2. 'Juraen' omkring specialeskrivningen
Alle de forskellige love, regler
og bestemmelser, der gælder for landets universiteter, samt deres
udfyldning for Københavns Universitet,
kan ses i Universitetets Regelsamling
på internet-adressen http://www.ku.dk/regel/.
Der er mulighed for
fritekstsøgning på http://www.ku.dk/iissamples/regel/regel.asp.
§1, stk. 2. En højere uddannelsesinstitution
har til opgave inden for sine fagområder at drive forskning og give videregående
uddannelse indtil det højeste
videnskabelige niveau. Den skal endvidere værne om forskningsfriheden og bidrage til at udbrede kendskabet til videnskabens arbejdsmetoder og
resultater. (http://www.ku.dk/regel/1/001.html
)
§15. Kandidatuddannelsen omfatter en større selvstændig afhandling, et speciale inden for det humanistiske
hovedområde.
Stk. 2. Specialet skal dokumentere den studerendes færdigheder i at
anvende videnskabelige teorier og metoder
under arbejdet med et afgrænset fagligt emne.
Stk. 3. Specialeemnet skal afgrænses således, at det samlede
specialearbejde kan gennemføres inden for en tidsramme svarende til ½ årsværk. De nærmere bestemmelser herom
fastsættes i studieordningen.
Stk. 4. Specialeemnet skal godkendes af institutionen.
Institutionen fastsætter, samtidig med godkendelsen, en afleveringsfrist for
specialet.
(Anm. Institutionen
er her faget fransk).
§27. Stk. 2. Projektet i bacheloruddannelsen
og specialet i kandidatuddannelsen kan udarbejdes af flere studerende i
fællesskab. Det fastsættes i studieordningen, hvor mange studerende der kan
deltage i en fælles udarbejdelse af projekt og speciale. Den enkelte deltagers
bidrag skal bedømmes for sig. (http://www.ku.dk/regel/4/5410.html
)
2.3 Det Humanistiske
Fakultets Strukturskitse
17.2 Kandidatuddannelsens speciale er normeret
til ½ årsværk og skal dokumentere den studerendes færdigheder i at anvende
metoder og teorier under arbejdet med et afgrænset fagligt emne.
17.3 Specialeemnet skal normalt ligge inden for det
faglige område, som dækkes af studieordningen for den studerendes 1½-, 2- eller
3-årige overbygningsstudium. Studienævnet kan efter ansøgning og efter aftale
med det relevante studienævn godkende, at specialeemnet afgrænses inden for en
anden studieordnings faglige område; afgrænsning, vejledning og bedømmelse af
specialet sker i så fald i det fremmede studienævns regie.
17.4 Specialeemnet aftales mellem den studerende og
vejlederen. Emnet skal afgrænses således, at det samlede specialearbejde kan
gennemføres inden for en tidsramme svarende til ½ årsværk [...]. Det aftalte
specialeemne skal godkendes af studienævnet. Studieordningen fastsætter nærmere
regler vedr. tildeling af vejleder, vejledningens art og omfang, afgrænsningen
og godkendelsen af specialeemnet, samt afhandlingens omfang.
17.5 Ved godkendelse af specialeemnet fastsættes en
afleveringsfrist på mindst 6 [...] måneder; for kandidatuddannelsernes speciale
fastsættes fristen til udløbet af den efterfølgende eksamenstermin [...].
Fristen kan dog forlænges i forbindelse med rettidig afmelding efter gældende
regler.
17.6 Kandidatuddannelsens speciale kan udarbejdes af
flere studerende i fællesskab. Det fastsættes i studieordningen, hvor mange
studerende der kan deltage i en fælles udarbejdelse af specialet. Den enkelte
deltagers bidrag skal bedømmes for sig.
17.7 Det kan i studieordningen fastsættes, at en
specialeafhandling skal forelægges ved en offentlig diskussion eller
forelæsning. Bedømmelsen sker da på grundlag af en samlet vurdering af den
skriftlige afhandling og den mundtlige præstation.
17.8 Kandidatuddannelsens speciale bedømmes efter
13-skalaen [...] Ved bedømmelsen udarbejder [censor og eksaminator] i
fællesskab en skriftlig udtalelse, der inden fastsættelsen af karakteren og
senest tre måneder efter specialets indlevering forelægges den studerende, der
derefter har mulighed for at meddele bedømmerne sine evt. kommentarer inden en
nærmere fastsat frist (normalt 14 dage). Umiddelbart efter fristens udløb
fastsættes karakteren, hhv. afholdes offentlig diskussion eller forelæsning i
henhold til pkt. 17.7
17.9.1 En afhandling, der har modtaget guldmedalje
under Bekendtgørelse om prisopgaver ved universiteterne (1972), og som ligger
inden for det faglige område, der dækkes af studieordningen for den studerendes
1½-, 2- eller 3-årige overbygningsstudium, kan administrativt overføres som
speciale med karakteren 13.
17.9.2 Fakultetet fastsætter herudover nærmere regler
vedr. muligheden for inddragelse af allerede bedømte, offentliggjorte eller
prisbelønnede arbejder i/som erstatning for specialestudiet. (http://www.hum.ku.dk/udslus/Specpjec/faelles.htm#Lovteksten
)
Fordringer
Ved arbejdet med
specialeafhandlingen, der foregår med udnyttelse af de primære kilder og den
relevante videnskabelige litteratur, må den studerende vise fortrolighed med
almindelig praksis i videnskabelige arbejder.
Specialeafhandlingen skal
demonstrere evne til problemafgrænsning
og problemløsning og til kritisk og
selvstændigt at udnytte relevante dele af fagets metoder i arbejdet med det foreliggende emne.
Pensum: Der stilles ikke krav til kandidaten om at læse et bestemt
sidetal litteratur, men det forventes at kandidaten har gennemarbejdet den for
det omhandlede specialeemne relevante litteratur.
Bestemmelser:
Prøveform: Skriftlig
hjemmeopgave.
Censur: Prøven er med ekstern censur.
Bedømmelsesform: Der gives karakter efter 13-skalaen. Censor og
eksaminator udarbejder en skriftlig vurdering af afhandlingen. Denne skal
forelægges for eksaminanden inden fastsættelsen af karakteren og senest 3
måneder efter eksaminandens indlevering af specialeafhandlingen, hvorefter
eksaminanden inden 14 dage kan afgive en skriftlig kommentar til udtalelsen;
denne kommentar fremsendes til eksaminator. Snarest og inden 14 dage efter en
eventuel indlevering af en skriftlig kommentar, og efter at have forholdt sig
til denne, fastsætter eksaminator og censor karakteren.
Gruppebestemmelser: Prøven kan afvikles som gruppeprøve, jf de
generelle eksamensbestemmelser.
Omfang: Specialeafhandlingen skal have et omfang på mellem 50 og
100, og emnet skal have en afgrænsning, der tillader, at det samlede
specialearbejde kan gennemføres inden for en tidsramme svarende til et halvt
årsværk. Ved gruppespecialer med 2 deltagere skal omfanget være ca. 150 sider,
ved gruppespecialer med 3 deltagere skal omfanget være på ca. 200 sider. (http://www.hum.ku.dk/udslus/Specpjec/fransk.htm#Fagets
regler for specialet )
Regler vedr. valg af vejleder: Eksaminanden skal ved arbejdets
begyndelse rette henvendelse til en specialevejleder med kompetence inden for
det ønskede emneområde, og ellers foranledige, at studienævnet godkender en
vejleder uden for instituttet.
En studerendes specialeemne skal
ifølge Bekendtgørelsen godkendes af institutionen. For fremtiden vil
bestyrelsens sekretær, Jørgen Willadsen, som modtager specialetilmeldingerne,
lade disse gå videre til Studienævnet, som efter besigtigelse returnerer dem
til Jørgen.
Valg af specialevejleder skal
formelt godkendes af studielederen. Det er vejlederen (ikke den studerende),
der aftaler med studielederen.
Valg af censor skal aftales med
censorformanden.
Vejledningens art og omfang: I den periode, hvor eksaminanden
arbejder med sin specialeopgave, har eksaminanden ret til 30 timers vejledning incl. Vejleders forberedelsestid.
Vejledningen afvikles i øvrigt efter nærmere aftale mellem eksaminand og
vejleder.
Frist for færdiggørelse af specialeafhandlingen: Samtidig med
Fransk Studienævns ovennævnte godkendelse af specialeemnet fastsættes en frist
på mindst 6 måneder for eksaminandens indlevering af specialeafhandlingen
(således at fristen udløber efter slutningen af første eksamenstermin efter de
nævnte seks måneder; dvs. 31. januar eller 30. juni). Fristen for aflevering
kan forlænges ved at den studerende afmelder specialeprøven senest 2. januar,
hhv. 1. juni under anvendelse af den sædvanlige procedure for afmelding.
Praksis
Valg af vejleder: Den specialestuderende kan altså vælge sin vejleder blandt fagets
fastansatte lærere under forudsætning af lærerens og studielederens
godkendelse. Til hjælp for den studerendes valg findes på Instituttets
bibliotek et kartotek med oplysninger om lærernes interesseområder. Det er også
vigtigt, at den studerende følger sig "på bølgelængde" med sin
vejleder. Derfor kan det være rimeligt at drøfte sit valg af emne og vejleder
uformelt med studievejledningen, eksamensadministratoren eller flere af fagets
lærere, inden man træffer aftale. Der er intet til hinder for at skifte
vejleder i selve vejledningsforløbet, men når man har indgået en fast aftale
med en vejleder, får denne godskrevet 15 vejledningstimer. Disse altså er
"tabt" for det videre vejledningsforløb, der – som det fremgår ovenfor
– i alt omfatter 30 timers vejledning.
I særlige tilfælde kan man søge om
at få en vejleder uden for faget, men der skal gives gode argumenter herfor.
Det man har brug for hos en vejleder er i reglen ikke en stor fond af
specialistviden. I specialesammenhæng skal man selv være
"specialisten". Vejlederens opgave er at hjælpe med sine erfaringer
om forsknings- og skrivearbejde på videnskabeligt niveau, så at
specialeskrivningen bliver en læreproces i fremstilling og præsentation af et
forskningsresultat.
Der gives i alt 30 timer til
vejledning, incl. vejleders tidsforbrug til forberedelse, men excl. tid til
bedømmelse. Hertil kommer 20 timer som er afsat til bedømmelse, udarbejdelse af
udtalelse og administration.
Det er værd at huske at man ikke
kommer til vejlederen med "tomme hænder". Man har en pose med 30
timer som vejlederen får som "betaling" for vejledningen. Som enhver
"køber" af en ydelse kan man stille rimelige krav om kvalitet.
Vejledningens art og
omfang: I den
periode, hvor eksaminanden arbejder med sin specialeopgave, har eksaminanden
ret til 30 timers vejledning incl.
Vejleders forberedelsestid. Vejledningen afvikles i øvrigt efter nærmere
aftale mellem eksaminand og vejleder.
Frist for
færdiggørelse af specialeafhandlingen: Samtidig med Fransk Studienævn godkendelse af specialeemnet
fastsættes en frist på mindst 6 måneder for eksaminandens indlevering af
specialeafhandlingen (således at fristen udløber efter slutningen af første
eksamenstermin efter de nævnte seks måneder; dvs. 31. januar eller 30. juni).
Fristen for aflevering kan forlænges ved at den studerende afmelder
specialeprøven senest 2. januar, hhv. 1. juni under anvendelse af den
sædvanlige procedure for afmelding. (Se også fagets specialepjece, der kan
læses på (http://www.hum.ku.dk/udslus/Specpjec/fransk.htm#Fagets
regler for specialet )
Referat 68 B af møde
i Fransk
Studienævn d. 18. april 2001
Punkt 6
b) Vi besluttede, at der for specialer, der påbegyndes i
2001 og fremover, skal udfyldes en specialekontrakt mellem vejlederen og den
studerende. Vejlederne kan få kontrakten hos Anne Nyberg.
_____________________________________________________________________________
KONTRAKT
FOR KANDATSPECIALE
Ved faget Fransk,
Københavns Universitet
Det aftales herved at undertegnede studerende er indskrevet
som specialeskriver hos undertegnede
vejleder
1. Specialeskrivers personlige oplysninger (udfyldes med
blokbogstaver)
Navn:_______________________________________________________Cpr-nr.:_____________
Adresse:_____________________________________________________Postnr.:_____________
By:
_________________________Tlf./Fax.: ________________________E-mail:____________
Indskrivningsforhold (fagkode og studieordning)
_____________________________________
Ved gruppespeciale udfyldes en blanket for hver
gruppedeltager.
2. Vejleder
Navn:_______________________________________________________Cpr-nr.:_____________
Adresse:_____________________________________________________Postnr.:____________
By:
_________________________Tlf./Fax.: ________________________E-mail:____________
Ansættelsesforhold:_______________________________________________________________
3. Specialets område og emne
__________________________________________________________________________
__________________________________________________________________________
__________________________________________________________________________
4. Specialet forventes afsluttet
Omkring:________________________________(måned)__________________(år)
Frist for færdiggørelse af specialeafbandlingen: 30. januar år:_____________________
30. juni år: ______________________
-
Den studerende kan aflevere og få bedømt sin
specialeafhandling på et hvilket som helst tidspunkt inden udløbet af ovennævnte
frist.
-
Den studerende har krav på 30 timers vejledning.
-
Hvis ovennævnte frist overskrides skal ny frist aftales
med vejleder og noteres på den originale specialekontrakt. Kopi af denne til
vejleder og studerende.
Ingen afmelding "koster" et eksamensforsøg.
-
Flere oplysninger fås i Specialepjecen for studerende
på fransk
Underskrifter ved tilmelding
Studienævnets
godkendelse
Studieleder: ___________________________________________________
Dato:________
Vejleder: _____________________________________________________
Dato:_________
Studerende:
___________________________________________________ Dato:_________
Afmeldt:
Studerendes underskrift:
_________________________________________ Dato:__________
Underskrifter ved gentilmelding:
Ny frist: 30. januar år ____________ 30. juni år ____________
Vejleder:
_____________________________________________________ Dato:_________
Studerende:
___________________________________________________ Dato:_________
Original: Afleveres
til sekretæren for Fransk Studienævn
Kopi til: Vejleder
og studerende
Sekretærs underskrift:
____________________________________________ Dato:_________
Københavns Universitet
Det Humanistiske Fakultet
Prodekanen
26. januar 2002
Vedr. fordeling af opgaverne til censur, specielt
m.h.t. specialeprøver.
Censorbekendtgørelsen ( 1993 med rettelser 1997 og 2000)
fastslår i § 6, stk. 1, 1. punktum:
Censorformandskabet fordeler efter samråd med
institutionen/erne opgaverne til censur blandt censorerne i censorkorpset.
Regelen skal selvfølgelig forstås efter pålydende, dvs. at
fordelingen af censuropgaverne sker ved censorformandskabets beslutning, og at
censorformandskabet skal have konsulteret institutionen (typisk: studieleder),
f.eks. m.h.t. særlige forudsætninger m.h.t. censors fagkyndighed (Censorbekg. §
6, stk. 1,4. pkt.) eller m.h.t. omstændigheder, der er egnet til at vække tvivl
om censors upartiskhed (Censorbekg. § 10, stk. 3).
Der kan være grund til at indskærpe, at den citerede regel
også gælder fuldt ud i forbindelse med fordeling af specialeafhandlinger til
censur: Censorformandskabet skal rådføre sig med institutionen (studieleder) –
og både kan og bør selvfølgelig i den forbindelse udvise megen lydhørhed over
for institutionens synspunkter – men kan ikke overdrage ( delegere) fordelingen
til institutionen (studieleder).
Administrationen af specialebedømmelser foregår indtil videre
(med en enkelt undtagelse) i regie af Studiekontorets Specialeadministration.
Standardproceduren er, at
(1) Specialeadministrationen
umiddelbart efter specialets aflevering (i 3 eksemplarer) fremsender et
eksemplar med instruktionsskrivelse til vejleder;
(2) Specialeadministrationen
kontakter censorformanden (med kopi til studieleder og vejleder) med oplysning
om specialets forfatter og titel og anmodning om udpegning af en censor til
specialebedømmelsen;
(3) vejleder
briefer studieleder m.h.t. evt. særlige forudsætninger m.h.t. censors
fagkyndighed;
(4) censorformanden
drøfter udpegning af specialecensor med studieleder;
(5) censorformanden
(med kopi til studieleder, vejleder og censor) informerer
Specialeadministrationen om, hvem der er udpeget som censor;
(6) Specialeadministrationen
fremsender et eksemplar af specialet med instruktionsskrivelse til den udpegede
censor.
§ 2. Formålet med eksamen er at bedømme, om og i hvilken grad den
studerendes kvalifikationer er i overensstemmelse med de mål og krav, som er
fastsat for uddannelsen i uddannelsesbekendtgørelsen, studieordningen m.v.
Eksamen giver grundlag for udstedelse af eksamensbevis, jf. § 27, stk. I.
Stk. 2. Ved bedømmelsen af
afgangsprojekt/ speciale/ hovedopgave/ afhandling, der er affattet på dansk, jf
§ 5, stk. 1, skal der ud over det faglige indhold også lægges vægt på den
studerendes stave og formuleringsevne. I studieordningen fastsættes regler for,
hvorledes stave- og formuleringsevne indgår i den samlede bedømmelse af
eksamenspræstationen, jf. § 24, stk. 1, nr. 8. På universitetsniveau skal det
faglige indhold vægtes tungest.
Stk. 3. Indgår stave- og
formuleringsevne i bedømmelsen af andre prøver, gælder reglen i stk. 2, 2. pkt.
Stk. 4. Institutionen kan
dispensere fra stk. 2 for studerende, der dokumenterer en relevant specifik
funktionsnedsættelse
(…)
§ 4. På en kandidatuddannelse skal speciale/
afhandling/afgangsprojekt forsynes med et resumé på et fremmedsprog. Resumeet
indgår i det samlede bedømmelsesgrundlag, jf. § 24, stk. 1, nr. 9.
Institutionen fastsætter i studieordningen, hvilke(t) fremmedsprog resumeet
kan/skal affattes på.
§ 5. Prøverne aflægges på dansk, medmindre prøvens formål er at
dokumentere den studerendes færdigheder i et fremmedsprog.
Stk. 2. Hvis undervisningen i et
fag har været meddelt på engelsk, aflægges prøven på dette sprog. Institutionen
kan dispensere herfra.
Stk. 3. Hvis undervisningen i et
fag har været meddelt på et andet fremmedsprog end engelsk, kan prøven dog
aflægges på det pågældende sprog, hvis eksaminanden ønsker det, og såfremt
eksaminator er villig til at eksaminere på dette sprog. Det kan pålægges
eksaminanderne ved indskrivningen til prøven at give meddelelse om det ønskede
eksamenssprog.
Stk. 4. Udenlandske studerende
og danske studerende, som på grund af opvækst og tidligere uddannelse i
udlandet ikke behersker det danske sprog, kan, hvor forholdene gør det muligt,
få adgang til at aflægge prøven på et fremmedsprog, normalt dog kun på norsk,
svensk, engelsk, tysk eller fransk. Ansøgningen indgives til institutionen
senest 2 måneder inden prøvens afholdelse.
Stk. 5. Stk. 2, 3 og 4 gælder
ikke prøver, der forudsætter sproglig fremstilling på dansk.
(…)
§ 7. Censorerne skal påse,
1.
at kravene ved uddannelsernes prøver, herunder de skriftlige
opgaver, er i overensstemmelse med de mål, som er fastlagt i bekendtgørelser og
studieordninger,
2.
at prøverne gennemføres i overensstemmelse med gældende
regler, og
3.
at de studerende far en ensartet og retfærdig behandling og
deres præstationer en pålidelig bedømmelse, der er i overensstemmelse med reglerne
om karaktergivning og andre regler.
Stk. 2. Censor skal under
voteringen gøre notater om præstationen og karakterfastsættelsen til personligt
brug ved udarbejdelse af en udtalelse i en eventuel klagesag. Notaterne skal
opbevares i et år.
§ 8. Bestemmelserne i § 7, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse
for eksaminator.
§ 9. Ved bedømmelsen gives karakterer efter 13-skalaen efter de
fælles regler om karaktergivning ved de højere uddannelsesinstitutioner, eller
der gives bedømmelsen Bestået/Ikke bestået eller Godkendt/Ikke godkendt.
Afgangsprojekt/ speciale/hovedopgave/afhandling skal bedømmes efter 13-
(…)
§ 29. Institutionen opbevarer de oplysninger, der er nødvendige for
at udstede beviser i mindst 20 år efter eksamens eller prøvens afslutning. Oplysninger
om, hvem der har gennemført de enkelte uddannelser, opbevares i mindst 50 år.
§ 30. Institutionen har med respekt af den studerendes eventuelle
ophavsrettigheder ejendomsretten til de resultater eller produkter, der
fremkommer i forbindelse meden prøve, jf dog stk. 2.
Stk. 2. Hvis prøveforløbet inddrager parter uden for
institutionen, herunder virksomheder, institutioner m.v., aftales det mellem
institutionen, den studerende og tredjeparten, i hvilket omfang institutionen,
den studerende eller tredjeparten under respekt af gældende ophavsretlige
regler er berettiget til at anvende de resultater, der fremkommer som et led i
prøveforløbet, herunder om eventuelle oplysninger vedrørende tredjepartens
forhold, der forekommer i opgaveløsningerne, må offentliggøres. (http://www.ku.dk/regel/4/5204.html
)
§ 3. Ved enhver
bedømmelse efter 13-skalaen skal præstationen eller standpunktet først placeres
inden for en af følgende fire karaktergrupper:
1) Udmærket, karaktererne 13, 11 og 10.
2) Middel, karaktererne 9, 8 og 7.
3) Det netop acceptable, 6.
4) Usikker, karaktererne 5, 03, og 00.
§ 8. (...) Hvor der ved bedømmelsen medvirker en censor, fastsættes
karakteren efter en drøftelse mellem [censor og eksaminator].
Stk. 2. Hvis censor og eksaminator ikke er enige om en fælles
bedømmelse, giver hver en karakter. Karakteren for prøven er gennemsnittet af
disse karakterer afrundet til nærmeste karakter i karakterskalaen. Hvis
gennemsnittet ligger midt imellem to karakterer, er endelig karakter nærmeste
højere, karakter, hvis censor har givet den højeste karakter, og ellers den
nærmeste lavere karakter.
Stk. 4. Uanset reglerne i stk. 2 (...) kan karaktererne 13 og 00
ikke gives ved afrunding.
(http://www.ku.dk/regel/4/5204.html ).
Den skriftlige vurdering bør normalt
ikke fylde mere end én til to A4-sider Den skal altid omfatte følgende:
1.
Eksaminandens navn og CPR-nummer, specialeopgavens titel og
omfang.
2.
Dato for opgavens indlevering.
3.
Eksaminators og censors navne.
4.
Datoen for udfærdigelsen af bedømmelsen.
5.
Selve vurderingen:
Som et minimum bør en vurdering
rumme en beskrivelse af opgavens emne, samt hvordan kandidaten har behandlet
dette. Herunder fremhæves både positive og negative sider. Desuden må
vurderingen placere opgaven i dens videnskabelige sammenhæng. Endelig skal den
indeholde en foreløbig angivelse af specialets niveau i kategorierne ‘UDMÆRKET’ (karaktererne 10-13), ‘MIDDEL’ (7-9), ‘DET NETOP ACCEPTABLE’ (karakteren 6), og ‘USIKKER’ (0-5). (…)
7. Det
skal fremgå til hvem (almindeligvis 14 dage) eksaminanden kan fremsende sine
eventuelle bemærkninger.
8. Såfremt
den studerende ikke har ønsket at
fremsætte bemærkninger:
Vurderingen afsluttes med: “Ved udløbet af den ovenfor fastsatte frist
har eksaminanden ikke fremsat bemærkninger, hvorfor karakteren fastsættes til ‘X’.”
Såfremt den studerende har fremsat bemærkninger inden for
fristen:
Vurderingen afsluttes med: “Under hensyn til de af eksaminanden
fremsatte bemærkninger sættes karakteren til ‘X’.”
Hvis eksaminandens bemærkninger
giver anledning til tilføjelser i den oprindelige vurdering skrives:
Vurderingen
afsluttes med: “Under hensyn til de af
eksaminanden fremsatte bemærkninger tilføjes til ovenstående vurdering: …
Karakteren sættes herefter til ‘X’.”
9. Både
eksaminator og censor påfører bedømmelsen den endelige underskrift, og anfører
desuden datoen for denne.
Top
3.
Samarbejdet
med vejlederen
Husk
at vejlederen først og fremmest skal være en hjælpeperson for dig i en
læreproces, og at de 30 timer der er afsat til vejledning, lidt firkantet kan
anskues som en ressource du har fået stillet til disposition for at ‘købe’ dig
hjælp. Du behøver da hverken være ærefrygtig eller benovet, men har ret til at
stille rimelige krav til din vejleder, så du føler du får ‘valuta for pengene’.
At vejlederen også skal være bedømmer, må ikke hindre at vedkommende udfylder
sin vejleder-rolle fuldt og helt.
Vejledningsforløbet
Det er derfor fornuftigt at tale med vejlederen om, hvordan selve
vejledningsforløbet tænkes gennemført, og hvilke ønsker man har. Normalt burde
der være plads til okr. 5-6 vejledningssamtaler. Til hver vejledningssamtale
afleveres skriftligt materiale, som vejlederen skal have tid til at læse og
udarbejde kommentar til.
Det
er rimeligt, at man aftaler med vejlederen hvor meget af specialet vejlederen
vil læse inden afleveringen af det færdige arbejde. Nogle vejledere accepterer
at læse alt, hvad man ønsker, andre vil kun læse dele af specialet på forhånd.
Man
kan også forhøre sig om, hvorvidt vejleder vil lade én optage vejledningssamtalerne
på bånd. Det kan nemlig i mange tilfælde være en god idé, da det fritager en
for noget af det stress, det er, på én gang at skulle tage noter og sikre sig,
at man har forstået vejlederens råd og får stillet de rigtige spørgsmål.
Et
andet bidrag til at få størst muligt udbytte af samtalen kan man yde sig selv
ved at være velforberedt og ved at have sendt vejlederen en dagsorden og de
spørgsmål, man især ønsker taget op under samtalen, på forhånd.
Selve
vejledningen er meget afhængig af den studerendes egen indstilling til
forløbet. Derfor er det vigtigt at de præmisser vejledningen skal foregå under,
er helt åbenlyse for begge parter. Dette gælder eksempelvis hvilke
forventninger man har, hvor lang tid man vil bruge, ambitionsniveau, faglige
svagheder og forcer etc. Vejlederen kan i sagens natur give langt bedre
vejledning såfremt disse forhold kommer frem.
Det
er også vigtigt at den studerende i specialeforløbet selv er med til at sætte
rammerne og tempoet og ikke mindst selv skal udføre det egentlige arbejde.
Vejlederen skal rådgive, inspirere, vurdere, være samtalepartner og faglig
opbakning. Den der modtager råd, har dog altid selv ansvaret for om og
hvorledes rådet følges. Man skal desuden gøre sig klart at vejlederen også skal
være bedømmer, og at det sætter grænser for i hvor høj grad vejlederen kan
præge specialet.
Man skal være opmærksom på at den studerende og vejlederen
kan have hver sin opfattelse af forskellige forhold. Det er ikke forkert at
opponere mod vejlederens råd, faglighed eller pædagogik, og man skal ikke være
bekymret for holdningsuoverensstemmelser. Dette kan være en del af selve
processen mod at få klare linier, og vejlederen kan vejlede lige godt for det.
Derfor er både vejleder og den studerende i sidste ende bedst tjent med at
eventuelle uoverensstemmelser kommer frem i lyset til afklaring. Skulle
samarbejdet alligevel gå galt, er det en mulighed at henvende sig til
studievejledningen og/eller studienævnet og eventuelt via disse finde en anden
vejleder.
Få fra begyndelsen aftalt
1.
hvordan de 30 timer der er til rådighed anvendes; en fornuftig disposition er fx 5-6 samtaler
med vejleder med 3 à 4 ugers mellemrum og således at der til hver gang
afleveres 10 à 15 sider tekst; noget af teksten skal muligvis afleveres i
forskellige versioner efter revision
2.
hvordan forløbet disponeres; det er fornuftigt at lave en plan med nogenlunde faste deadlines; faste
afleveringsfrister (deadlines) er et fænomen man ikke undgår i ‘det
virkelige liv’ og erfaringsmæssigt arbejder de fleste bedst hvis de har sådanne
frister; det er vigtigt at fastholde at et speciale er normeret til ½ årsværk
og okr. 70 sider
3.
hvilket ambitionsniveau du gerne vil lægge dig på; det
er vigtigt for vejleder at kende dine forventninger til dig selv; og det er
vigtigt at du lytter til vejleders erfaringer mht. realismen af disse
forventninger
4.
hvordan du kan kontakte vejleder uden for de aftalte
mødetidspunkter; i tilfælde af uforudsete
vanskeligheder skal du kunne få akut hjælp til mindre problemer og en aftale om
en ekstra samtale ved større vanskeligheder
5.
en realistisk, foreløbig afgrænsning af dit emne; du skal
bl.a. tage hensyn til ressourcer (tid og penge (fx rejse-) til fremskaffelse af
materiale: data, kilder, dokumentation, litteratur); projektet må ikke stille krav af til omfang, dokumentation osv der ikke realistisk kan honoreres inden for den
givne tidsramme på ½ år
6.
problemformulering (foreløbig); det er vigtigt at forstå at enhver forskningsproces er problemstyret og
at et speciale er en afhandling af
et problem, ikke en lærebog eller en leksikonartikel; en afhandling prøver som
konklusion at give et gyldigt svar på et spørgsmål (problem) formuleret i
indledning og evt. titel og selve afhandlingen består i en argumentation der
prøver at godtgøre svarets gyldighed; rent beskrivende og informativ tekst, som
dominerer i lærebøger ol, har i en afhandling kun funktion som dokumentation i
forbindelse med en argumentation; uden problemformulering er det vanskeligt at
søge information, fx læse, målrettet
7.
teori, metode (og i visse sammenhænge model, strategi); disse begrebers rækkevidde overbetones
erfaringsmæssigt ofte i specialeskrivningen;
en (‘stor’)
videnskabelig teori kan være et
(meget omfattende) system af generelle udsagn ud fra hvilke man kan prøve at
deducere mere partikulære udsagn, hvis kritiske efterprøvning i princippet
udsætter teorien for empirisk kontrol;
med en teori kan være givet specifikke metoder til denne empiriske kontrol, dvs. til at afgøre gyldigheden af
deduktioner;
store teorier i humaniora, fx fænomenologi, strukturalisme og post-strukturalisme,
hermeneutik og semiotik, freudiansk eller marxistisk teori kan være meget
inspirerende, men er sjældent velegnede arbejdsredskaber i specialesammenhæng;
de kan involvere
lidt vage ‘dialektiske’ eller interpretative metoder,
lidt anderledes kan
det forholde sig med sprogteorier
som Chomskys generativt-grammatiske teori og de deraf inspirerede teorier;
de anviser ofte
meget teknisk-metodiske
fremgangsmåder, men kræver i reglen en meget speciel forhåndsviden som næsten
kan sidestilles med beherskelse af programmeringssprog;
i praksis og i
specialesammenhæng er teori og metode som regel mere ydmyge fænomener;
en ‘lille’ teori kan være nogle specifikke hypoteser, i grænsetilfælde
én enkelt hypotese, der forklarer et eller andet; og metode den rationelle,
eksplicitte og begrundede fremgangsmåde der godtgør gyldigheden af et resultat,
sådan at læseren med de samme præmisser nødvendigvis må komme til det samme
resultat;
metode er i denne sammenhæng ikke en
standardmetode, men en redegørelse for fremgangsmåder, systematik og
kontrolmuligheder (intersubjektivitet) der bruges til at godtgøre teorien,
begrunde dens gyldighed eller sandhedsværdi;
den lille teori
og den lille metode har ofte – helt legitimt – karakter af det man
kalder ‘bricolage’; forskeren er en ‘bricoleur’ der roder i
værktøjskassen for at finde noget der kan bruges til at skrue konstruktionen
sammen; selve skrive- og arbejdsprocessen er her en nøgle til
forskningsprocessen
model bruges i reglen om en, evt. struktureret, liste af egenskaber der
tillægges en ideel genstand og som bruges som rettesnor i en undersøgelse af
konkrete forhold; som eksempel kan nævnes Hannah Arendts og andre politologiske
forskeres model for den totalitære styreform (totalitarismen) der – foruden
forskellige forhistoriske regimer – bruges til at postulere fællestræk ved så
forskellige politiske systemer som Mussolinis fascistiske Italien, Hitlers
nazistiske Tyskland og Stalins kommunistiske Sovjetunion;
en strategi er i militærteoretisk sprogbrug en doktrin for anvendelsen af
ressourcer til at vinde et slag eller en krig; i videnskabelig sammenhæng er
det tilsvarende en rationel overvejelse over ressourcer og mål.
Gør det klart for dig selv
1.
at teksten er en del af – ja selve motoren i
erkendelses- og forskningsprocessen, ikke kun et resultat; et speciale er ikke en rapport om et forløb eller en beskrivelse af
virkeligheden, men i sig selv et værktøj til at strukturere, argumentere og
præsentere svar på spørgsmål som er udledt af en problemstilling,
2.
at der derfor hele tiden skal være et samlet overblik i form
af disposition/ indholdsfortegnelse/ arbejdsplan, som opdateres
(omstruktureres) løbende efter behov; disse
arbejdsredskaber bør medsendes til vejleder i opdateret form til hvert møde, og
3.
at der derfor også normalt skal være tekst til hver
vejledning; men at denne tekst er et
arbejdspapir, udkast, evt. i begyndelsen stikord, ikke et færdigt produkt.
Du bør i princippet
1.
udarbejde og fremsende en ‘dagsorden' for hvert møde, både med
‘godkendelse af referat fra sidste møde’, ‘meddelelser' og ‘eventuelt’; desuden
anføres de ting du vil spørge vejleder om og de ting du vil bede vejleder lægge
særligt mærke til i din tekst;
2.
lave et ‘beslutningsreferat' efter hvert vejledningsmøde;
3.
få lov til at medbringe kassettebånd (og evt. båndoptager) til
møderne for at optage vejledningen; det
kan ofte være stressende at skulle følge med i vejleders udsagn, tage noter,
tænke over hvilke spørgsmål man vil stille osv; vejledningssamtalen bliver mere
naturlig til aflytning i ro og mag senere;
4.
ved afslutningen af hvert møde med vejlederen aftale en ny
dato for fremsendelse af tekst og næste vejledning, normalt 3-4 uger efter
aktuelle møde;
5.
indlede hvert nyt møde med at få checket om beslutningerne fra
sidst er ført ud i livet efter hensigten og få afklaret afvigelser;
6.
så godt som muligt give vejleder feedback på vejledningen, til
gavn for dig selv og efterfølgende specialeskrivere.
Det er vigtigt at erkende
1.
at vejledningen er en proces og ikke en løbende bedømmelse af
det færdige resultat;
2.
at vejleder ikke kan forhåndssikre noget om udfaldet af
bedømmelsen; at vejleder ikke på nogen måde kan foruddiskontere censors
vurdering; at det ikke er til din egen fordel hele tiden at skubbe vejleder ind
i bedømmerrollen;
3.
at du er ansvarlig for
den færdige tekst der afleveres, ikke vejleder;
4.
at vejleder ikke er en autoritet, men en hjælper og rådgiver,
‘én at spille bold op ad', hvis hjælp og råd kun skal følges dersom de har din
tillid og hvis du har gjort dem til dine egne så du selv kan stå ved dem;
5.
at du kan prøve ting af på din vejleder uden at tænke på om du
'spørger dumt' eller 'viser dig uerfaren'; meningen med specialet er at blive
klogere og at skaffe sig erfaring; nyd den mulighed der ligger i at et andet
menneske er til din disposition alene i så mange timer. Det sker måske aldrig
igen!
Top
4.
Problemformulering
og skrivearbejde
Det første trin i arbejdsprocessen
er emnevalget.
Man kan i sin indledning give en
kort begrundelse for valget af emne, men det er ikke nødvendigvis en god idé
(måske for privat). Begrundelsen kan være videnskabsekstern, beroende i opfyldelsen af et eller andet
praktisk formål, fx eller rettet mod en bestemt målgruppes behov, eller den kan
være videnskabsintern, fremkaldt af
en uvidenhed eller en kritik eller et efterprøvningsbehov inden for en bestemt
vidensstruktur eller et bestemt paradigme,
eller den kan være begge dele på en gang.
Man må gerne have en personlig
begrundelse for emnevalget og fremlægge den. Men pas på det ikke bliver
‘naivt'.
Forudsætningen for emnevalget er
et vist vidensniveau, som man fx har nået i forbindelse med uddannelsen.
Forudsætningen for undren, som er vigtig for at få sat
arbejdsprocessen i gang, er også en vis viden, som somme tider må være mere
specialiseret end den man har erhvervet i det generelle uddannelsesforløb.
Derfor kan der mellem emnevalg og problemformulering godt være indskudt en fase
af ret uspecifik læsning og anden videns- og informationssøgning. Men den bør
være ganske kort. Det er nemlig først når man har fundet et problem og en
forsøgsvis formulering af det, at emneområdet struktureres i relevant og irrelevant og at ens læsning og anden søgeaktivitet i forbindelse
med skrivningen bliver rationel og målrettet.
Et problem er i grunden ikke
andet end et ledespørgsmål. Det har udgangspunkt i en undren der
tilfredsstilles ved at man besvarer spørgsmålet. Spørgsmål kan som bekendt være
helspørgsmål eller ja/nejspørgsmål, der er udtryk for en
søgen efter en sandhedsværdi udtrykt i en fremsættende sætning:
Eksempler
Er Frankrig blevet
decentraliseret med reformen i 1982?
Har konjunktiv på fransk en
semantik eller er den et rent syntaktisk (styrings)fænomen?
Kunne deportationen af de franske
jøder være undgået?
Spørgsmål kan også være delspørgsmål, der ved brug af et interrogativ tjener til at spørge efter
værdien af en bestemt aktant, omstændighed eller kvalitet, der gør et svar på
spørgsmålet til et sandt udsagn:
Eksempler
Hvem bar ansvaret for Frankrigs nederlag til Tyskland i 1940?
(aktør, med implicit antagelse af at én eller flere aktører bar ansvaret)
Hvad er modelteoretisk semantik?
(egenskaber, karakteristiske prædikater)
Hvorfor tabte Chirac parlamentsvalget i
1981? (årsag)
Hvilken politisk holdning har den franske befolkning til de
Europæiske Fællesskaber? (kvalitet)
Hvornår fandt overgangen fra latin til
romansk sted? (datering)
Hvordan udtrykker man det irreelle på
fransk? (måde)
Hvor stor var indvandringen til Frankrig
mellem de to verdenskrige? (kvantitet)
Tolkning af
formuleringerne
1.
Semantisk analyse af de 'kritiske' ord i teksten.
2.
Begrebsanalyse.
3.
Definitioner. Evt. kritisk sammenligning med andre
definitioner fra litteratur.
4.
Vægtning af temaer.
Problemsøgning.
1.
Ofte forholdsvis oplagt på grundlag af det foregående arbejde.
2.
Vigtig er formuleringen hovedspørgsmål, som derefter ved trinvis forfining udspecificeres i
underspørgsmål, der hver især er en selvstændig problemstilling, som igen kan
forfines ned til det niveau hvor informationerne kommer.
3.
Problemstillingen må løbende justeres i overensstemmelse med
undersøgelsens resultater.
4.
Brainstorming. Udkoblet nedskrivning af alle problemer der kan
tænkes i relation til opgaven.
5.
Diagrammer over sammenhænge. Mindmaps. Træstrukturer.
6.
Valg af væsentlige problemer. 'Væsentlig' er oftest
paradigmeorienteret.
Afgrænsning.
1.
Under hensyntagen til overskuelighed i præsentation og
ressourcer overvejes yderligere udgrænsninger af problematikker.
2.
Sørg for at sætte dagsordenen! Og argumentér så læseren ikke
kan kritiserer at dette eller hint ikke er med.
3.
Skeln mellem centrale og perifere problemer.
4.
Præcisér forudsætningerne for opgaveløsningen.
Ofte er problemstillingen
identisk med titlen eller indgår i titlen som spørgsmål:
Eksempler
Det centralistiske Frankrig. Er
Frankrig blevet decentraliseret efter 1982?
Frankrig og Europa. Hvilken
holdning har den franske befolkning til de Europæiske Fællesskaber?
Modelteoretisk semantik. Hvad er
det?
Emneformuleringen afgrænser et
eller andet vidensområde, men uden at strukturere det. Problemformuleringen
rejser et spørgsmål som trækker én side af emnet frem i lyset. Herudfra skal
der begynde en dynamisk proces som består i at rejse underspørgsmål som strukturerer og organiserer en behandling af
emnet ud fra den valgte problematik.
De sekundære ledespørgsmål udgør
detailproblemstillinger, der på et mere specifikt styrer processens gang.
Svarene på dem er som kapiteloverskrifter i den afhandling som undersøgelsen
skal munde ud i. For hvert kapitel kan processen gentages med underspørgsmål i
tredje, fjerde, femte, ... n'te led, indtil der nås et niveau, hvor svarene på
de enkelte ledespørgsmål udgør paragraffer. Denne forberedende strukturering er
metodisk en trinvis forfining hvor
sagområdet organiseres i niveauer som en træstruktur indtil man på hver gren i
træet når det ultimative niveau hvor fortolkningen
af områdets data finder sted.
|
Et tænkt
eksempel
Det centralistiske Frankrig. Er Frankrig blevet decentraliseret efter
1982?
Indholdsfortegnelse
0.Indledning: Hvad er
centralisme? Er Frankrig centralistisk?
1. Centralismens historie
1.1 Hvornår opstod
centralismen?
1.2 På hvilke områder har
den virket?
1.3 Hvilken kritik har den
mødt?
2. 1982 reformen
2.1 Hvem tog initiativet?
2.2 Hvad var reformens
sigte?
2.2.1 Hvorledes blev den
regionale struktur?
2.2.2 Hvorledes blev den
departementale struktur?
2.2.3 Hvorledes blev den
kommunale struktur?
2.3 Hvilken kritik mødte
reformen?
3.Hvorledes gennemførtes
reformen?
3.1 Hvordan har den virket
i praksis?
3.2 Hvilke ændringer og
tilføjelser er der sket
3.3 Hvilke sideeffekter
har reformen?
3.4 Hvilken fremtid har
reformen?
4. Konklusion. Hvordan
vurdere 1982-reformen?
|
En paragraf er et kort
tekstafsnit hvori denne fortolkning af data finder sted. bestående af et antal
sætninger, hvori der gives en argumentation med dokumentation i form af citater
og henvisninger for en påstand, der besvarer spørgsmålet tilfredsstillende.
Via hele dette hierarkiserede spørgetræ gives der da en disposition
for afhandlingen i kapitler, afsnit, underafsnit og ned til paragrafniveau.
Spørgetræet danner igen basis for en disposition og i sidste ende for en
indholdsfortegnelse, der viser læseren hvorledes afhandlingen er struktureret
og giver et sammenfattende billede af arbejdsprocessen.
|
Et virkeligt
eksempel
Y
a-t-il un revirement de l'opinion publique française en 1940?
Par Henrik Prebensen
Table des matières
1. Introduction
2. L'évolution de l'opinion vue par les historiens
2.1 L'avant-guerre
2.2 La drôle de guerre
1939-40
2.3 La défaite et
l'armistice (mai-juin 1940)
2.4 Le nouveau régime (juillet 1940)
2.5 Le revirement en retour de l'opinion après 1942
2.6 L'énigmatique cas Pétain
3. Théorie des opinions et
opinion publique de 1940
3.1 Théories d'opinion et recherche historique
3.2 La situation en 1940
3.3 Le processus de formation d'une opinion
4. La question des sources
4.1 Les archives de Vichy
4.2 Rapide tour de France dans les rapports
4.3 Les envoyés en mission
4.4
Chez la police et chez la censure
4.5 Les lettres au
maréchal
4.6
Les Français écrivent à la BBC
5. Conclusion
Bibliographie
1.
Sources
2.
Ouvrages
La langue, les signes et les êtres: Actes du colloque de l'Institut
d'Etudes Romanes de l'Université de Copenhague, le 3 octobre 1998, Etudes
Romanes, 44 ISBN/ISSN: 87-7289-558-6/1395-9670, pp 173-194
http://staff.hum.ku.dk/hp/Vichy/Opinion.html
|
Den trinvise forfinings- eller struktureringsproces betegnes
også som top down metodik. Dens
modsætning er bottom up metodikken
hvor man hævder at begynde i data og arbejde sig frem mod en højere og højere
abstraktions- og generaliseringsgrad.
Top down metodikken iscenesætter i vid udstrækning den
epistemologiske model som den østrigsk-engelske filosof, Karl Popper, der betegner sig selv som kritisk rationalist,
skildrer første gang i sit gennembrudsværk Logik
der Forschung (Logic of Scientific
Discovery, 1934).
Popper adskiller context of discovery og context
of justification. Den egentlige metodiske forskningsproces ligger i
den sidste. Den tager sin begyndelse når forskeren ved et dristigt gæt (bold conjecture) har opstillet en
hypotese om det sagforhold han vil behandle videnskabeligt. Ud fra denne
hypotese udleder forskeren deduktivt, dvs ad logikkens vej, en række
konsekvenser, hvis holdbarhed det er forskningsarbejdets opgave at efterprøve.
Der kan ikke opstilles nogen metode for selve hypotesedannelsen (context af discovery).
Det er Poppers påstand at alle
forskerens bestræbelser i praksis går ud på at falsificere sin hypotese ved at prøve at modbevise de logiske
konsekvenser ved at konfrontere dem med det givne (virkeligheden, data).
Hypotesen vil aldrig kunne verificeres.
Det bedste der kan opnås er en hypotese der har modstået alle de mest
fantasifulde falsifikationsforsøg en forsker kan opstille. Disse forsøg kan
være eksperimentelle, som i naturvidenskaberne. Men de kan også være
kildekritiske, tekstkritiske og fortolkningskritiske.
Poppers epistemologiske påstand
er at forskningsprocessen og videnskaben er deduktiv
og hypotesestyret. Det er disse karakteristika man sammenfatter i ordene top down.
Den modsatte påstand er at
forskningsprocessen og videnskaben er induktiv og datastyret (= bottom up). Efter denne opfattelse
starter forskningsprocessen med indsamling af data. Ved betragtning af de
indsamlede data opstiller forskeren hypoteser der er mere og mere generelle. Et
eksempel på en sådan forskningsmetodik finder man i den klassiske litterære og
lingvistiks strukturalisme, mest udpræget hos Hjelmslev der så det som sprogteoriens opgave at opstille en
mekanisk analyseprocedure i kraft af hvilken et sprogs immanente system kunne
erkendes uafhængigt af iagttagerens hypoteser.
I historisk sammenhæng kendes bottom up tanken fx i den såkaldte
kildepositivisme, som bla. franskmændene Charles
Seignobos og Charles Langlois
udviklede i historieteoretiske kurser ved Sorbonne fra 1896. De delte
forskningsprocessen i en indsamlingsfase (kildetilvejebringelse) som de i
positivistisk ånd anså for 'objektiv', og en syntesefase som de anså for
'subjektiv' (om end styret af historiske normer.)
Ved et omhyggeligt top
down strukturerende forarbejde er det muligt at påbegynde og gennemføre
undersøgelse og skrivearbejde parallelt styret af en meget udførlig struktur.
Det er meget vigtigt at undersøgelse og skriveproces ikke adskilles. Det er
ikke ensbetydende med at dispositionen skal være en spændetrøje. Den skal være
et vejledende arbejdsredskab der selv tilpasses efterhånden som undersøgelse og
skrivning skrider frem. Der er altså tale om en stadig dialektik mellem spørgsmål
og svar, undren og indsigt der påvirker hinanden gensidigt.
Netop fordi det bærende i en undersøgelse og skriveproces er
det dialektiske, kan det være af betydning at finde sammen i en
samarbejdsgrupper med andre. Her kan man prøve synspunkter og formuleringer af
og hjælpe hinanden praktisk.
Det er også rart at have et sted hvor man kan arbejde i et
arbejdsomt miljø. Romansk Institut har et specialerum hvor man kan få en plads
i det omfang der er ledigt. Humanist har i øvrigt lavet en liste over
hvor man kan skrive speciale http://www.humanist.ku.dk/humweb/tema/Specialetema.htm
. Her kan man også se noget om specialepjecer.
Formidlingscentret ligger i 8.1.38. Dets opgave er at hjælpe
humaniorastuderende i deres arbejde med skriftlig og mundtlig fremstilling og
formidling. Formidlingscentret holder foredrag og kurser, giver individuel
skrivevejledning, hjælper med at oprette skrivegrupper (eksempelvis
speciale-workshops med dannelse af feedbackgrupper) og samarbejder med
interesserede undervisere og institutter. Formidlingscentrets tilbud er gratis,
dog skal man betale kopiprisen af materialerne. Formidlingscentret kan dog hverken
give retteservice, tekstbehandlingskurser eller faglig hjælp.
Centret udlåner af skriveprogrammet/problemformuleringsprogrammet Scribo, og har et bibliotek hvor man kan orientere
sig i litteraturen om opgave- og specialeskrivning (ingen hjemlån). Alle
centrets aktiviteter bliver løbende annonceret i Humanist, og nærmere
oplysninger om åbningstid fås i fakultetets lektionskatalog.
Pjecer om de forskellige kurser og et overordnet kursusprogram kan hentes i
centret i åbningstiden. Centrets hjemmeside har adressen: http://www.hum.ku.dk/formidling/
Top
5.
Argumentation og dokumentation
En argumentativ diskurs er en tekst hvor visse sætninger
(påstande, udsagn) fungerer som præmisser,
mens én sætning (påstand, udsagn) udgør en konklusion.
Selvfølgelig kan konklusionen rent retorisk udformes som flere sætninger,
dvs. fremtræde som kompleks eller
variation.
Den ene fundamentale argumentative figur er modus ponens:
alle mennesker er dødelige(præmis 1,
oversætning)
Sokrates er et menneske(præmis 2,
undersætning)
ergo er Sokrates dødelig (konklusion,
slutning)
På fransk:
tous les hommes sont mortels (la majeure)
or Soccrates est un homme (la mineure)
donc Socrates est mortel (la conclusion)
I denne klassiske modus ponens, som stammer fra
Aristoteles (384-322), er der tale om to præmisser, men selvfølgelig kan der
være også være tre eller flere.
Den anden fundamentale figur er reductio ad absurdum. Den er mere kompliceret:
der findes et største tal, n (præmis 1)
givet et tal, x, kan man altid finde et større tal, x+1, dvs ved at
addere 1 (præmis 2)
n+1 er større end n, som er det største tal (absurd konklusion)
ergo findes n (det største tal) ikke (endelig konklusion)
Eftersom
præmis 1 tillader at udlede en absurditet, benytter man kontradiktionsprincippet til at konkludere at negationen af præmis 1 er sand. Kontradiktionsprincippet
eller den tredie udelukkedes princip
('tertium non datur') er også kendt
fra Aristoteles' formalisering af logikken. Det siger: enhver påstand er enten sand eller falsk. Der findes ingen tredie
mulighed.
I dag ved vi at
udelukkelsesprincippet ikke er sandt i nogen absolut forstand, men et axiom, en vedtægt, der definerer en
bestemt logik, den såkaldte divalente
eller booleske logik (opkaldt efter
efter englænderen Georges Boole
1815-64). Der kan defineres lige så gyldige plurivalente
logikker. Trivalent logik er her
den interessanteste. Den opererer med sand/falsk
og hverken sand eller falsk, altså
netop en tredie mulighed. Dermed er reductio
ad absurdum udelukket som slutningsregel.
Et bevis er en tekst der
respekterer de to fundamentale logiske slutningsregler i alle sine led. En
paralogisme (fejlslutning) er en tekst der ikke gør det.
Der er dermed to grundlæggende
videnskabelige argumentationsformer. Den ene består i at underbygge sine
påstande med beviser, demonstrationen.
Den anden, tilbagevisningen eller refutationen,
består i at vise at en given tekst er en paralogisme.
Demonstration bruges naturligvis
typisk til at bakke egne påstande op. Refutationen til at tilbagevise andres
påstande.
En argumentation der bygges op
over disse to former kaldes dialektisk.
Den består af påstande og modpåstande.
En
særlig form for dialektik foreligger hvis man benytter refutationen til at
overskride begrebsgrænser og altså udvide sit domæne.
Man behøver ikke altid via en
refutation afvise en påstand. Refutationen kan udmærket vise at en
demonstration af en påstand er mangelfuld, dvs at præmisserne er
utilstrækkelige til at bære påstanden. Resultatet kan være at man netop bliver
i stand til at lede efter den manglende præmis og altså fuldstændiggøre
demonstrationen.
Den ideale træstruktur som en velstruktureret tekst udgør,
har som terminalpunkter (blade) argumentationer.
Hele teksten kan opfattes som en
stor demonstration af den påstand der er svaret på problemstillingen. Det er
klart at der undervejs kan være (og i reglen vil være) mangler i
argumentationen. Idealet er imidlertid at undgå dem. Der findes ikke noget
bedre overbevisningsmiddel en den uigendrivelige argumentation.
I bladene (eller i ‘bunden’) af
argumentationsstrukturen finder vi de basale
præmisser, dvs de påstande som det hele i yderste konsekvens bygges på.
De basale præmisser optræder
normalt som sætninger i de enkelte paragraffer (afsnit) af teksten. Et afsnit
er en lille argumentation. Den kan opbygges deduktivt eller 'udfoldende', som
et matematisk bevis.
Den kan også opbygges induktivt eller 'pointerende' som en
fortælling eller en vittighed.
Eller den kan bygges op som en kombination af de to:
timeglas eller prisme.
De basale præmisser, bladene i træet, udgøres af påstande
der hævdes at være sande. Det kan være fordi noget stipuleres definitorisk
eller fremsættes som en selvindlysende påstand:
Tabet af familie og
venner fremkalder følelser af sorg, fortvivlelse, ledsaget af måske depressive,
måske aggressive følelser.
Eller fordi der gives et belæg, ofte i form af et citat:
I den rapport som Bonaparte d. 23. februar
1798 rettede til Direktoriet siger han:
Quelques efforts que nous fassions, nous n'acquerrons pas, d'ici à
plusieurs années, la supériorité des mers. Opérer une descente en Angleterre
sans être maître de la mer est l'opération la plus hardie et la plus difficile
qui ait été faite. Il faut de longues nuits et dès lors l'hiver. Passé
le mois d'avril, il n'est plus possible de rien entreprendre.
Eller fordi der henvises til dokumentation i en fremstilling
som refereres:
quelques
ouvrages, en général plus récents et qui s'appuient souvent sur des analyses de
l'opinion à l'échelle départementale, sont plus nuancés. Sweets
(1986, trad. fr 1996) à propos de Clermont-Ferrand:
Je me suis aperçu que plus de
gens se sont opposés à Vichy et moins de gens ont activement collaboré que je
ne l'avais supposé (Sweets, 1996, 10)
Zaretsky à propos du Gard, haut-lieu du protestantisme
français, et donc traditionnellement réfractaire:
most citizens rejected, on
ideological and moral grounds, and earlier than generally held, the regime of
Vichy (Zaretsky, 1995, 259)
Cf. aussi Baudot, 1960, sur le département de
l'Eure; Bougeard, 1990, sur la Bretagne; Laborie, 1980, sur le Lot.
Det er en misforståelse at tro
at alle påstande skal dokumenteres udførligt. En fremstilling ville blive
ulæselig (og formentlig ‘uskrivelig’) hvis det krav skulle imødekommes. Det
afgørende er at forfatteren af en afhandling er rede til - og derfor i stand
til - at gå ind i en argumentation for alle sine præmisser hvis deres gyldighed
bestrides. Det er ofte i sådanne debatter at den kritiske videnskabelige dialog
og udvikling finder sted. I alle fag og discipliner er der en vis konsensus om
hvad der selvindlysende og som derfor ikke behøver nærmere diskussion, fordi
den ville være udtryk for krakileri. Hvis der skal rejses debat om ‘l'acquis’, skal det klart være fordi det
har et formål: fornyelse, grænseflytning. En stor del af indholdet i et
videnskabeligt paradigme består i enighed om hvad det er interessant at
diskutere og hvad man ikke ser nogen pointe i at tage op.
Det meget ofte rejste problem om hvilket publikum man henvender
sig til med en afhandling opløser sig i dette punkt af processen. En del af en
videnskabelig forfatters kompetence består i at vide hvad der er gængse og hvad
der er nye informationer. Hvis det drejer sig om gængse informationer (vedtagne
sandheder, velkendte sagforhold) kan forfatteren naturligvis stille det krav
til sin læser at vedkommende sætter sig ind i fagets eller disciplinens
grundlagsviden.
Heroverfor står et naturligt ønske fra læserens side om maksimal servicering
fra forfatterens side, især et ønske om ikke at skulle udføre urimeligt
ekstraarbejde for at kontrollere dokumentationen. Det er her - som så ofte - et
spørgsmål om fingerspidsfornemmelse at afveje de to krav mod hinanden. For
meget dokumentation trætter visse læsere, for lidt skræmmer andre væk. Der er
ingen gyldne regler for den enkelte forfatters valg. Det er dog værd at huske
at det primære formål med dokumentation er at sikre troværdighed. Læseren ved
at der er skrappe sanktioner forbundet med at 'snyde'. Derfor vil forfatteren
normalt få ret lang snor. Omvendt ved forfatteren også at snyd koster dyrt.
|
Af Erik Hoffmeyer
Der er
almindelig enighed om, at den teknologiske udvikling er den enkeltfaktor, som
betyder mest for stigningen i velstanden.
Derimod
er der ikke nogen klar opfattelse af, hvorledes den teknologiske udvikling
styres, og det tempo, hvormed den påvirker den økonomiske udvikling.
Det er
almindeligt at hævde, at de mest dynamiske samfund er karakteriseret ved, at
virksomheder hurtigt anvender ny teknologi og er i stand til at forbedre den,
efterhånden som der indhøstes erfaringer.
Kan der
spores en sammenhæng mellem velfærdsniveauet og dynamikken?
Forbindelsen
skulle gå i retning af, at et højt indkomstskatteniveau skulle gøre det mindre
fristende at foretage investeringer, der er forbundet med risiko.
På den
måde skulle velfærdssystemet som en af sine omkostninger have, at den
økonomiske fremgang blev langsommere.
Der har
været ført lange diskussioner om den måde, ny teknologi spredes på, og det
har været fremhævet, at der går meget lang tid mellem de fundamentale
opdagelser og omsættelsen til industriel teknologi.
Vi har
haft forskellige bølger, selv om det ikke er ganske klart, hvorledes man kan
afgrænse dem.
Den
seneste har været i 1950erne og 60erne.
Det
hævdes ofte at USA har en dynamisk udvikling og en mere åben indstilling over
for indførelse af ny teknologi i modsætning til de europæiske lande.
På den
måde kunne man sige, at det velfærdsniveau, der præger Nordeuropa - bortset fra
England - kan medvirke til en forklaring på den formodede forskel mellem USA
og Vesteuropa.
Her er
det dog bemærkelsesværdigt, at væksten over længere perioder i USA og det
nordlige Europa er nogenlunde den samme, selv om det må erkendes, at
amerikanerne har ord for at være mere avancerede ved anvendelsen af ny
teknologi.
Den
amerikanske, økonomiske diskussion er i virkeligheden lige så præget af
problemet om den svagere produktivitetsstigning igennem 70erne og 80erne, som
vi også har haft her i Europa.
Man
inddrager i debatten både de teknologiske bølger, uddannelsespolitik, skatter
og bureaukratiske reguleringer.
Det
ville være synd at sige, at man når til et klart resultat, men det ser næppe
ud til, at skattetrykket er den udslagsgivende faktor.
Der er
således ikke tvivl om, at investeringerne i erhvervslivet er helt afgørende
for den økonomiske fremgang, men det er altså næppe skattetryk og
velfærdssystemerne, der bærer hovedansvaret for den svagere, økonomiske
vækst. (Politiken 9. okt. 1996)
|
Top
Når man skriver en
afhandling, foretager man en henvendelse til en læser som man gerne vil
overbevise om et synspunkts gyldighed. Sad man ansigt til ansigt ville der
udvikle sig en samtalens dialektik hvor spørgsmål og svar, argumenter, kritik
og modspørgsmål ville føre til en stillingtagen: overbevisning, skepsis eller
afvisning. Den skriftlige afhandling kan karakteriseres som et forsøg på at
give svar og argumenter til spørgsmål, kritik og modspørgsmål som læseren ville
fremkomme med i en sådan samtale. Teksten er på den måde halvdelen af en
dialog, iscenesat af forfatteren, der med sin fantasi skal foregribe de
spørgsmål læseren stiller sig på ethvert sted i teksten og give svar på dem. I
oldtid (Platons dialoger), middelalder, renæssance og oplysningstid, var det i
øvrigt almindeligt at videnskabelige forfattere, 'filosoffer', benyttede
dialogformen eller brevformen som redaktionel ramme:
|
Eksempler
Thomas Aquinas (1225?-1274): Summa Theologica (ufuldendt), bygger
sit værk op omkring spørgsmål, fx I,ii, Quaestio 3. Quid sit beatitudo? (Hvad er lykke?)
Spørgsmålet besvarer han i 8
artikler: fx. Art 1. Utrum beatitudo sit aliquid increatum? (Mon
lykke er noget uskabt?), Art. 2. (Si est aliquid creatum, utrum beatitudo sit
operatio? (Hvis
den er noget skabt, mon den så er virksomhed?), osv.
I hver artikel nedlægger han
først en hovedpåstand som svar på spørgsmålet. Dernæst belægger han svaret
med argumenter og citater fra filosoffer og kirkefædre. Der giver han
ligeledes argumenter og citater for den modsatte påstand.
Endelig drager han en
konklusion, indledt med ordene: Respondeo
dicendum quod (Jeg svarer ved at sige at ...), idet han diskuterer
argumenter og modargumenter.
Galileo Galilei(1564-1642): Dialogo dei massimi sistemi (1630) er
skrevet som et lille drama med personerne Salviati, Sagredo og Simplicio der
diskuterer den ny fysik i fire dage (giornate).
Gottfried Wilhelm Leibniz
(1646-1716): Nouveaux essais sur l'entendement
humain (1703-04, udgivet 1765), benytter to personerThéophile et
Philatèle, til at diskutere Lockes Essay
concerning Human Understanding fra 1690.
|
Denne
lidt kunstige, men ofte livlige form for dialektisk teknik er gået af mode. Men
den er stadig god forståelsesramme for skriveprocessen.
Forside
Forsiden bør rumme følgende elementer:
·
Genre: 'Speciale' (el. 'Specialeopgave')
·
Titel (meget stor eller ekstra stor typografi)
·
Evt. undertitel (stor eller meget stor, evt kursiv)
·
Universitet, institut, fag
·
Forfatternavn
·
Vejleders navn
·
Afleveringstidspunkt: mindst måned og år
|
Specialeopgave
Det
centralistiske Frankrig
Er Frankrig blevet decentraliseret efter 1982?
Københavns
Universitet
Romansk
Institut
Fransk
Forfatter: Jensigne
Jensen-Larsen
Vejleder: Henrik Prebensen
Oktober 2000
|
Titel
Titlen bør gengive problemstillingen, gerne formuleret som
et spørgsmål efterfulgt af et kort signalement af problematikken eller
indholdet.
Eksempel
Frankrig 1940-80. Storhed eller
velfærd?
Napoléon. Le mythe du sauveur
Les anaphores. Rôle et fonctionnement dans la
dynamique textuelle
Forgotten Crisis. The Fin-de-Siècle Crisis of Democracy in France
Espaces mentaux. Aspects de la
construction du sens dans les langues naturelles
Indholdsfortegnelse
Indholdsfortegnelsen
viser tekstens struktur og er derfor et vigtigt arbejdsredskab for læseren. Det
er vigtigt at den har en form der entydigt viser strukturen vha af indryk eller
afsnitnummerering eller begge. Sidetal sættes til højre efter udpunktering:
|
Eksempel
Indholdfortegnelse
0.Indledning........................................................................................
1. <Tekst>.........................................................................................
1.1<Tekst>...........................................................................
1.2<Tekst>...........................................................................
1.3<Tekst>...........................................................................
2. <Tekst>.........................................................................................
2.1<Tekst>...........................................................................
2.2<Tekst>...........................................................................
2.2.1<Tekst>.................................................................
2.2.2<Tekst>.................................................................
3. <Tekst>.........................................................................................
3.1<Tekst>...........................................................................
3.2<Tekst>...........................................................................
3.3<Tekst>...........................................................................
3.4<Tekst>...........................................................................
4.Konklusion......................................................................................
Bibliografi..........................................................................................
Appendices........................................................................................
Mønster for indholdsfortegnelse
|
For at læseren kan læse teksten
og samtidig overskue dens struktur kan det være en god idé at lave
indholdsfortegnelsen som 'folde ud ark'.
Et 'folde ud ark' er et ark
papir i dobbelt-størrelse (A3), og landskabsformat (i.e. på langs), med en fals
og tekst skrevet til højre i portrætformat. De fleste fotokopieringsmaskiner
kan kopiere et ark A4 over på et A3 ark:
¬ A3 ®
¬
A4 ®
+-------------------------+
¦ ¦ teksttekst ¦
¦ ¦ teks ¦
¦ ¦ ¦
¦ ¦ teksttekst ¦
¦ ¦ teksttekst ¦
¦ ¦ teksttek ¦
¦ ¦ ¦
¦ ¦ teksttekst ¦
¦ ¦ teksttekst ¦
¦ ¦ teksttekst ¦
+-------------------------+
fals
Folde ud ark med tekst
Typografi
Overskrifter
Kapiteloverskrifter:
fed, stor (evt meget stor)
Underkapiteloverskrifter:
fed (evt. kursiv)
Indre
overskrifter: kursiv
Afsnit (paragraffer)
Hver paragraf skal være tydeligt markeret som en selvstændig
tekstenhed, dvs enten med indryk:
Her begynder et nyt afsnit ...
eller med dobbelt linieskift, skydning:
Her
begynder et nyt afsnit ...
Det
duer ikke at køre hele teksten med fast venstremargin og kun paragrafmarkering
til højre. Det strukturerer den ikke tilstrækkeligt for læserens øje.
Margin
Af
hensyn til indbinding bør venstremargin (ved tryk på begge sider skiftevis
venstre og højremargin) være på 4 cm, mens den modstående margin passende kan
være på 3 cm. Top- og bundmargin kan tilsvarende være hhv 3 og 4 cm. Sidetal
anbringes enten centreret eller i nederste yderhjørne.
Man
kan godt lave klummetitler.
Paginering
Sidetal
starter med evt smudsblad. Ellers med titelblad.
Appendikser
og den slags kan pagineres særskilt.
Sats
Brødteksten
holdes i almindelig sats, fx 12-punkt. Citater, der sættes med indryk, kan
sættes i lidt mindre sats, fx 11, 10 eller evt 9-punkt.
Af
typografiske virkemidler er der (halv)fed, kursiv, understregning og kapitæler.
Kursiv
bruges til sproglige fremmedelementer, dvs citater i teksten, fremmede ord som
latin, samt til fremhævelse. Mangler man kursiv, bruges anførselstegn til
fremmedelementer, understregning til fremhævning.
Halvfed
bruges til voldsom fremhævelse (og overskrifter).
Kapitæler
kan bruges til navne, Théatre Français
fx, og evt. fremhævning.
Understregning
bør så vidt muligt undgås.
Husk
at overdreven brug af det typografiske 'snask' giver et meget rodet og i
længden trættende skriftbillede. I begrænsningen kendes mesteren!
Undgå
'skrivemaskingåseøjne' i 'bogtryk': " ser grimt ud, brug “ og ” eller « og
».
Bibliografi
Bibliografien er
en liste hvormed forfatteren informerer om sine inspirationskilder og
bevissteder. Formålet er ikke at vise hvad afhandlingens forfatter har læst
(eller kunne have læst), men hvad afhandlingen bygger på, direkte eller
indirekte. Den skal give læseren alle betingelser for at efterprøve
afhandlingen kritisk. Bibliografien bør altså medtage alle værker der citeres eller udgør belæg for afhandlingen. Ved belæg
forstås en tekst eller anden kilde der refereres, hvorfra der er hentet
oplysninger eller som har givet inspiration, men hvor det anvendte ikke anføres
i citatform.
Man kan vedføje en kritisk bibliografi, hvor man giver en
kort vurdering af værker der indtager en særlig stilling eller har spillet en
særlig rolle.
Bibliografien ordnes primært alfabetisk, sekundært - ved
flere værker af samme forfatter - kronologisk efter publikationsår. Flere
publikationer fra samme år forsynes med indexbogstav: '1987a, 1987b,...'. Hver
indgang giver forfatternavn, udgivelsesår og titel:
|
Eksempel
(…)
Hodges,
Wilfred: 1991, Logic (1977)
1994, Model Theory
Leibniz, 1903, Opuscules et
fragments inédits, éd. Courturat
Kripke, Saul A.: 1980, Naming
And Necessity
Reinhart, Tanya: 1983, Coreference and Bound Anaphora, in Linguistics and Philosophy, 6,1, 47-88
(…)
|
|
Eksempel
Bibliographie
1. Sources
BBC Archives, Reading, Dossiers sur les correspondances des auditeurs en France.
Archives Nationales, Paris,
Fonds des archives du chef de l'État, Dossiers du Secrétariat Général, AG II,
Rapports préfectoraux sur l'état d'esprit public, F1 CIII,
Contrôle téléphonique, F7
Gallup, George H. (General editor),The Gallup International Public Opinion
Polls, France 1939, 1944-75, 1976,
Maréchal Pétain, 1941, La France nouvelle, Principes de la communauté suivis des Appels et
messages 17 juin 1940 - 17 juin 1941, Paris, Fasquelle, Éditeurs
Gustave Hervé, C'est Pétain qu'il nous faut, Éditions de la Victoire, Paris,
1935
2.
Ouvrages
Barruch, M. O., 1997, Servir l'Etat français, L'administration en France de 1940 à 1944
Baudot, M., 1960, L'opinion
publique sous l'occupation, L'exemple d'un département français (1939-45) [le
département de l'Eure]
Berger, G. et al., 1957, L'opinion publique
Bougeard, C, 1990, L'évolution
de l'opinion de 1940 à 1944: La Bretagne dans la France de Vichy,
Institut d'histoire du temps présent, «Le régime de Vichy et les Français»,
Colloque, Paris, 11-13 juillet 1990
Burrin, P., 1997, La France à
l'heure allemande 1940-1944
CD-Universalis, 1996, Encyclopædia
Universalis sur CD-ROM
Conan, É. & Rousso, H., 1996, Vichy,
un passé qui ne passe pas
Crémieux-Brilhac, J.L., 1979, L'opinion française, l'Angleterre et la
guerre (septembre 1939-juin 1940), in Français
et Britanniques dans la drôle de guerre, Actes du Colloque franco-britannique
tenu à Paris du 8 au 12 décembre 1975, 1-50
- et G. Bensimhon, 1976, Les propagandes radiophoniques et l'opinion
publique en France de 1940 à 1944, in Revue
d'histoire de la 2e guerre mondiale, 101
Dank, M, 1978, The French against the French, Collaboration and Resistance
Dubief, Henri, 1976, Le déclin
de la IIIe République 1929-38, Nouvelle Histoire de la France contemporaine
13, Coll. Points, Histoire
Ferro, M., 1993, Pétain
Laborie, Pierre, 1980,
Résistants vichyssois et autres, l'évolution de l'opinion et des
comportements dans le Lot de 1939 à 1944
- 1988, De l'opinion publique à l'imaginaire social, Vingtième siècle, 18, 101-17
- 1990, L'opinion française sous
Vichy
Lottmann, H., 1994, L'épuration
1944-53
Marrus,M.R.& Paxton,R.O., 1981,
Vichy France and the Jews
Michel, Henri, 1978, Pétain et le régime de Vichy
Paxton, R.O., 1973, La France de Vichy
Prebensen, H., 1980, Den franske opinion i 1940. Fyrre millioner pétainister?, Rids
79
- 1981,
Frankrig 1940-1980. Storhed eller velfærd?
Rémond, R., 1969, La droite en France
Rossignol, D., 1991, Histoire de la propagande en France de 1940 à 1944
Rousso, H., 1990, Le syndrome de
Vichy de 1944 à nos jours
Sauvy, A., 1977, L'opinion
publique
- 1978, La vie économique des
Français de 1939 à 1945
Sweets, J.F., 1996,
Clermont-Ferrand à l'heure allemande
Seidelin Hansen, M., 1980, Den franske folkefront 1935-38
Thomsen, N., 1979, Historiske opinionsstudier
Tingsten, H., 1968, Uppkomsten af en opinion.
Synspunkter och erfarenheter. in Opinion
och opinionsbildning som historisae forskningsobjekt, Studier i historisk
metod III, ed. Rolf Thorstendahl
Wilson, F. G., 1962, Theory of Public Opinion
Zaretsky, R., 1995, Nîmes at
War, Religion, Politics, and Public Opinion in the Gard, 1938-44
|
Navn, Årstal og titel er nutildags tilstrækkelig information
til at læseren kan finde frem til kilden. Og nok til at man kan citere entydigt
inde fra teksten.
Dokumenter hentet fra nettet angives med deres adresse:
http://www.lemonde.fr
Problemet med nettet er at dokumentationsmaterialet ofte har
en efemær eksistens og hurtigt kan være umuligt at efterspore. Man bør derfor i
princippet sikre sig en kopi som ‘alibi'.
Citater
Omfattende citater,
dvs som ikke bare består af to-fem ord, men omfatter en meningshelhed eller et
tekstafsnit adskilles fra brødteksten med indryk og evt. mindre skrift:
|
Eksempel
Herom siger fx Kripke bla:
‘Possible
worlds' are little more than the miniworlds of schoolprobability blown large.
(...) The miniature worlds are tightly controlled, both as to the objects
involved (two dice), the relevant properties (number on face shown), and
(thus) the relevant idea of possibility. 'Possible worlds' are total 'ways
the world might have been', or states or histories of the entire world. To think of the totality
of all of them involves much more idealization, and more mind-boggling
questions, than the less ambitious elementary school analogue. (Kripke,1980,18)
|
Mindre citater kan integreres i brødteksten, men skal
markeres som 'fremmedelementer', fx vha kursiv eller citationstegn (undgå
understregning).
|
Eksempel
Ainsi
La
droite n'est pas seule en juillet 1940 à se ranger derrière le maréchal
Pétain: tantôt par conviction raisonnée, tantôt par résignation, la grande majorité du pays lui donne
son adhésion (Rémond, 1969, 248)
Le nouveau régime n'était pas
d'avantage issu d'une cabale. J'essaierai de montrer qu'il a bénéficié
de l'appui des masses et du concours
de l'élite (Paxton,1973, 17)
Les
semaines qui suivirent l'armistice furent marquées par une certaine euphorie;
... en zone «libre» la population bénit le maréchal de l'avoir préservée de
l'occupant; l'unanimité est presque
totale pour le suivre (Michel, 1978,76)
Une proportion importante de Français ont
mis, à ce moment, leur confiance en Pétain; si un référendum sincère avait pu
être établi, si des sondages avaient existé, ils auraient révélé un
attachement profond à cet homme, jugé planche de salut (Sauvy, 1978, 60)
It was not only the men of the
Right who greeted Pétain and the overthrowing of the Republic - if a
plebiscite had been held in August, 1940, all observers agree that Pétain
would have been approved by
ninety-nine percent of the votes (Dank, 1978, 28)
Cf. le
titre d'un ouvrage d'Henri Amouroux: 40
millions de Pétainistes.
Il est
vrai que quelques ouvrages, en général plus récents et qui s'appuient souvent
sur des analyses de l'opinion à l'échelle départementale, sont plus nuancés.
Sweets (1986, trad. Fr 1996) à propos de Clermont-Ferrand:
Je me suis aperçu que plus de gens
se sont opposés à Vichy et moins de gens ont activement collaboré que je ne
l'avais supposé (Sweets, 1996, 10)
Zaretsky
à propos du Gard, haut-lieu du protestantisme français, et donc
traditionnellement réfractaire:
most citizens rejected, on
ideological and moral grounds, and earlier than generally held, the regime of
Vichy (Zaretsky, 1995, 259)
Cf.
aussi Baudot, 1960, sur le département de l'Eure; Bougeard, 1990, sur la
Bretagne; Laborie, 1980, sur le Lot.
Quelques
ouvrages d'ensemble récents prennent également leurs distances par rapport à
cette idée d'un soutien général donné au régime par l'opinion.
le rapport que nouèrent les
Français avec Pétain (...) s'éclaire à la lumière nouvelle des archives.
(...) Une documentation complète corrige ou retourne en ce domaine
quelques-unes des analyses de mes grands prédecesseurs. Disons que j'y ai
trouvé plus de réticences envers Pétain que je ne m'y attendais et surtout
plus tôt que je ne le croyais (Ferro, 1993, iv)
Il ne paraît pas trop hasardé
d'avancer que, jusqu'en 1942, le courant favorable à concerné, en moyenne,
entre un quart et un cinquième des Français de la zone libre, et entre un
cinquième et un sixième de l'ensemble du pays. Cela ferait tout de même
quelques millions de personnes, très au-delà du petit cercle des partis de la
collaboration (Burrin, 1997, 191)
|
Citerer man flere gange fra det
samme forfatter eller værk, kan man
(men skal ikke) bruge forkortelserne Ibid. (lat. ibidem: 'samme sted'), der henviser til samme værk og sidetal, Op. cit. (lat. opus citatum: 'det citerede værk'), der følges af ny
sidetalshenvisning, og Id. (lat. idem: 'den samme' i.e. forfatter), der
følges af henvisning til et andet værk og sidetal.
Overraskelser i citater og den
slags kan markeres med [sic].(sic!)
eller lignende.
Henvisninger
og noter
Hvis der ikke er tale om citat, kan man henvise i teksten som ved citat:
|
Eksempel
½..................................................................................................
½....................En
ganske anden opfattelse finder man hos Kripke, hvor det hævdes at a priori er et erkendelsesteoretisk begreb ('concept of epistemology'),
(Kripke,1980,34), mens nødvendighed anses for et metafysisk begreb ('notion...of metaphysics') (op. cit.,35). Det
er i øvrigt værd at bemærke at Kripke om det ene benytter ordet concept, om det andet notion...............................
|
Tilsvarende
ved referat ol.:
|
Eksempel
Hos Kripke (1983,27) finder man en anden opfattelse, som
til dels bygger på ....
|
Mange sætter dog henvisningen som fodnote:
|
Eksempel
½..................................................................................................
½....................En
ganske anden opfattelse finder man hos Kripke, hvor det hævdes at a priori er et erkendelsesteoretisk begreb ('concept of epistemology')[1],
mens nødvendighed anses for et metafysisk begreb ('notion...of metaphysics')[2].
Det er i øvrigt værd at bemærke at Kripke om det ene benytter ordet concept, om det andet notion.......................................................
------
1: Kripke,1980,34
2: Op.
cit.,35
|
Noter
Noter
bryder læserytmen. Brug af noter bør derfor indskrænkes til minimum.
Henvisningsnoter
I stedet for henvisningsfodnoter bruges parentetisk
reference i forbindelse med citat eller inde i teksten, dvs '<forfatter>,
<årstal>, <side>', eller <reference> som op.cit., id., ibid. osv, se
ovenfor.
Parentetiske noter
Andre informationer, diskussioner osv integreres i selve
teksten. Hvis ikke de kan det bør de udelades i et speciale.
Filologiske noter
Kun i filologiske arbejder anvendes noter. Der er i grunden
tale om to tekster: en objekttekst,
som er den filologiske genstand, og en metatekst,
der handler om objektteksten. I en tekstudgave fx trykkes selve objektteksten
fortløbende. Varianter, filologiske kommentarer, fortolkningsdiskussioner mv
udgør metateksten, der sættes i fodnoter. Undertiden har man endda to
noteapparater, ét til tekstkritik og ét til realia. Lange noter kan derfor
optræde i filologiske specialer.
Note lay-out
Noter (hvis de bruges) anbringes som fodnoter. Det er uskik
at sætte noter efter kapitel eller afhandling. Det besværliggør læserens
arbejde og med moderne tekstbehandling er der intet redaktionelt besvær ved
fodnoter. Æstetiske overvejelser må vige for funktionalitet.
Appendices
Kildetekster, tabeller, illustrationer, kort og sekundære
diskussioner eller 'metadiskussioner' kan bringes i appendixform efter
afhandlingen. Hvis læseren skal kunne følge med i et sådant materiale under
læsningen, kan det bringes som 'folde ud ark', jf ovenfor.
Sprog og stil
Det er en god idé at arbejde med at gøre sin tekst enkel og
klar. Skriv korte sætninger. Undgå tomme ord, gradsadverbier, pragmatiske
adverbier og den slags. Vær 'affirmativ', men vej de enkelte udsagn på guldvægt.
Undgå udsagn uden informationsindhold. Undgå unødige gentagelser. Undgå ‘du
français traduit’.
Sørg for at læse ordentlig
korrektur. Korrektur læses allerbedst af en anden. Selv læser man bedst
korrektur nogle dage eller uger efter at have skrevet en tekst. Allerbedst er
det at læse korrektur bagfra.
De færreste behersker det grammatiske kommasystem
100 korrekt og systemet er intetsigende. Men det er stadig 'tilladt'.
Pausekommasystemet, der i princippet sigtede på at
være understøttende for læsningen, er nu opgivet til fordel for et mere
mekanisk system, det såkaldte enhedskomma.
Der er syv hovedregler for enhedskomma, og de kan
stilles op i tre hovedgrupper: sideordning, indskud og bisætninger
Sideordning
(1)komma mellem hel-
(hoved-)sætninger når der ikke er punktum
enkelte børn skreg, enkelte andre hylede, og resten brølede
(2)komma mellem enhederne i
opremsninger, undtagen hvor der står og
eller eller
tasken gik op, og nøgler, penge, pudderdåse, lommetørklæde og
alt resten trillede ud
(3)komma foran men
tasken gik op, men beholdt sit indhold
Indskud
(4)appositionelle
forklaringer og præciseringer
tasken gik op, og hele indholdet, I ved hvad en dametaske kan
rumme, faldt ud, ret imponerende
(5)også appositioner
min nabo, fru Jensens, taske gik op, og det hele faldt ud
(6)og parentetiske
bisætninger
dametaske, der var lavet af ægte falsk krokodilleskind, og
som havde kostet 9,99 i Reseda, gik op, og indholdet faldt ud
Bisætninger
(7)altid komma efter bisætning
selv om hun prøvede at trøste dem, hylede alle børnene
den taske hun holdt i hånden, gik op, og alle hendes børn faldt ud -
fotografierne altså
