|
|
|
Leif Litttrups anmeldelse 2006 af
I 1991 udkom Dansk Kinabibliografi: 1641-1949 = Danish China Bibliography ved Hans J. Hinrup og Bo Gregersen (herefter 1991-bibliografi). De havde været langt omkring, og mange blev sikkert forbløffet over, hvor meget der var skrevet på dansk om Kina helt tilbage fra den tid, hvor Kina for alvor dukkede op på den europæiske scene.
Her er så med udgiverens egne ord fortsættelsen – Dansk Kinabibliografi: 1950-2000 = Danish China Bibliography ved Hans Jørgen Hinrup, men læseren finder hurtigt ud af, at der er store ændringer, og sjældent til det bedre.
Titelregister er udeladt, idet Stikordsregistret svarer til Navneregistret i 1991-bibliografien. Det betyder, at titler uden forfatter, eller anden forbindelse til en person, ikke findes i et register. De skal findes blandt de forfatterløse titler, der indleder de alfabetiske lister i hver af de 40 emnekategorier. Det er noget besværligt.
Et titelindeks havde hjulpet meget, også for titler med forfatter. 1991-bibliografien var opdelt i 6 emnekategorier, og sammen med titel- og navneregister var det forholdsvis nemt at finde rundt.
Med 40 emnekategorier i bibliografien stilles der store krav til både definition og brug af dem. De opfyldes ikke. I nogle tilfælde mangler emnekategorier. Nr. 482 om kinesiske frimærker, redigeret af Hans Jørgen Hinrup, er under 'Kunst-Arkitektur-Teater-Film'. Normalt vil man lede under transport og kommunikation, som ikke findes her. Den ville også have dækket nr. 1622 og 1623 om telegrafi.
Nr. 1057, som jeg selv har redigeret, står under 'Samfundsforhold, generelt', men med værket i hånden finder vi artikler om kinesisk sprog og litteratur, politik og historieskrivning, kunst og filosofi, teknologihistorie og byplanlægning, og i øvrigt også om andre dele af Øst- og Sydøstasien. Den hører hjemme under 'Generelt. Brede og blandede beskrivelser'. Til gengæld er det ikke svært at finde værker anbragt under denne brede kategori, som mere naturligt hører hjemme under 'Samfundsforhold', 'Historie' o.l.
Samme titel kan være i forskellige kategorier. Nr. 1347 om den demokratiske bevægelse er under 'Politik', mens den tyske oversættelse, nr. 1274, er under 'Retsvæsen'. James Hiltons roman Tabte horisonter er under kategorien 'Vestlig litteratur', endda både 2. og 3. udgaven, nr. 290 og 291, mens førsteudgaven fra 1937, med en anden titel på dansk, som nr. 1849 er under 'Tibet, skønlitteratur'. Teksten til nr. 1849 er ordret gengivet fra 1991-bibliografien og nævner de senere udgaver.
Min konklusion på opstillingen i kategorier er, at den ikke fungerer ordentligt. Den er ikke gennemtænkt, og der er for mange fejl og dubleringer. Det er uheldigt, når Hans Jørgen Hinrup har ordnet bibliografien efter emnekategorier. De enkelte titler, 2.003 i alt, har fortløbende nummer efter deres alfabetiske placering inden for emnekategorierne. Det problem havde ikke været så alvorligt, hvis den grundliggende nummerering havde fulgt en alfabetisk opstilling for alle værker eller en kronologisk efter udgivelsestidspunktet, og der så var suppleret med emneregistre o.l.
En anden væsentlig ændring er udgivelser på fremmedsprog. Med udviklingen af det videnskabelige arbejde med Kina siden 1950, og internationalisering i almindelighed, har en del danskere publiceret på fremmedsprog, fortrinsvis engelsk. Hans Jørgen Hinrup har valgt at tage et udvalg af sådanne publikationer med, herunder af danskere, der arbejder i udlandet. Det kunne være prisværdigt, men udvalget virker tilfældigt, og mange vigtige værker er ikke med.
Endvidere er medtaget fremmedsprogede titler, hvis eneste tilknytning til Danmark er det nordiske forskningsinstitut, der nu hedder NIAS, med adresse i København, men uden at forfatter eller forlag ellers har tilknytning til Danmark. Nogle af dem vækker dejlige minder, men det havde været bedre med en selvstændig liste over NIAS publikationer i et appendiks.
Der er brugt for mange kræfter og for meget plads på de fremmedsprogede titler i forhold til udbyttet.
En vigtig udvikling gennem de senere år er de elektroniske baser for biblioteker og forskning. Vigtigst er bibliotek.dk som omfatter stort set alt, hvad der findes på danske biblioteker og dermed også meget af, hvad der er publiceret på dansk og af danskere. Den er ikke komplet eller fejlfri, men utroligt meget er med. Den anden er Forskningsbasen.
Begge er offentligt tilgængelige, og bibliotek.dk giver mulighed for at låne det fundne materiale. Kravet til en kinabibliografi må være, at den ikke mangler væsentlige poster fra disse baser, som man kan finde ved grundlæggende søgninger. Baserne kan være besværlige at arbejde med, men biblioteksansatte som Hans Jørgen Hinrup kan få resultaterne mere overskueligt end os andre.
Jeg har selv fået lidt hjælp i den retning og suppleret med egne søgninger. De viser alt for mange titler, som burde have været med efter Hans Jørgen Hinrups egne kriterier. Det er vigtigt, da det drejer sig om titler, som faktisk kan lånes.
Samtidig ville man forvente, at alle titler i bibliografien er offentligt tilgængelige. Sådan er det ikke. Nr. 1457 er et upubliceret foredragsmanuskript. Det findes måske stadig i forfatterens arkiv, eller hvordan det nu er dukket op her.
Mange har sikkert tilsvarende manuskripter i arkiver, og mon ikke de befinder sig godt der. I en tid, hvor der snarere publiceres for meget, og for mange gentagelser, er det ikke rimeligt at puste en bibliografi op på den måde.
En specialeopgave fra statskundskab ved Aarhus Universitet, nr. 1170, kan jeg heller ikke spore i bibliotek.dk. Den har en vis lighed med nr. 1171, der er tilgængelig.
Til gengæld er der ikke medtaget ret mange andre specialeopgaver fra universiteterne, som kan lånes i bibliotek.dk. De er resultatet af et stort arbejde fra forfatterne, og mange af dem er gode. De fleste er skrevet på dansk, mange i forbindelse med kinastudier, men også inden for en stor variation af andre fag ved vore højere læreanstalter.
Alene ved kinastudier ved Københavns Universitet drejer det sig om over 50 titler, hvoraf jeg kun har fundet en enkelt her. Kinastudier ved Aarhus Universitet har ikke så mange i bibliotek.dk. Det kan skyldes tilbageholdenhed med at give offentligheden adgang til resultaterne af akademisk arbejde.
Tidsskriftsartikler er ikke medtaget. Det samme gjaldt i 1991-bibliografien, hvor der dog var undtagelser. Det er der også her, idet tidsskrifters temanumre om Kina er med, og det samme gælder artikler i årbøger, altså tidsskrifter, der kun udkommer en gang om året. Endelig er der også enkelte artikler i helt almindelige tidsskrifter, så der er ikke konsekvens.
Det er måske forståeligt, at indholdet af tidsskrifter, der kun drejer sig om Kina, ikke er med. Så kunne bibliografien blive meget stor, jf. bl.a. Hans Jørgen Hinrups indeks til Hundrede Blomster og Danmark-Kina fra 2004 med 1.416 titler. Der er kompenseret for det med en liste over sådanne tidsskrifter, numrene 1968-2003.
Men bibliografien havde vundet ved, at vægtigere bidrag fra sådanne tidsskrifter var medtaget, og også fra mere almene tidsskrifter. Det er ikke nødvendigvis i samleværker eller temanumre, vi finder de bedste artikler.
1991-bibliografien rummede udgivernes kommentarer til mange titler. Her er det mest citater fra forlagets eller forfatterens egen omtale af bogen. Jeg har fundet nogle af dem oplysende, men mange virker temmeligt intetsigende og overflødige.
Til gengæld savner jeg oplysning om indholdet i værker, der udgøres af artikler. Som hovedregel oplyses ikke nærmere om artikler i værker eller særnumre, der kun omfatter Kina. Artiklernes forfatter er i Stikordsregistret, men vi leder forgæves efter, hvad der er skrevet om. Det er noget frustrerende, og også her er der undtagelser. Ovennævnte nr. 1057 er - forhåbentlig - helt speciel ved, at der i Stikordsregistret ikke engang er henvisninger til de enkelte forfattere.
Det skal også bemærkes, at Hans Jørgen Hinrup har medtaget ældre titler, som manglede i 1991-bibliografien, samt enkelte udkommet efter 2000. Han burde have oplyst, hvilke numre det drejer sig om, gerne i en særlig liste.
En bibliotek.dk-søgning viser en bog fra 1917, der stadig ikke er med. Til gengæld er nr. 1469 en gentagelse fra 1991-bibliografien af et mindre værk fra 1904 om krigsskuepladsen i Østasien. Gentagelsen omfatter dog ikke kommentaren, der i 1991-bibliografien lyder: "Værdiløs, fejlspækket og fordomsfyldt." Læseren må fundere over, om Hans Jørgen Hinrup har ændret opfattelse.
Jeg har fundet et enkelt værk udgivet efter 2000, men min fantasi rækker ikke til at udtænke en begrundelse for, at netop det er med og ikke mange andre.
Ved oversatte værker fra kinesisk fremgår det ikke, om oversættelsen er direkte fra kinesisk til dansk. Det havde været en fordel.
Endelig skal nævnes, at der er byttet om på person- og familienavn i nogle kinesiske navne. I Stikordsregistret finder vi Jun Feng og Keyao, M.A. Da registret er indrettet efter familienavn, burde det være FENG Jun og MA Keyao, som i Statsbibliotekets katalog. Nien Cheng burde være CHENG Nien, men her er der også forvirring i Statsbibliotekets katalog.
Til slut et konkret eksempel, der måske er blandt de ekstreme, men som det burde fremgå, næppe enestående.
Krigskunsten fra 1989 er et af de mere fortjenstfulde resultater af dansk kinaforskning udgivet på dansk i perioden. Jens Østergaard Petersen har oversat den originale kinesiske tekst, der ofte tillægges Sunzi (Sun-tzu). Den fylder 53 sider. Han har også skrevet et lærd efterskrift på 149 sider, og der er et forord på 37 sider af militæreksperten Michael Clemmensen.
Bogen er lidt svær at katalogisere, for hvem er forfatter? Statsbiblioteket har, som flere andre biblioteker, de 2 danskere. Det er korrekt efter bogens oplysninger, men Sunzi (eller Sun Wu, som han også kaldes) kunne være med, selv om det er tvivlsomt, om han har eksisteret.
Her er Sun-tzu gjort til eneforfatter og er med i Stikordsregistret, mens der mangler henvisninger fra Jens Østergaard Petersen og Michael Clemmensen. Det skulle der have været.
Til overmål er bogen anbragt i emnekategorien 'Skønlitteratur'. Hvem ville søge den der? Der mangler en kategori om militære anliggender, men lignende titler findes i kategorier, hvor man mere naturligt ville søge.
Så lad os takke for at Sun-tzu er gjort til et levende menneske, ellers var bogen nærmest forsvundet!
På den positive side fornemmer man en kærlighed til bøger, til bibliografens arbejde og til Kina, men mere i retning af det finurlige end det systematiske. En detektivisk udfordring til at finde, hvor der er skrevet om Kina de mest uventede steder, det være sig i skønlitteratur eller faglitteratur. Sådanne eksempler er der mange af, og for den læser, der har lyst til at bruge bibliografien på denne måde, er der noget at hente.
Hans Jørgen Hinrup skriver selv, at han medtager titler, hvor "Kina udgør en markant del af et bredere værk". Det er ikke klart, hvad han mener med 'markant del', men det er i hvert fald ikke altid mængden.
Det skal han ikke lastes for, men læseren må undre sig over, at han i sin søgen har overset så markante værker som Håndbog i verdens religioner (1982), Verdens litteraturhistorie (1985-1993) og Gyldendals religionshistorie (1994), som vel stadig er blandt de lettere tilgængelige på vore folkebiblioteker.
Den endelige konklusion er, at bibliografien ikke giver et troværdigt billede af, hvad der er publiceret om Kina i perioden 1950-2000. Det drejer sig ikke om isolerede fejl, som man finder i de fleste bibliografier, men om mere grundlæggende forhold, og så alvorlige at bogens titel kan forekomme vildledende.
Udvalget af medtagne titler afspejler formentlig Hans Jørgen Hinrups personlige og faglige præferencer, måske endda idiosynkrasier, så Hinrups Kinabibliografi havde været en mulighed. Men med hans navn havde jeg faktisk forventet et mere omhyggeligt bibliografisk arbejde, der hvor bibliotekaren viser sit håndværk.
Så til læseren: "Pas på" - og til udgiveren: "Om igen".
Hans Jørgen Hinrups replik giver ikke meget at forholde sig konkret til. Har han søgt systematisk i de elektroniske baser? Måske, men så er det noget af et kunststykke, at han i bibliotek.dk ikke er 'stødt på' en god del af de specialer og også andre titler, der mangler.
Konkret og klar, men vildledende, er oplysningen om 22 forfattere i nr. 1157. Det er et festskrift fra Østasiatisk Institut, Københavns Universitet, og 11 af de 22 bidrag er om Kina. Ingen af dem er i Stikordsregister. Nr. 763, et festskrift fra Østasiatisk Institut, Århus Universitet, har 20 bidrag, hvoraf 15 om Kina er i Stikordsregister. Nr. 823, en NIAS-publikation om asiatiske samfund, har 41 bidrag med 13 om Kina, de fleste i Stikordsregister, og derudover er forfatter og titel for hver af de 13 nævnt i kommentaren. Hvilken forskel ser bibliotekaren, når han har dem i hånden? Hinrup forklarer, men vi får ingen forklaring.
En bibliografi der er knyttet til et anerkendt forskningsbibliotek, oplyser gerne formål og afgrænsning. Gode udgivere begrænser sig til, hvad de kan gøre ordentligt og konsekvent. En varedeklaration så man kan se, hvad bibliografien kan bruges til, det være sig en konkret opgave eller en kulturhistorisk interesse.
I 1990-bibliografien havde udgiverne 'tilstræbt at samle alt trykt materiale på dansk om Kina og kinesiske forhold i bred forstand.' Intet i Hinrups indledning til fortsættelsen fik mig på den tanke, at han ikke tilstræbte det samme her, med det fremmedsprogede i tilgift.
Nu bruger han udtryk som 'lidt blødhed i kanterne', 'mundsmag på mængden' og 'lidt uld i kanten'. Elastik som Hinrup kan strække efter behag. Så kommer spørgsmålet, som jeg undlod i anmeldelsen: Hvad er stræk, og hvad er sjusk? Mængden alene siger ikke meget om en bibliografis kvalitet og troværdighed.
Hans Jørgen Hinrups replik bekræfter fuldt ud min anmeldelse, dog ikke de sidste to ord: 'Om igen'.
Der er ingen grund til at spinde mere elastik på den tot uld.