Kineserier

Supplement til debatindlæg i Weekendavisen Ideer nr. 41 (14-20 oktober 2005) p. 8

Debatindlægget i pdf-format Originalmanuskript i pdf-format

Interview med Anne Wedell-Wedellsborg i Weekendavisen 19-25 august 2005 (kun teksten i pdf-format)

Følger efter afsnittet: "Anne Wedell-Wedellsborg, der særligt arbejder med litteratur, giver os et eksempel, der kan være reelt og betydningsfuldt: "I klassisk kinesisk litteratur findes ordet jeg ikke. Eller i hvert fald yderst sjældent. I stedet brugte man ordet ren, som betyder menneske." I få ord åbnes et kighul ind bag den kinesiske facade. Det er klar tale og nemt at huske, så det er næppe tilfældigt, at jeg har hørt noget lignende refereret af folk uden særlige forudsætninger i kinesisk sprog og litteratur."

Hver gang har jeg undret mig over, hvad der blev af de gode jeg-stedord i klassisk kinesisk. En pålidelig oversigt over dem finder vi i Pulleyblanks glimrende lille og let overskuelige grammatik for det klassiske skriftsprog. Han nævner en række jeg-stedord, gående helt tilbage til de ældste skrifter. Et af dem er wo, der er almindeligt jeg-stedord i moderne standardkinesisk (mandarin). Han nævner endvidere en række navneord eller navneordslignende udtryk, der har været anvendt i stedet for jeg-stedord. Det kan være ord som gu/forældreløs, chen/undersåt, bugu/den uværdige, alle ord, hvor den talende viser sin underordnede eller ydmyge stilling i forhold til de(n) tiltalte. Det gælder også pu/slave, der anvendes mellem ligestillede, og qie/slave, der er almindeligt brugt af kvinder.

Pulleyblank nævner ikke, at ren/menneske bruges for jeg-stedord, men siger, at det bruges for ubestemte stedord i betydninger nogen og andre. En undersøgelse i standardordbøger tyder ikke på, at han har overset noget væsentligt vedrørende brugen af ren/menneske som jeg-stedord.

Jeg-stedordenes mulige forsvinden hører vi ikke om hos Pulleyblank, så vi må se på nogle litterære tekster. Et naturligt sted at starte er med Fusheng liuji i 4 kapitler, skrevet på det klassiske skriftsprog af SHEN Fu i starten af 1800-tallet. Den er oversat til dansk med titlen Kapitler af et flygtigt liv af Vibeke Børdahl og Søren Egerod, der kalder den en blanding af selvbiografi og litterær skitse. Kapitel 1 begynder som følger: "Jeg er født i Qian Long's regeringstid, den toogtyvende dag i den ellevte måned 1763. Det var en blomstringstid med fred over landet, og da jeg tilmed voksede op i en embedsmandsfamilie nær Canglang-pavillonen i Suzhou, var jeg således selvsagt en lykkens pamfilius." (p. 11), og kapitel 2 begynder: "Jeg kan huske, da jeg var barn, at jeg kunne spærre øjnene vidt op og se lige ind i solen." (p. 50).

Her er rigeligt med jeg-stedord, men de kan være indsat af oversætterne, uden at de findes i originalen. Kigger man imidlertid på den, er det allerførste ord i kapitel 1 yu, der er blandt Pulleyblanks jeg-stedord. Det følgende jeg er underforstået i teksten, altså oversætternes, men for det sidste finder vi wo. Kapitel 2 starter også med yu, og det samme gælder i øvrigt kapitel 4, selv om det ikke fremgår af oversættelsen. I hele teksten finder vi masser af yu og en del wo. Oversættelsen vrimler med jeg-stedord, mange af dem altså direkte oversat fra kinesisk.

Det er naturligt at fortsætte med PU Songling, der omkring 1700 skrev Liaozhai zhiyi (Mærkelige fortællinger fra et studerekammer til afslappet konversation), et eksempel på god fortællekunst på klassisk kinesisk. Et tilfældigt valg af historien Lianxiang, giver små 50 henvisninger til første person i en tekst, der i Giles' lettere afkortede engelske oversættelse fylder 11 sider. Næsten 20 er stedord, heraf flertallet som jeg, mens resten er navneord, mest qie, nævnt ovenfor, som kvindefigurer bruger om sig selv i tiltale både til mands- og kvindefigurer, men de samme anvender også jeg-stedord.

Samtidig med at der blev skrevet på klassisk kinesisk, udviklede der sig en litteratur, skrevet på et sprog, der var nærmere talesproget. Vi starter med den store roman Honglou meng (Drømmen Om Det Røde Hus) også kaldt Shitou ji (Fortællingen Om Stenen), der regnes blandt de bedste. Den udkom i 1791 i 120 kapitler, hvoraf 80 tillægges CAO Xueqin (1715-1763). I 2001 blev der ved Aarhus Universitet færdiggjort en ph.d.-afhandling med studier i Honglou meng. Jeg har tilfældigt valgt 3 kapitler, 12, 67 og 85, hvor vi i oversættelserne i The Story of the Stone (Penguin Classics 1973-1986) finder en god del jeg-stedord. Originalerne kan hentes fra nettet til søgning på wo, der som nævnt er almindeligt i moderne standardkinesisk. Resultatet er et gennemsnit på mindst 2 forekomster af wo i entalsformen for hver side i oversættelsen. Stikprøver tyder på at i hvert fald halvdelen er jeg, de øvrige mig/min o.l. Der er generelt færre jeg-stedord end i oversættelserne, men kinesisk har en tilbøjelighed til at udelade ord/sætningsled, som er overflødige ud fra sammenhængen. Jeg-stedord er blandt dem, der udelades.

For en sikkerheds skyld har jeg på samme måde undersøgt et par kapitler i henholdsvis Xingshi yinyuan zhuan (Giftermål til at vække verden) en roman i 100 kapitler skrevet af en ukendt forfatter omkring midten af 1600-tallet (kap. 20 og 79), og Jinpingmei (Den gyldne vase blomme) også 100 kapitler af en anonym forfatter fra sidste halvdel af 1500-tallet (kap. 25 og 53). Forekomsten af wo som jeg-stedord ændrer ikke indtrykket fra Honglou meng. Endelig har jeg taget stikprøver i litterære tekster fra midten og slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet for at se, om jeg-stedordene forsvinder efter 1800, ihukommende Anne Wedell-Wedellsborgs fortsættelse: "Først i begyndelsen af 1900-tallet blev jeg'et markant i kinesisk litteratur, da man skulle oversætte vestlige værker." Intet tyder på, at de forsvandt; de er der også i disse tekster.

Konklusionen på ovenstående lille undersøgelse, som jeg havde håbet litteraturkyndige havde påtaget sig, må være, at jeg-stedordene levede i bedste velgående. Der kan sikkert findes variationer i brugen, og litterater og andre er velkomne til at undersøge, om de kan sige os noget om kineserne, men mon ikke vi herefter kan aflive myten om, at ordet jeg ikke findes, eller i hvert fald kun yderst sjældent findes, i klassisk kinesisk litteratur.

Referencer

CAO Xueqin 1973-1986 The Story of the Stone. Translated by David HAWKES (vols. 1-3) and John MINFORD (vols. 4-5) Harmondsworth: Penguin Books, i serien Penguin Classics.

NIENHAUSER William H. et al. eds. 1986 & 1998 The Indiana Companion to Traditional Chinese Literature Vol. 1 1986 & Vol. 2 1998 Bloomington IN: Indiana University Press.

P'U Sung-ling 1965 Strange stories from a Chinese studio Transl. and annotated by Herbert A. Giles 2. ed., rev. Taipei

PULLEYBLANK Edwin G. 1995 Outline of Classical Chinese Grammar Vancouver BC: UBC Press.

SHEN Fu 1986 Kapitler af et flygtigt liv. På dansk ved Vibeke Børdahl og Søren Egerod. København: Rhodos.

Ershi nian mudu zhi guai xianzhuang http://www.mypcera.com/book/gu/gu/ershinian/index.html

Fusheng liuji http://www.cnread.net/cnread1/gdwx/s/shensanbai/fslj/index.html

Haishan hua liezhuan http://www.mypcera.com/book/new/gu/novels/1/049-5.htm

Honglou meng http://www.goldnets.com/gd/novels/c/cxq/hlm/

Huayue hen http://www.goldnets.com/gd/novels/w/wxr/hyh/023.htm

Jinpingmei http://www.yifan.net/yihe/novels/gold/gold.html

Liaozhai zhiyi http://www.mypcera.com/book/gu/gu/lzzy/071.htm

Xingshi yinyuan zhuan http://www.guoxue.com/minqingstory/xsyy/xsyy.htm