Mette Madsdatters bekendelse, 6 juli 1686.

Forgjorde hun Karen Nielsdatter, at hun brød sit ben i stykker.

At jo mere de gøre ondt, som medfører splid imellem ægtefolk sådant, jo snarere vil Fanden ophøje dem og sætte dem i stor stand.

Bekendte [hun], at der er de, som kan gå til lære i 12 såvel som i 20 år, og kan dog ikke komme frem af den første rode, eftersom de er så dorske og unemme til at lære.

Bekendte hun, at Djævelen går omkring at hverve, og så bliver de unge sat til de gamle, som skal lære og undervise dem i trolddom. Thi deres tal skal endelig være fuldt, når de lærte bliver ophøjet.

Sagde hun, de gamle haver ingen drenge behov, efterdi de ere selv mestere, lige så kloge som Djævelen selv og kan vide og gøre, hvad de vil. <12v>

Bekendte hun, at de 3 gange om året endelig skulle forsamles og ingen trold blive borte, nemlig Voldborg, Sante Hans og Marie besøgelsesaften. Og løber de til den liden rode i hares og kattes lignelse. Og når de kommer til stedet, leger Fanden for dem på en liden fiol, som giver god lyd fra sig, skænker dem af et forgyldt bægere og danser med dem allesammen i en hob.

At der var i Salling to store roder og 2 små, og roderne består af personer, som Djævelen kan tilforsværge sig. Men i den liden rode skal de lære 40 kunster, forend de kan komme iblandt dem i den store rode. Og deres partier i roden består af 60 personer.

Den ene store rode står ve[d] Bustrup, en ved Rosteervad og en ved Skive. Skive kan næsten selv gøre en rode. Og de kan ej længer være forsamlet, indtil hanen galer, så må enhver hjem til sit.

9de

Bekendte hun, at for 2 års tid siden, blev hun ophøjet i den store rode, og da blev <13v> hun kaldet skusterfrue og fik en skuster til ægte, som har hjemme i Nauterup. Og om aftenen tilforn kom han til hende og aflagde hans skyldige ydmyghed og forærede hende en kurv og en sten. Og præsten viede dem tilsammen på Voldborg aften, som var en liden dog skøn person, og havde hjemme udi Kræbbjerg og kaldtes Dulier. Og havde de til traktement til brylluppet et høns i suppe og griser i steg og noget, som skulle være kål. Præstens ord var kun kort, at de skulle være et par.

Så tilspurgte velædle Steen <14r> Bilde om hendes kurv og sten, hvor den var. Hun svarede, at hendes dreng havde den, og den skulle en anden have til fæstensgave, som kom i hendes sted.

Bekendte hun, at fordi hun var så svag, skånede Djævelen hende, at hun fik ingen mærke. Ellers får hver sit mærke. Hun satte sit på sit på hendes dreng Gashmas???, og han bad hende, hun skulle sætte det hart, og hun satte de med sine tre fingere.

Sagde hun, at når hun ville omskifte sig, da flyede hendes (hans) dreng hende en drik udi et glas, som hun drak. Så snart det var uddrukket <14v> blev hun i hvilken skikkelse, hun ville være, og den beholdt hun, til hun kom på stedet igen.
 
 

13de

At Anna Christensdatter i Skiære er en offentlig troldkvinde, ligeledes er Anna Klovborg og lige så god som hun. Og de dansede sammen førend hun blev ophøjet.
 
 

14de

Sagde hun, Larses kone, Maren i Mogenstrup var en troldkvinde, men intet længere med i den første rode. Og at de i de små roder måtte intet røbe. Men dersom man får een fat i den store rode af de gamle, så kan de tage den heele rode med og åbenbare dem.
 
 

15de

Bekendte hun, at den lamme??? skolemester Niels Madsen i Voding i Salling er en offentlig troldmand og i den store rode.
 
 

16de

De i den lille rode har ingen tromme eller anden spil uden en fiol. Ejheller får [de] anden traktement end en drik af et forgyldt bæger. Men i den store rode, der er alting herlig og skøn: der er oberstleutenanter, trommeslagere og mange andre betientere, hvilke får deres sold derfor som de andre troldkvinder og mænd, imænd de må skatte til. Og til det store <15v> må der drives høje sager (???). Deres traktementer er og meget herlig, som bliver indbåret ved mænd og kvinder, som tjener for det samme at ophøjes, som de ere gamle og lærde til udi kunster og forfarenhed. Om nogen bliver antagen blandtr deres tal, bliver han tilforn overført. Så fremstiller den mindre djævel den for sin herre og oberste, som er ganske herlig og glimrer af guld og sølv. Og bliver den så ophøjet i deres tal.
 

17de

Deres trommeslager er i skinnende klæder og skal være en meget klog person. Han kaldes Beidertus(??) og har hjemme i Vinde i salling. Han slår på en galstromme med to rævehaler, hvilket giver en herlig lyd fra sig.
 
 

18de

Deres kapitain, som er så meget herlig, lader sig kalde Ducus, og under ham stå alle de andre små drenge, som troldkvinderne have, såvel som og den liden oberste, og han kaldes Pandter-dreng. Og til denne Duckus kan ingen få adgang, uden de gamle og det står ved stor benådning.
 

19de

Bekendte hun, at hendes dreng talte med hende i fængslet <16v> og begærede at kaste sygdom på velbåren Axel Bilde. Thi da fik de så meget at tage vare, at de ikke kunne lade sig gøre.

20de

hendes bekendelse. Hun undgik vel endnu??? Hans tale var [sådan], at hun kunne forstå det, men ikke som et menneskes tale, men som en gengangers.
 
 

21de