Henrik Prebensen:

Romania Vetus – Romania Nova

Indhold

1. De romanske sprog – definition. 1

2. De romanske nationalsprog. 3

3. Sprogenes ydre historie. Romerriget. 5

4. Romaniseringen. 6

5. Latin og vulgærlatin. 8

6. Romerrigets fald. 9

7. Latin og romansk. 11

8. Sprog og historie. 13

9. Kort bibliografi 13

 1. De romanske sprog – definition

Ved de romanske sprog forstår man en familie af sprog, der alle er udgået af latin ved en historisk udvikling. Denne historiske udvikling har en ydre og en indre side. Den ydre side skildres af historien om sprogene, dvs. de politiske, økonomiske og kulturelle forhold, der bestemmer nogle af rammerne for sprogenes funktion som kommunikationsmidler i stat og samfund. Den indre side skildres af sproghistorien, der som lingvistisk eller sprogvidenskabelig disciplin dels har en vis autonomi mht. teori og metode, men som samtidig trækker på andre lingvistiske (sprogvidenskabelige) discipliner, fx fonetik, grammatik, pragmatik, sociolingvistik.

De romanske sprog ligner i kraft af den indre historie hinanden på en lang række områder: det centrale ordforråd, formlæren, syntaksen. Den ydre historie har på nogle områder bidraget til at gøre dem forskellige. Fænomener som lån af ordforråd, påvirkning fra nabosprog eller fra sprog der af politiske årsager  har fået en dominerende stilling i samfundet, kan nævnes som eksempler. Men ydre forhold har også medvirket til at skabe ligheder. Latinens rolle som religions-, rets- , kultur- og litteratursprog i middelalderen, eller det franske sprogs dominerende rolle juridisk, diplomatisk og som overklassens fælles kultursprog i 17. og 18. årh. har ført mange lån, både inden for ordforråd, syntaks og stil (retorik).

Den romanske “indre” sproghistorie søger ved sammenligninger mellem de romanske sprog indbyrdes, ved at gribe tilbage til ældre tekster og ved at sammenligne med det latinske udgangspunkt at beskrive og forklare de ændringer der har ført sprogene længere og længere bort fra deres fælles ophav.

Forklaringssystemets teoretiske grundlag siger normalt at sprog fonetisk forandrer sig spontant. Forandringerne samler sig for det historiske overblik under principper eller kategorier der er virksomme til bestemte tider og på bestemte steder og som betegnes som lydlove. Lydlove er uomgængelige forandringsmønstre.

De lydlige forandringer rammes sprogenes morfologi og syntaks, oftest ved at forskelle forsvinder. Sprog lever som bekendt af forskelle (Saussure, 1917, IV, §4:Dans la langue il n’y a que des différences). Sprogene kan reagere forskelligt på denne “nedslidning” af forskelle. Enten ved at prøve opretholde forskellene med andre midler. Præpositionssyntagmer erstatter nominalsyntagmer i kasusform, verbalbøjningernes syntetiske former, fx passiv, erstattes af analytiske former, fx prædikativ konstruktion: amor, amaris, osv erstattes af sono amato, sei amato - je suis aimé, tu es aimé osv. Eller ved at opgive forskellen, så en formel kategori forsvinder, fx latins futurum exactum eller de infinite former præsens participium, gerundium, gerundiv, 1. og 2, supinum hvor forskellene ikke overlever i de moderne romanske sprog.

Men morfologisk og syntaktisk opstår også helt ny fænomener, så at sige ved at tilfældigt dannede forskelle gribes og udnyttes systematisk. Artikler er et sådant nyt fænomen, Bundne pronominer et andet.

Bedre end en beskrivelse af hvorledes de forskellige ændringer finder sted, kan formentlig en tekstprøve vise ændringerne. Den første del er taget fra den ældste sammenhængende romanske tekst fra 842 Strasburgerederne (’Serments de Srasbourg’, se http://staff.hum.ku.dk/hp/apercu/apercu1_00.htm ). To af Karl d. Stores sønner, Ludvig og Karl, indgår edsforbund mod den tredje, Lothar, idet sacramenta que subter notata  sunt, Lodhuvicus romana, Karolus vero teudisca lingva, juraverunt = ’de svor de eder som er opskrevet nedenfor, den Ludvig på romansk, Karl på tysk sprog’). Den anden del er (min) oversættelse af den romanske tekst til vulgærlatin.

1.        Pro Deo amur et pro christian poblo et nostro commun salvament, d'ist di in avant, in quant Deus savir et podir me dunat, si salvarai eo cist meon fradre Karlo et in ajudha et in cadhuna cosa, si cum om per dreit son fradra salvar dift, in o quid il me altresi fazet, et ab Ludher nul plaid numquam prindrai, qui, meon vol, cist meon fradre Karle in damno sit.

2.        Pro Dei amore et pro christiani populi et nostro communi salvationis, de iste die in ab-ante, in quanto Deus sapientem et potestatem mihi dat, sic salvabo ecc-istum meum fratrem Carolum, et in adjuvamente et in *cata-una causa, sic quomodo homo per directum suum fratrem salvare debet, in hoc quo illoe mihi alterum-sic faciat, et ab Lotharo nullum placitum nunquam inibo quod meam voluntatem ecc-isto meo fratri Carolo in damnum sit.

Denne ældste romanske tekst, der findes i Nithards latinske krønike fra 843 eller 844, beskriver en politisk begivenhed i 842. Men manuskriptet er ca 150 år yngre, så originalteksten kan noget være forvansket igennem overleveringen. Dog synes den gode overensstemmelse mellem den romanske og oldtyske tekst at garantere en vis autenticitet. Problemerne i den romanske tekst er til dels forårsaget af forfatterens eller afskrivernes skrivevaner. Normalt skrev de kun latin så latinske stavemåder løb sikkert let i pennen, så meget mere som den sproglige forskel mellem latin og tidlig romansk øjensynligt er ganske lille.

Top

2. De romanske nationalsprog

Der findes fem moderne nationale romanske sprog: rumænsk, italiensk, fransk, spansk, portugisisk. Men katalansk, romanche, ladinsk, friulisk, sardinsk og provençalsk, der ofte kaldes ’dialekter’, kunne for så vidt lige så godt være blevet nationale sprog – under andre politiske omstændigheder.

De romanske sprogs stamtræ

I de fleste tilfælde er det nemlig en bestemt dialekt fra et dominerende område, der af politiske grunde er blevet ‘nationalsprog’. Fx ‘francien’ eller ‘francilien’, Île de France-dialekten, fordi det er dialekten fra kongeslægten capetingernes (987-1792) kerneområde, eller toskansk, fordi det norditalienske område med dets rige bystater økonomisk og kulturelt blev førende i senmiddelalder og renæssance. Tilsvarende med castilliansk på den iberiske halvø. Men både det vi i dag kalder fransk, og det vi kalder italiensk eller spansk, har været hårdt trængt af andre dialekter. Provence var således som bekendt i lang tid i 13- og 1400-tallet et kulturelt centrum. Paverne sad i Avignon, Dante, Petrarca m.fl. kunne og brugte provençalsk, sproget var internationalt diplomatsprog rundt om Middelhavet. I Frankrig var .normannisk (anglo-normannisk), der taltes ved det engelske hof, og picardisk, der taltes i de økonomisk rige områder i Flandern, konkurrenter til centralfransk, der ganske vist i 1459 fik status af officielt sprog, men som først efter 1600, i den ’klassiske’ periode, som hofsprog standardiseredes og normreguleredes som intet sprog tidligere i historien.

Mellem 8 og 10% af verdens befolkning taler i dag et romansk sprog som deres ‘modersmål’ og endnu flere – måske op mod 20-25% – betjener sig af et romansk sprog som andet sprog eller i kulturelle sammenhæng.

Forskellen mellem sprog og dialekt er først og fremmest at der for et sprog skabes en norm. En sådan  norm har sin baggrund i en politisk magtudvikling, hvoraf en bevidst sprogpolitik er en del.

SPROGKORT OVER ROMANIA

De muligheder man har for at studere henholdsvis sprog og dialekter, er ikke de samme. For nationalsprogene, først og fremmest fransk, er vilkårene de bedste: masser af tekster, masser af studier i form af beskrivelser og analyser af udtale og grammatik. Drejer det sig om dialekter, er vilkårene vanskelige, ofte håbløse. For en eller anden isoleret bjergdal findes ofte hverken ældre eller moderne tekster, enten ingen eller i heldigste fald kun sporadiske optegnelser, og da tit i form af dialektologers spørgeskemaer, der ikke har sproglig spontanitet.

Nationalsprogene har i de sidste 150 år fået befæstet deres stilling gennem obligatorisk skolegang, stor geografisk befolkningsmobilitet, massemedier. Det giver os en fornemmelse af at sprog er meget ensartede i udbredelse og forholdsvis stabile. De ændrer sig forholdsvis lidt og skiftes ikke ud. Men i fortidens historie synes at vise et andet billede.

Top

3. Sprogenes ydre historie. Romerriget.

I Europa tales næsten kun sprog af indoeuropæisk herkomst. De har – efter sproghistoriens grundhypotese – næsten alle samme oprindelse, nemlig et ukendt ursprog, som man kun kan diskutere som en formel konstruktion.

Det indoeuropæiske stamtræ

Schleicher, August

(1821–1868), tysk komparativ lingvist, skabte en logisk-historisk videnskabelig teori om sprog ved at kombinere filosoffen Hegels historieteori og naturvidenskabsmanden Darwins teori om naturlig selektion. Hans Compendium der vergleichenden Grammatik der indogermanischen Sprachen (1861-62) tilstræber en rekonstruktion af det indoeuropæiske “Ursprache”. Schleichers system for sprogklassifikation ligner botanisk taxonomi, hans model er kendt som “Stammbaumtheorie”

(Klik på billedet)

Sprog, stamme- eller samfundstype, etnicitet, nationalitet og nationalkarakter samt det uklare begreb ’race’ har været blandet sammen. Der er ingen sammenhæng. De indoeuropæiske sprog er formentlig kommet til Europa omkring 2000 f. Kr., måske som følge af indvandring. Men indvandringen har ikke efterladt påviselige biologiske spor og heller ikke uomtvistelige arkæologiske spor. Måske er den oprindelige befolkning, der på det tidspunkt for hele Europa måske har udgjort 20 mio (Histoire des Populations de l'Europe I, 1997, 66), blevet underkastet en række herskerstammer og har overtaget disses sprog. Måske er indoeuropæerne kommet til Europa langt tidligere, nemlig allerede okr. 6000-5000 f. Kr., som englænderen Colin Renfrew mener. Der ER ingen afgørende historiske argumenter for det ene eller det andet. Hvad vi ved er at i historisk tid, dvs. fra vi har sikre kilder, har hele det nuværende Europa været beboet af en stor majoritet af indoeuropæisk talende mennesker.

At folkestammer kan skifte sprog er Romania et eksempel på. Fra ca 500 f. Kr. til ca. 500 e. Kr. spredtes fra det lille område Latium omkring byen Rom en enkelt italisk dialekt, latin, over hele det sydvesteuropæiske og nordafrikanske område beboet af okr. 20 mio mennesker.

 

Kilde: Histoire des Populations de l'Europe. I, 1997, 33

Diagram

Nord for Rom var et ikke-indoeuropæisk folk, etruskerne, fra 1000-500 f. Kr. i god gang med at samle Italien under deres herredømme af byforbund (de tolv byers forbund). Også Rom var i en periode etruskisk behersket, ligesom etruskerne i samvirke med de semitisk talende fønikerne fra Karthago drev de indoeuropæisk talende grækere ud af søhandelen i det nordvestlige Middelhav. Grækerne havde anlagt kolonier og handelsstæder på Galliens sydkyst, i det nuværende Provence: Massalia (Marseille), Heracles Monoikos (Monaco), Thea Nikaia (Nice) og Antipolis (Antibes). Men efter at etruskerne led nederlag til det græske Syrakus i et søslag ved Cumae og udsattes fra de indoeuropæisk talende galleres pres nordfra, svækkedes deres magt. Rom gjorde sig fri og erobrede 396 Veji, inden bystaten Rom selv led et afgørende nederlag til kelterne i Podalen 387.

Italien 201

Gennem forbund og erobringer underlagde byen sig efterhånden Mellem- og Syditalien. Den fandt her en base for erobring af Norditalien fra etruskere og gallere. I opgøret med Karthago vandt Rom fodfæste i Nordafrika, på den iberiske halvø og langs Galliens sydkyst. Samtidig blev byen trukket ind i rivaliseringerne i den østlige Middelhav, hvor den etablerede sit imperium fra 180 f. Kr. I en kort periode truede en første germansk “folkevandring” bestående af kimbrere, teutoner og ambroner, hvoraf de første muligvis kom fra Himmerland i Nørrejylland, byens magt, men Marius besejrede de invaderende folkeslag. Cæsar erobrede i midten af første årh. Gallien for Rom og angreb også det galliste Britannien hinsides Kanalen. Under borgerkrigene efter mordet på ham kom også det helleniserede Ægypten under Rom. I 1. årh. e. Kr. blev Britannien en koloni op til det nuværende Skotland hvor Hadrians mur senere befæstede Romerrigets grænse . Okr. 100 e. Kr.. erobrede Romerne Dacien nord for Donau for at sikre nordgrænsen, ligesom en del af Germanien inddroges og Rhin-Donaugrænsen sikredes med et fæstningsværk, limes¸ under Hadrian (117-38).

Top

4. Romaniseringen

Det er vanskeligt at vide præcist hvordan og hvornår romaniseringen fandt sted.

Det latinske sprog kender man fra ca. 600 fra simple romerske indskrifter. Den første egentlige tekst skyldes Livius Andronicus, måske en græker fra Syditalien, der skrev okr. 240 f. Kr. Derudover har man ingen mulighed for at vurdere den italiske halvøs latinisering.

Romaniseringen domineredes i ældste tid af to faktorer: administrationen og hæren. Senere kom religionens, først kejserkultens og siden kirkens indflydelse til.

Latinen spredte sig først til byerne, der indrettede sig med Rom som forbillede. Herfra bredte sproget sig ud i landområderne. Fra 1. årh. e. Kr. har man en udtalelse af retorikeren Quintilian om at hele Italien nu taler latin. På den anden side ved man at der i nogle af de syditalienske byer stadig i 20. årh. taltes en græsk dialekt. De øvrige sprog har imidlertid sikkert ikke haft samme modstandskraft som græsk, der var et dominerende kultursprog i det østlige Middelhav helt frem til renæssancen.

Etruskisk er formentlig uddødt okr. Kr. fødsel. Det har afsat nogle få lån i latin. De med latin beslægtede italiske sprog, oskisk, umbrisk osv. er sikkert forsvundet meget tidligt. De har også efterladt låneord. Fra græsk har latin lånt mange ord. Romerne imiterede og lærte af den hellenistiske kultur.

De fleste der man lærer et fremmed andetsprog, beholder vaner fra deres første sprog: udtalevaner (man taler “med accent”) og visse morfologiske og syntaktiske vaner, samt naturligvis semantiske og pragmatiske mønstre: Hvis man er vant til på sit eget sprog at sige

3.        a. ich will ihm helfen –(ihm: dativ)

kommer man let ved analogi til at sige

3.        b  *je veux lui aider

selv om korrekt fransk her har objektskasus (akkusativ). Man har villet forklare en række regionale udtaleforskelle i Italien som rester af udtalevaner bevaret gennem årtusinder. Man taler her om at det første sprog udgør et substrat. Oskisk-umbrisk substrat skulle forklare fx at -mb- bliver til -mm-: gamba (= ’ben’) hedder nogle steder gamma. Tilsvarende -nd- til -nn- monno i stedet for mondo (= ’verden’). Etruskisk indflydelse skulle forklar at k nogle steder er aspireret -kh- domenikha (= ’søndag’).

Substratteorien virker umiddelbart besnærende. Den lider dog af en stor mangel. Den er i reglen ubevislig. En substratpåvirkning siges at foreligge når (1) et sprogskifte har fundet sted (2)  visse lydudviklinger der har fundet sted efter sprogskiftet, (a) modsvarer visse lydlige forhold i substratsproget og (b) geografisk fordeler sig over substratsprogets geografiske  område.

En svaghed ved teorien er at den kræver større kendskab til substratsproget end man normalt har. Dvs. at den ofte leder til rene hypotetiske konstruktioner. Fx at udtalen af [u] som [y] i fransk skulle skyldes gallisk (keltisk) substrat. Dertil kommer at den jo ikke kan forklare andet end ganske få udviklinger. Det store flertal af lydudviklinger forbliver gådefulde. Og hvad med alle de udviklinger der er fælles for større områder end noget substratsprog dækker, fx diftongeringerne af kort e til ie eller kort o til uo der er fælles for et meget stort område af Romania.

Det er dog interessant at man kan drage en grænse mellem de første erobringer og de senere nogenlunde svarende til sproggrænsen mellem østromansk og vestromansk.

På den iberiske halvø og i Gallien fik latinen iberisk, ibero-keltisk og keltisk substrat. Ibererne talte et ikke-indoeuropæisk sprog. De skabte et alfabet på basis af fønikisk, men man kan ikke læse deres indskrifter. Iberisk uddøde efter romernes erobringer, men var da allerede hård trængt af keltisk. Det synes ikke som tidligere antaget, at have noget med baskisk at gøre. I det mindste kan baskisk – der er beslægtet med ikke-indoeuropæiske kaukasiske sprog – ikke bruges til at tolke iberiske indskrifter. Man ved så lidt om iberisk, at det ikke er seriøst at hægte nogen substratteori op på dette sprog.

De romerske kilder fortæller at underkastelsen af de vestiberiske stammer var vanskelig og krævede store militære ressourcer. Først i år 19 knustes den sidste opstand.

I kejsertiden gjorde det iberiske område sig stærkt gældende kulturelt og politisk. Flere kejsere kom herfra, fx Trajan og Hadrian. Kendte forfattere som Seneca, Quintilian, Lucan og Martial ligeså. I senere tid spillede kirken en meget stor rolle. Det var i Spanien det første koncil holdtes i Elvira nær det nuværende Granada mellem 300 (303) og 309, og herfra stammer en af de fremmeste repræsentanter for latinsk kultur i tidlig middelalder: Isidorus af Sevilla.

Galliens erobring og romanisering hører til de bedst belyste.

Gallerne var keltiske folk. De oplevede i tidlig jernalder okr. 800-400 en voldsom ekspansion, hvor de spredte sig fra Galatien i Lilleasien , over Donaubækkenet til Britannien og Irland i nord. De truede romerne og indtog og afbrændte Rom i 387. Romerne erobrede senere (i 2. årh.) Posletten og Alpernes sydside fra gallerne. Ligeså Gallia Narbonensis, der som provins fik navnet Provincia, i dag Provence. Dermed skabtes kontakt over land til den iberiske halvø.

Cæsars erobring af Gallien var et kapløb med germanerne. At den kunne gennemføres over kun 6 år skyldes formentlig at flere galliske stammer støttede romerne af frygt for germanerne.

Den solide Rhingrænse som romerne etablerede, holdt i over 400 år. Der lå 8 legioner (okr. 32.000 soldater) i befæstninger langs Rhingrænsen. Disses tilstedeværelse og den hastige urbanisering skabte tidligt en latin-talende overklasse. Latin trængte formentlig først frem i landdistrikterne med kristendommen og kirkens missionsvirksomhed i 4. årh. Man antager at Gallien er latiniseret okr. 400.

Det galliske sprog har kun efterladt få låneord i romansk: tekniske ord for beklædning, landbrugsgenstande ol.

Efter Gallien erobredes Alpernes nordside: Raetia, Noricum, Pannonia. Senere erobredes som nævnt Dacien nord for Donau.

Dacerne har måske været sprogligt beslægtet med trakerne og geterne, hvis sprog formentlig har været indoeuropæisk beslægtet med frygisk. Dacien hørte kun i kort tid til Romerriget, fra 107-271, da legioner forlagdes bag Donau. Befolkningens kontakt med latin har dog formentlig været længerevarende, formentlig fra okr. 20-30 e. Kr. Alligevel er romaniseringen gået forbløffende hurtigt, sammenlignet med hvad man tror om de andre områder i Romania. Den er her sket alene via militæret, administrationen og handelsfolk. Der er ingen urbanisering i Dacien. Der er ingen spor af romersk bosætning i landområderne.

Hvad der videre er sket med dette østromanske område er også gådefuldt. Der er to sproglige kærneområder, nord og syd for Donau. Hvorfor det? Og hvordan har romansk kunne holde sig i live i dette sprogligt meget komplekse område, hvor først gotisk, siden slavisk ellers er dominerende? Og hvor det romanske har været isoleret fra de andre romanske områder? I Britannien forsvinder latin hurtigt efter legionernes tilbagetrækning 409. Her fortrænger angelsaksisk hurtigt latin/romansk.

Top

5. Latin og vulgærlatin

Man ved meget om latin, men især om latin således som det blev normlagt, “normaliseret” fra 240 f. Kr. og fremefter. Den sproglige storhedstid for det “klassiske” latin ligger efter den traditionelle opfattelse i de to århundreder okr. Kr. fødsel.

Litteratursproget påvirkedes af græsk. Det pudses og plejes efter grammatikkens, logikkens og retorikkens regler. Det er ikke noget talt sprog. Det bliver til med sved blod og tårer ved skrivebordet, eller på løjbænken med en (måske græsktalende) slave på en skammel.

Dette kunstsprog udgør den helt dominerende kilde til vores kundskab om latin. Men det er ikke det der er udgangspunkt for romansk. Det må have ophav i sermo rusticus, vulgaris, plebeius, folkesproget.

Kilder til folkesproget er undtagelsesvis litterære, fx i visse af Plautus' komedier (254?-184). Her kan man møde fx ecc-istam udgangspunkt for cist  i Strasbourgerederne. I Petronius' Satyricon (død 66 e. Kr.) er der meget talesprog. Ellers er det mest indskrifter der er vores kilde, graffiti på murene i Pompeji fx Disse rummer mange interessante sproglige træk,“ “stavefejl” i forhold til normen, som viser noget om udtale, konstruktioner som viser noget om morfologi og syntaks. De viser at mange træk i romansk går langt tilbage. - forstummelse af udlydende -m, stemthed af intervokaliske klusiler, prothetisk vokal (Ismyrna, cf fransk estoile, estat), sammentrækning af perfektum (donavit>donaut> donò, mesa for mensa, formonsus for formosus mv.

Man har noget senere vejledninger i korrekt udtale og sprogbrug, som Appendix Probi (af Valerius Probus fra 1. årh. som appendix til hans Istituta Artium).(se teksten her eller her)

Frigida                 non frigda (cf fr. froide)
speculum            non speclum (it. specchio)
vetulus                non veclus (it vecchio, fr. vieux, klat. vetus)
pridem                 non pride
mensa                  non mesa
auris                    non oricla (fr. oreille)

Kristendommen betyder en slags kulturrevolution. De ledende mænd i den kristne kirke var betænkelige ved den klassiske kulturs indhold og udtryksmiddel.

Kristendommen var en folkelig frelsereligion. Den kom nedefra i samfundet. Den dyrkede bevidst det vulgære. Evangelierne er skrevet i en folkelig stil, sermo humilis. De handler om simple folk og håndværkere: tømrere, fiskere, toldere, syndere, jøder.

Kristendommen var en oprørsreligion . Mod det etablerede. Mod hedenskab, verdslighed, alt hvad der vendte tanken bort fra gud, himlen, frelsen.

Nogle af de ledende mænd var dog selv opdraget i finkulturen og havde som deres ønske at forene modsætningerne og redde hvad reddes kunne: Hieronimus, Augustinus, især, okr. 400 e. Kr.

Hieronimus oversatte Biblen til latin i den autoriserede form: Vulgata. Den er bevidst fjernet fra det “fine” sprog. Dens betydning for europæisk sprog, litteratur og kultur er umådelig. Større end Calvins og Luthers bibeloversættelser. Den er en god kilde til det jævne sprog (men ikke slang eller jargon).

En anden kilde er Peregrinatio Aetheria ad locam sanctam hvor en spansk (sic) donna fortæller om en valfart til de hellige steder i Østen.

Disse kilder er dog for spinkle til at fortælle så meget man gerne ville vide. Fx om der har eksisteret et enhedssprog over hele det romanske område, eller om latinen fra start har været spaltet i dialekter. Indskrifter og den slags viser ikke dialektale forskelle. Har der alligevel været en sproglig norm?

Top

6. Romerrigets fald

Hvorfor bryder Romerriget sammen?

Af en eller anden grund bliver pengerigeligheden mindre i 2. og 3. årh. Måske underskud på handel og betalingsbalance med Østen? Den økonomiske omsætning går langsommere. En depressionsskrue går i gang.

Forbindelsen mellem rigets dele bliver ringere. De enkelte egne bliver mere og mere selvforsynende. Naturaløkonomi vinder frem på bekostning af pengeøkonomi. Mennesker må stavnsbindes for at holde værdier, erhverv og byer intakt.

Bykulturen forfalder. Den enorme produktion af byanlæg: thermer, aquaducter, cirkus, teatre, forum templer, og underholdning gladiatorlege, dyrelege, skuespil, politik svinder bort. Der sker ingen produktionsforbedringer.

Samfundet var et slavesamfund. Men slavedriften var ikke længere rationel. Måske også de religiøse forandringer spiller ind. Den centrale politiske ledelse mangler forståelse af disse forhold - naturligt nok. Bylivet var livets mening. Men hvad der holdt det i gang var ikke klart.

Blandt virkningerne var barbarfolkenes invasioner.  Der er ingen forklaringer på disse vandringer. Deres form er heller ikke kendt. Startede de som indsivning, efterfulgt af magtovertagelse? Eller var det regulære hærtog? Udvandrede eller vandrede man ind? Var det pull eller push?

Folkevandringerne

De germanske folk har næsten alle en legendarisk forhistorie der fører dem tilbage til Skandinavien. Og mærkeligt nok er det skandinaviske område det eneste hvor der ikke er sproglige spor (i form af stednavne) af før-indoeuropæisk karakter.

Det er også et område hvor der “opstår” en anden mennesketype: “le grand blond”. Har området været isoleret? (Histoire des populations de l'Europe, I, 1997, p. 58 ss)

Inden for Riget synes germanerne at have haft en slags organisation som gjorde det muligt at træffe aftaler med dem. De anbringes efter en del tumulter i randområder efter “gæstfrihedsprincippet”. ½ af jorden til germanerne. Assimilationen lykkes stort set. Alle de germanske indtrængere romaniseres, men riget går i opløsning under processen. Resultatet bliver en række ny statsdannelser under germansk ledelse, fra vandalerne i syd til frankerne i nord.

Goterne kommer først. I 3. årh. gik de over Donau og installeres på Balkan. Efter rigsdelingen i 395, fik østromerne (Bysanz) eksporteret dem vestpå til Gallien og Spanien. Her var allerede vandaler (Andalusien) og sveber (fra Schwaben) anbragt. Vandalerne trak til Nordafrika, hvor de 431 opløste det romerske styre og regerede til 534, hvor Bysanz generobrede Nordafrika. Vestgoterne dannede et rige i Spanien som fortsatte frem til 711, hvor maurerne trængte frem fra Nordafrika. Kun i Nordspanien overlevede nogle små kristne riger som blev udgangspunkt for den 700 år lange generobring frem til 1492.

I Italien sloges længe langobarder (Lombardiet) og bysantinere med hinanden. Mellem 700 og 800 satte maurerne sig fast i Syditalien.

I det nordalpine område trængte et germansk folk alamanerne ind.

I Gallien sivede frankerne ind over nordgrænsen ved Rhinen. Burgunderne dannede en stat i det nuværende Bourgogne. Dette område blev det eneste i Romania hvor der mellem 700 og 800 opstod en statsdannelse med styrke til at opretholde orden, organisation. Det blev dette område som kirken satsede på med karolingerrenæssancen (Charles Martel, Pépin, Charlemagne), der endte med Charlemagnes genoprettelse af det romerske kejserdømme i 800

Top

7. Latin og romansk

Igennem fem århundreder er det umuligt at følge den sproglige udvikling. Vi ved derfor intet om hvordan forholdet mellem latin og romanske folkesprog har været.

Vi ved at når vi kommer op i middelalderen fremstår latin som repræsentant (sammen med græsk og hebraisk - de to andre, mindre kendte, religiøse sprog) for det essentielle sprog det normbundne, mens folkesprogene, romanz, specielt lingua di si¸ langue d'oc og langue d'oïl (Dante: De vulgari eloquentia okr. 1300) primært fremstår som præget af accidenser, tilfældigheder, mangelfuldheder, uden norm. De kan ikke bruges til seriøse formål: religion, videnskab (filosofi), jura, politik. Det er underholdningssprogene: en roman  - underholdningsgenren over alle - er et værk skrevet på romansk!

Latinen fortsætter i kirkens regi. De verdslige læreinstitutioner forsvinder. Kirken overtager skoler. Bisper og klostre. Bendiktinerordenen (Benedict d. 544) har som særligt kald bevaring af den skriftlige arv. Kirken søger at indoptage den klassiske kultur. Nyplatonismen er en assimilation af kristen lære og Platons idealistiske filosofi. Men samtidig skrives historie og helgenbiografier på latin.

Hvornår opstår der en kløft mellem først og fremmest kirkens sprog og folkesprogene? Den dateres forskelligt. Mellem 500 og 800. Forskellige glossarer (Reichenau, Kassel) er en slags ordbøger til Vulgata: Det første indeholder 3.152 gloser, dvs giver oversættelser eller definitioner af de åbenbart ukendte ord.

Det andet er en slags parlør der giver oversættelser til romanske og latinske vendinger, ordnet efter emner: mennesket, husdyr, boligen, klædedragten osv. Der er også små praktiske sætninger, der i deres orientering mobber romanske folk.

Her finder man også romanske ord

Karolingertiden er åbenbart det tidspunkt som de fleste angiver som tidspunktet for den definitive spaltning, dvs hvor latin ikke længere forstås af de romanske folk, i det mindste i Frankrig. Her begynder man at søge tilbage til den klassiske sprognorm, det litterære latin. Alcuin, munk fra Oxford, hentes til Frankerriget for at genoplive latinen. Skolevæsenet organiseres i Hofskolen eller Palatinerskolen i Aachen, bispeskoler (katedralskoler) og klosterskoler. Og måske rurale kirkeskoler forestået af de lokale præster. Man efterligner de store forfattere: deres stil, deres værker.

Koncilet i Tours, 813, bestemmer at præsterne fremover skal udføre liturgien på formfuldendt latin, men forklare det evangeliske budskab for menigheden, enten på germansk eller in rusticam romanam linguam…quo facilius cuncti possint intellegere quae dicuntur. Strasbourgerederne 842 kan måske også læses som en tilkendegivelse af at soldaterne i den “franske” hær ikke forstod eden på latin.

Den traditionelle Schleicherske sprogfilosofi opfatter sproghistorien som en organisk vækst. Efter denne tankegang er sprogene vokset fra hinanden i en biologisk differentieringsproces drevet af lydændringerne og påvirket af miljøet. Elcocks fremragende bog The Romance Languages, 1960 har denne opfattelse som teoretisk grundlag.

I moderne historie- og samfundsforskning grasserer aktuelt en teori og metode under betegnelsen diskursanalyse. Den sætter den sproglige begrebsdannelse i centrum. Først skabes et ord, fx velfærdsstat, dermed er sat en dagsorden og det tomme ord fyldes med et politisk indhold. Det er altså en isprogsættelse der former den historiske virkelighed, ikke virkeligheden der registreres af sproget.

R. Wright: Late Latin and Early Romance, 1982, repræsenterer på en måde denne opfattelse. Man skaber under karolingerrenæssancen begrebet klassisk latin og afstedkommer dermed kløften mellem to sprog. Fx tvinger man i skolerne - og dermed i kirke og administration - udtalen bort fra den folkelige og forståelige latin til en kunstig rekonstruktion af gammel latin. Formålet er politisk–ideologisk: skabelse af et kommunikationsmiddel der er fælles for hele karolingerriget og dannelse et ophøjet, ædelt sprog der bidrager til kejserrollens nimbus.,

De romanske folkesprog er altså ikke vokset frem ved en historisk proces, men er skabt - så at sige som en sideeffekt af en sprogpolitik - ved en beslutningsproces okr. 800. Så er tingene sat maksimalt på spidsen.

Sikkert er det i hvert fald at det er de politiske rum, de kulturelle muligheder de giver, den bevidste sprogpolitik der føres som et aspekt af skabelsen af et civilt samfund, en national identitet, der skaber de romanske sprog. Og måske i højere grad end “naturligt” skaber bevidsthed om skel som under andre forhold måske ikke ville erkendes som skel.

Med andre ord - ville det have været muligt at det romanske område oplevede sig selv som et fælles sprogligt rum, selv om forskellene fra den ene ende til den anden var så stor som den nu engang er? Kunne romanerne have fortsat med at betragte sig som talende det samme sprog, med et fælles skriftsprog der blot udtales med store lokale variationer?

Sådan er det i det arabiske rum. Forskellene er enorme fra Irak eller Syrien i øst til Marokko eller Mauritanien i vest. For en vesteuropæer er det et postulat at sproget er det samme. Men et fælles skriftsprog holder det sammen - og en dertil tillempet udtale.

Sådan er det jo i et vist omfang også hos os. Dansk skriftsprog ligner overhovedet ikke talt dansk tale. Svenskere (østnordisk) kunne lige så godt benytte dansk skriftsprog - eller omvendt. Ville vi så opleve dansk og svensk som to sprog?

Top

8. Sprog og historie

Hvad der nu er klart er at sprog, historie og geografi ikke er så naturligt afgrænsede fænomener, men i høj grad menneskeskabte, dvs skal have ikke bare en “organicistisk” forklaring, men også en forklaring hvor politik, ideologi, sociale forhold, kultur spiller en mere prægnant rolle end blot den at være et miljø hvori sprogets blomster gror, trives eller kvæles, lever eller dør.

Top

9. Kort bibliografi

Auerbach, Erich: Mimesis: The Representation of Reality in Western Literature (1953) (ty. 1946),
Bardet, Jean Pierre Jacque Dupâquier (eds.): Histoire de populations de l'Europe¸I-III, 1997-99
Curtius, Ernst Robert: Europäische Litteratur und Lateinisches Mittelalter, 1948 (1961)
Dyrberg, Torben Bech, Alllan Dreyer Hansen, Jacob Torfing (eds): Diskursteorien på arbejde, 2000
Eco, U.: Ricerca della lingua perfetta nella cultura europea, 1993. trans. (The search for the perfect language 1995 (se også http://www.italianacademy.columbia.edu/dream.htm)
Elcock, W.D: The Romance Languages 1960 (1967)
Encyclopædia Britannica Online: http://www.eb.com:180/
Foerster, W. & E. Koswitz: Altfranzöchises Übungsbuch (Die ältesten Sprachdenkmäler) 1884 (1921)
Jørgensen, Marianne Winther & Louise Phillips: Diskursanalyse som teori og metode, 1999
Perret, Michèle: Introduction à l'histoire de la langue française 1998
Prebensen, Henrik: Aperçu de l'ancien français, http://staff.hum.ku.dk/hp/apercu/apercu1_00.htm
Saussure, Ferdinand de: Cours de linguistique générale, 1915
Togeby, Knud: Litterære Renæssancer i Frankrigs Middelalder, 1960
Id.: Précis historique de grammaire française, 1974
Wright, Roger: Late Latin and Early Romance, 1982
Id. (ed): Latin and the Romance Languages in the Early Middle Ages, 1996

Top