklare den særlige politiske udvikling i de nye bysamfund. Niels Thomsen: Danmark. Urbaniseringsprocessen og den politiske adfærd, i: Urbaniseringsprocessen i Norden bd. 3. Industrialiseringens 1. fase, G.A. Blom (red.), Trondheim 1977. s.150f. og s.175f.

28. Den såkaldte 'ressource-mobiliseringsteori' er formuleret flere gange af Charles Tilly. Se bl.a. Charles Tilly: From Mobilization to Revolution. Mass.: Addison Wesley 1978; Charles Tilly: Collective violence in European perspective. The history of violence in America. Historical and comparative perspectives, Ed. by H.D. Graham and T.R. Curr. New York 1969.

29. Herbert Blumer: Social Movements, i: Studies in Social Movements, New York London, (1951) 1969; C. Wayne Gordon og Nicholas Babchuk: A typology of voluntary associations, i: American Sociological Review, 24, 1959, s.22-29.; Teorierne er anvendt på dansk materiale af Margaretha Balle-Petersen: Budskab og fællesskab, i: Nye strømninger i dansk lokalhistorie, Forlaget HISTORIA, Århus 1981, s.115ff.; Margaretha Balle-Petersen: Everyday Rainbows: on social movements and cultural identity, i: Arv. Scandinavian Yearbook of Folklore, 1985: Margaretha Balle-Petersen: Foreningstiden, i: Det forsømte Århundrede. Arv og Eje, 1976, s.45.

30. Gusfield beskriver expressive funktioner som 'political action for the sake of expression rather than for the sake of influencing or controlling the distribution of valued objects.' Joseph R. Gusfield: Symbolic crusade. Status Politics and the American Temperance Movement, (1963) 1972.

31. Enrique Larana, Hank Johnston and Joseph R. Gusfield: New Social Movements. From Ideology to Identity, Temple University Press. Philadelphia 1994, s.10ff.

32. Jürgen Kocka: The construction of social identities. Foredrag på den internationale Historikerkonference i Montreal 1995.

33. Problemet er bl.a. påpeget af Peter Gundelach: Græsrødder er seje!, Politika Aarhus 1980; Peter Gundelach: Sociale Bevægelser og samfundsændringer. Nye sociale grupperinger og deres organisationsformer ved overgangen til ændrede samfundstyper. Politika Aarhus 1988.

34. Margaretha Balle-Petersen: Guds Folk i Danmark, i: Folk og kultur, 1977; Inge Bundsgaard: Grundtvigianismen og Indre Mission på Koldingegnen, Upbl. Specialeafhandling; Henning Ringgaard Lauridsen: Folk i bevægelse. Folkelig vækkelse, politik og andelsfællesskab i Nordvestjylland, Struer 1986.

35. Charles Hirschman: America's Melting Pot Reconsidered, i: Annual Review of Sociology, 1983: 9, s. 397-423; Milton M. Gordon: Assimilation in American Life: The Role of Race, Religion, and National Origins. New York: Oxford University Press, 1964. s.413.

36. Joseph Gusfield: Symbolic Crusade, Status Politics and the American Temperance Movment, 1986, s. 196.

37. Charles Tilly: Social Movements and National Politics, i: Charles Bright og Susan Harding (ed.): State making and social Movements. Essays in History and Theory, Ann Abor. The University of Michigan Press. 1984, s.297-317.

Stationsbyen - smeltedigel eller segregation ?

- et essay over bogen: Stationsbyens samfund. Folk og foreninger i Grindsted 1880-1940