Tilbage

Lokalsamfundshistorie

Mellem kollektiv hukommelse og kritisk samfundsanalyse

af Sidsel Eriksen

[i: Journalen. Lokal- og kulturhistorisk tidsskrift nr. 1, 1997, s. 3-7, ISSN 0996-1614.]

Stationsbyen

Vi kender dem, stationsbyerne, fremvokset i takt med jernbanenettets udvikling i årtierne omkring århundredskiftet. Men hvad ved vi egentlig om dem ? Og hvad vil vi egentlig vide ? Hvem skriver vi for og med hvilket formål ?
    En ambition med projektet om "Stationsbyens Samfund" var, som titlen angiver, at beskrive det typiske og karakteristiske stationsbysamfund ud fra devisen "If you have seen one of them, you have seen them all." Ved at lave en tæt beskrivelse af det, der foregik i én stationsby, Grindsted, skulle man med andre ord kunne få en dybere forståelse af stationsbyfænomenet på et mere detaljeret plan: hvad der sker, når en hurtigt sammenbragt befolkning bosætter sig midt i et landområde.
    Tanken var at forsøge at karakterisere stationsbysamfundet som et særligt community med de for- og bagdele, det måtte have. Det måtte bl.a. belyses hvordan de nye bysamfund blev organiseret? Hvilke lovmæssigheder der kendetegnede miljøets måde at fungere på, og hvem og hvad bestemte stationsbyernes udvikling? Hvad konfliktede man om og hvorfor? Hvad der skulle til for at komme til tops etc. etc. Studiet skulle således belyse den kulturelle kontekst - stations(provins)bykulturen - som er en vigtig side af den store Danmarkshistorie.

Det foreningsstyrede samfund

Ligesom de andre danske stationsbyer var også Grindsted administreret sammen med det omgivende landområde. Sognerådet var derfor domineret af landmænd. De var nok interesserede i egnens udvikling, men slet ikke gearet til at løse de opgaver, som en byudvikling fordrede.
    Løsningen på problemet blev dannelsen af en række foreninger til varetagelse af helt konkrete praktiske opgaver. Men foreninger fik hurtigt flere funktioner. Da den tilflyttede befolkning var rodløs og savnede et sted at være fik foreningerne også en social funktion, og blev som sådan en erstatning for farmiliefællesskaber eller snarere familienetværk. Dermed fungerede foreningsgrupperne i stationsbyen også som udgangspunkt for identitetsdannelsen for de forskellige stationsbyborger. Foreningerne blev borgernes nye holdepunkt.
    Et eksempel på en sådan gruppedannelse er Grindsted Borgerforening. Foreningen optog i begyndelsen alle borgere - i opposition til landet, men efterhånden som byen voksede blev den mere eksklusiv. Den blev nu sæde for en "klan" af veletablerede Grindstedborgere og varetog gruppens interesser i bred forstand.
    Da Borgerforeningen samtidig blev selektiv i sin medlemsrekruttering, måtte de nytilflyttede byboere danne deres egne foreninger som udgangspunkt for deres liv i stationsbyen, og efterhånden opstod en mangfoldighed af foreningsgrupper og "-klaner" med varierende indhold. Det kunne være religiøse, selskabelige eller politiske foreninger, og hver især blev de udgangspunkt for varetagelsen af nye befolkningsgruppers behov i stationsbyen.
    Bag ved denne gruppedannelse stod ikke nødvendigvis klasse eller statusgrupper etc. For en del af medlemmerne var det dog tidligere kulturelle tilhørsforhold inden for eksempelvis, arbejderbevægelsen, Indre Mission etc. bestemmende for gruppetilhørsforholdet. Men det er tankevækkende, at tilflytningen til de nye byer kan betragtes som en social, kulturel og fysisk begivenhed, der betød, at tilflytteren måtte starte på en frisk. Gruppetilhørsforholdet var derfor i lige så høj grad bestemt af forhold som alder, arbejdsplads, bopæl og indflytningstidspunkt.
Byens mange foreninger fungerede i nogen grad parallelt. Hver borger kunne tilsyneladende ikke være aktivt medlem af flere foreningsmiljøer på een gang.

Mellem anarki og demokrati

Foreningerne erstattede dermed en fraværende kommunalpolitisk struktur. Gør-det selv-demokrati, kunne man kalde det, og dermed antyde, at foreningerne videreførte den demokratiske foreningstradition, som vi kender fra landet. Foreningsanarki ville det hedde, hvis man i stedet vil lægge vægt på, at foreningerne repræsenterede højst uigennemsigtelige eller snarere uigennemtrængelige magt og indflydelsesstrukturer i lokalsamfundet. Avancement i lokalsamfundet økonomisk, politisk og socialt skete med baggrund i de etablerede foreningsgrupper.

Smeltedigel

Et af projektets mål var at sætte spørgsmålstegn ved den ofte fremhævede opfattelse, at stationsbyen fungerede som en smeltedigel af by og land. I stedet for at smelte sammen opdeltes eller segregeredes stationsbyen sig tilsyneladende i sådanne utallige foreningsgrupper, som skærpede og markerede indbyrdes modsætninger mellem byboerne.
    En del af disse smågrupper etablerede sig endog med egentlige subkulturelle kodesprog. De antog - ubevidst - forskellige måder at kommunikere på, omgangsformer, ideologi, emblemer, klædedragt etc. etc
    Det blev derfor interessant at undersøge, hvorvidt eller snarere hvordan de forskellige gruppedannelser og magtstrukturer i stationsbyen formåede at etablerede sig over længere tid i stationsbyen, hvorvidt det miljø og den tankegang, der udvikledes i og omkring byens foreningsliv, f.eks. omkring de religiøse bevægelser, formåede at fastholde taget i den nye bybefolkning og overleve den første generation. Særlig Indre Mission formåede at sætte sig på og præge byudviklingen i flere generationer gennem nyrekruttering af unge. Een gang etablerede, havde de forskellige grupperinger i byen tilsyneladende en tendens til at overleve - nogle bedre end andre, også selvom der stadig kom nye grupper til.

Lokalsamfundets historie

Stationsbystudiet blev dermed - egentlig utilsigtet - et bidrag til at belyse rødderne til det bysamfund, som findes i Grindsted i dag. Nutidens bysamfund blev derfor ret nærværende i stationsbystudiet.
Det stod særligt lysende klart efterhånden som det viste sig, at der var en del interesser forbundet med, hvordan bysamfundets historiske rødder skulle tolkes. Det blev et kildekritiske paradoks, at kilderne selv kritiserede arbejdet. Der fandtes tilsyneladende lige så mange opfattelser af bylivet som antallet af byboere.
    Men den kritiske offentlighed - og de forskellige interesser forbundet med projektet - var jo netop et produkt af bylivet. De mange skråsikre indfaldsvinkler i tolkningen af bylivet var vel egentlig vidnesbyrd om, hvor grumme lidt de forskellige grupperinger i stationsbyen egentlig vidste om hverandre.
    For at få denne lidt påtrængende interesse vendt til noget konstruktivt, kom et særligt, men alt for kort afsnit i den færdige bog derfor til at handle om netop de tolkninger, af Grindsteds historie gennem tiderne, som bl.a. kom til udtryk i forbindelse med oprettelse af Grindsted Museum og i forbindelse med Grindsteds tidligere historieskrivning. De mange tolkninger blev hver især kilder til de forskellige befolkningsgruppers selvforståelse. Og kampen om indholdet af lokalsamfundets historie blev opfattet en kamp om retten til at bestemme hvilke grupperinger, der havde haft størst eller afgørende betydning for byudviklingen: hedebønderne, arbejderne, borgerne eller grundtvigianerne, således at deres synspunkter fortsat måtte have en særlig vægt eller legitimitet i bysamfundet.
    Den lokale debat om Grindsted-projektet før og efter udgivelsen af den færdige bog blev ligeledes et vidnesbyrd om, at det overhovedet var lykkedes at få fat i problemstillinger og forhold af relevans for lokalsamfundet selv - i dag. Særlig tesen om 'det foreningsstyrede samfund' og 'klikesamfundet' blev genstand for diskussion, ligesom de herskende lederfigurers egenskaber og baglande kom på dagsordenen.

Lokalsamfundshistorikeren

Lokalsamfundshistorien er en krævende genre. Det er afgjort en fordel at kende nærmere til det lokalsamfund, der bliver skrevet om. Det gør det muligt at fungere som privilegeret deltagerobservatør, dvs. som en person med vide indgange til at forstå, hvordan og hvorfor lokalsamfundet fungerer, som det gør. Men den lokalkendte har ikke kun lettere adgang til konkret viden - også til indsigt i holdninger og omgangsformer hos forskellige befolkningsgrupper og deres indbyrdes opfattelse af hverandre. Derved er der mulighed for - og det må ikke underkendes - at nå længere og måske mere præcist i tolkningen af fortiden end universitetshistoriker uden lokalkendskab. Den lokalkendte lokalsamfundshistoriker forfalder ikke så let til at vælge mere håndfaste kategoriseringer eller slappe generaliseringer i fremstillingen af sit stof.
    Et problem er det dog om lokalsamfundshistorien kan skrives tilstrækkeligt frit. Når lokalsamfundshistorien ikke blot bestilles af lokalsamfundet selv og skrives lokalt, må forfatteren uanset om han har en professionel uddannelse som arkiv- eller museumsmand tage hensyn til at han skulle kunne leve i samfundet bagefter - også finansielt. Og følges processen for tæt af lokalsamfundet, kan det være vanskeligt at skabe den nødvendige distance til emnet. Deri ligger der en fare for, at lokalhistorien mere bliver et lokalsamfunds kollektive hukommelse end en kritisk samfundsanalyse.
    Vi kan derfor ikke komme uden om, at lokalsamfundshistorien først for alvor kan blive et nyt og uafhængigt analyseniveau i historieforskningen, hvis den for alvor får støtte i miljøer uden for lokalsamfundene: metodisk som finansielt.
    Vi mangler et miljø med udgivelsesmuligheder for uafhængig lokalsamfundshistorie. I Danmark har vi endnu ikke - på trods af eller måske snarere på grund af vores demokratiske lokalsamfundshistorietradition - som i Sverige fået udbygget en legitim universitetshistorisk tradition for at tackle lokale eller mikrohistoriske problemstillinger. Vi har haft vanskeligt ved at gøre det lille samfund til et relevant studieobjekt.
    Problemet er, at så få universitetshistorikere tager det lille samfund alvorligt - lokalsamfundshistorie er ikke meriterende. Det tager tid, at komme ned i og ind i det lokale samfund, hvis lokalsamfundshistorien skal bevæge sig ud over politiske og økonomiske forhold. Og denne tid vil, som situationen ser ud i dag, være bedre anvendt på forhold, der er kendte af en større offentlighed. Håbet må være, at lokalsamfundshistorie, dvs. historien om hvordan det konkrete samfund fungerer, ikke blot bliver nærværende for lokalsamfundet, men også - som i Sverige - vil indgå i den aktuelle forskningstradition på området i forståelsen af hvordan det store samfund fungerer på mikroniveau.
    Nye problemstillinger af relevans for den overordnede historie kunne netop være at belyse karakteren af det lille samfunds sociale miljø gennem tiderne, f.eks i belysningen af begrebet 'det civile samfund' som utopi eller virkelighed. Andre problemstillinger er eksempelvis forandringerne i den lokale politiske kultur dvs. studiet af hvordan lokalpolitik eller lokalpolitikeren fungerer i praksis; sækularisering dvs. kirkens konkrete virke og betydning over tid etc. etc.; faktorer som fremmer/hæmmer social- og kulturel mobilitet i bysamfundet; studiet af lærerrollen/præsterollen som underviser/forkynder og som ressourceperson i lokalmiljøet; udviklingen/afvikling af lokal kontrol; det lokale miljøs historie og tackling af miljømæssige udfordringer på forskellige niveauer; eller for at vifte med de store vinger: forholdet mellem samfundstyperne, gesellschaft (det formelle og tilrettelagte fællesskab) eller gemeinschaft (det uformelle og selvgroede fællesskab) etc. etc.
    Der er nok at tage fat på. Forståelse for det store samfunds karakter får vi først, når vi ved, hvordan de mindre enheder fungerer i praksis.