Det
danske samfund indgår i den stigende nationale og internationale konkurrence om
viden og kompetence, og succes i den forbindelse er en forudsætning for fortsat
vækst, velstand og velfærd. De danske universiteter er centrale
samfundsinstitutioner, som producerer og formidler viden og kompetencer til
hele samfundet, herunder dansk erhvervsliv.
Det
stiller nye og skærpede krav til de danske universiteter – og samspillet med
det øvrige danske videnssystem. Universiteterne skal kunne reagere lige så
hurtigt, fleksibelt og effektivt på forandringer og nye krav, som deres
udenlandske konkurrenter.
Reformen
tager afsæt i nødvendigheden af en markant styrkelse af universiteternes handlekraft
og samspil med omverdenen og behovet for at sætte den enkelte studerende i
centrum. Reformen skal også sikre principper som: øget åbenhed, øget faglig
selvbestemmelse og øget frihed til selv at bestemme sin interne organisering.
Overskriften for fremtidens universitetspolitik er frihed med ansvar.
Hovedelementer i reformen (klik
på titlerne):
1. Formål: Universiteternes
opgaveportefølje
2. Bachelor- og kandidatuddannelser
4. Intern kvalitetsikring og
kvalitetsudvikling
6. Udviklingskontrakter og andre
styringsinstrumenter
Universiteterne
har til opgave at bedrive forskning og udbyde forskningsbaseret uddannelse på
højeste internationale niveau og på den baggrund tilføre samfundet
forskningsresultater og viden med innovation, vækst og velstand til følge. Den
nye komponent er således: Vidensudveksling og videns- og teknologioverførsel
til det omgivende samfund, herunder erhvervslivet, som en væsentlig opgave for
universiteterne.
En ny universitetslov skal præcisere, at universiteterne er forpligtede til aktivt at udveksle viden og kompetencer med det omgivende samfund, herunder også aktivt bidrage til og deltage i den offentlige debat om vigtige samfundsmæssige forhold. Det er også centralt, at universiteterne skal vedligeholde og udvikle vigtige grunddiscipliner inden for de fagområder, som universitetet dækker.
I
forlængelse heraf skal loven indeholde en præcisering af universiteternes
forpligtelse til at værne om forskningsfriheden. Forskningsfriheden er knyttet
til universitetet i den forstand, at den falder inden for universitetets
forskningsstrategier, som ledelsen formulerer og prioriterer. Det er imidlertid
den enkelte forskers ret at vælge emne, metode og fremgangsmåde inden for de
strategiske rammer, som er udarbejdet for universitetet i forskningsstrategi og
udviklingskontrakt. Den enkelte forsker kan imidlertid også pålægges bestemte opgaver
af ledelsen akkurat som i dag.
Universiteternes
opgaver kan følgelig samles under tre overskrifter: Vidensudveksling,
uddannelse og forskning.
For så vidt angår vidensudveksling betyder det følgende for
universiteternes opgaveportefølje:
Universiteternes
uddannelsesopgave
består mere
præcist i udbuddet af forskningsbaserede bachelor- og kandidatuddannelser,
forskeruddannelser og forskningsbaseret efter- og videreuddannelse på højeste
internationale niveau og undtagelsesvis ikke-forskningsbaserede
diplomuddannelser i overensstemmelse med Loven om Videreuddannelse for Voksne
(VfVloven).
Det
betyder, at der skal være en tæt forbindelse mellem universiteternes
uddannelsesopgaver og forskningsopgaver, så der sikres et samspil mellem
forskning og uddannelse.
Universiteternes
forskningsopgave består i generel
forstand i at bedrive forskning inden for udvalgte områder på højeste
internationale niveau. For at den opgaveportefølje, som universiteterne har,
bliver løftet, forudsættes det, at der bliver truffet strategiske valg og
prioriteret mellem udvalgte forskningsfelter og fagområder i overensstemmelse
med de faglige forsknings- og uddannelsesstrategier, der er blevet udarbejdet
for universitetet.
Det er
derfor en central opgave for universiteterne i forhold til både forskning,
uddannelse og vidensudveksling, at der udarbejdes strategier og foretages en
strategisk prioritering og udvikling af forskningsfelter og fagområder inden
for universitetets kernekompetencer og styrkepositioner, som understreger
universitetets profil.
Universiteternes
opgaver og aftalens elementer behandles mere udførligt i det følgende.
En
reform af bachelor- og kandidatuddannelserne skal styrke uddannelsernes faglige
kvalitet, sammenhæng og samfundsrelevans. Universiteterne skal – ud over
forskerstuderende – uddanne højt kvalificerede kandidater med
kompetenceprofiler, der er efterspurgt på arbejdsmarkedet. Det markante
studenterfrafald på mange universitetsuddannelser skal reduceres, ligesom
unødvendigt lange studietider skal undgås. Flere kandidater skal hurtigere
igennem – og i arbejde.
Uddannelsesreformen
skal understøtte nytænkning på uddannelsesområdet. Uddannelsernes indhold og
struktur skal tage afsæt i videnssamfundets kompetencebehov. I en tid med
hastigt skiftende kompetencekrav stilles store krav til øget fleksibilitet og
mobilitet mellem uddannelser og universiteter. Det vil fortsat være således, at
videnskabsministeren godkender udbud af nye uddannelser.
Uddannelsesstrukturen
skal være mere fleksibel, således at de studerende gives en klarere valgfrihed
inden for faste rammer. Meritproblemer, blindgyder og dobbeltuddannelse skal
undgås. Det er endelig et klart og helt nødvendigt mål at sikre uddannelsen af
tilstrækkelig mange gymnasielærere.
Reformen
følger op på en udvikling, der allerede er i gang på universiteterne. Reformen
bidrager til udviklingen af universitetsuddannelserne med følgende overordnede
instrumenter: 1. En omlægning af studiestrukturen, herunder en modulopbygning
af uddannelserne, 2. En omlægning af kandidatoverbygningsuddannelserne og 3. En
intensivering af den individuelle studievejledning.
For det første skal uddannelsesstrukturen omlægges med en reel og fuld
implementering af den nuværende uddannelsesstruktur med treårige
bacheloruddannelser efterfulgt af toårige kandidatoverbygningsuddannelser.
Bacheloruddannelsen skal give mulighed for at vælge mellem flere
kandidatoverbygningsuddannelser.
Der
indføres modulopbyggede bacheloruddannelser, der efterfølgende giver de
studerende valgmuligheden mellem flere relevante kandidatoverbygninger.
Der
gennemføres en fuld implementering af det såkaldte bachelorprojekt.
Bachelorprojektet placeres i bacheloruddannelsens tredje år, som en afrunding
af uddannelsen, der dokumenterer, at det faglige niveau er nået.
For det andet omlægges kandidatoverbygningsuddannelserne. På
kandidatoverbygningsuddannelserne skal det være muligt for de studerende at
vælge mellem og sammensætte uddannelser med forskellige kompetenceprofiler, der
retter sig mod forskellige jobområder inden for såvel den private som den
offentlige sektor, og herunder en forskerkarriere.
De
fag, hvor en studerende sigter mod en karriere i gymnasieskolen, tilrettelægges
således, at der bliver mulighed for, at man kan opnå en tofagsuddannelse, der
er målrettet de gymnasiale uddannelser, og som giver kompetence til at
undervise her. Uddannelsen skal have samme kvalitetsniveau som den nuværende
kandidatoverbygningsuddannelse. Den studerende vil typisk vælge uddannelsen i
det fjerde år.
En
fuld implementering af bachelor- og kandidatuddannelsesstrukturen vil give de
studerende større fleksibilitet og frihed til at vælge mellem forskellige
kandidatoverbygningsuddannelser og vælge mellem universiteterne. For at
tiltrække og fastholde studerende bliver udviklingen af profilerede
kandidatoverbygningsuddannelser med et højt fagligt niveau en konkurrenceparameter
for universiteterne.
For
det tredje skal den individuelle studievejledning intensiveres. For at reducere
frafald og understøtte de studerende i at gøre valg i en uddannelsesstruktur
præget af mere fleksibilitet og valgfrihed forpligtes universiteterne på en
målrettet individuel studievejledning af de studerende. Vejledningen er i den
forbindelse central i tilknytning til den enkelte studerendes valg af kurser og
til at klargøre, hvilke kompetencer den studerende opnår gennem valget af det
enkelte modul samt gennem bestemte kombinationer af kurser.
Universiteterne
skal fortsat udbyde ph.d.-uddannelser og forskningsbaserede efter- og
videreuddannelser.
Bestyrelsen
vil ved hvert universitet kunne fastlægge sine nærmere forhold og indre
organisering i de vedtægter, som skal udarbejdes. I vedtægterne fastlægges også
sammensætningen af universitetets repræsentantskab. Vedtægternes indhold vil
dog være begrænset af de rammer, som den nye universitetslov vil opstille, og
Videnskabsministeriet skal godkende, at de enkelte vedtægter ikke er i strid
med loven.
Formålet
med en reform af universiteternes ledelsesstruktur er at give ledelsen friere
rammebetingelser for at træffe beslutninger, prioritere og disponere. Det skal
hænge sammen med, at ledelsen bliver holdt direkte ansvarlig for kvantiteten og
kvaliteten af forskning, uddannelse og vidensudveksling. Styrkelsen af
universiteternes ledelse er en naturlig følge af universiteternes udvidede opgaveportefølje.
Ledelsesreformen skal sikre, at forsknings-, uddannelses- og
vidensudvekslingsopgaverne bliver løftet på højeste internationale niveau, hvor
man kan gøre brug af bl.a. forskningsvogtning, ’benchmarking’ og forskellige
kvalitetssikringsmekanismer.
Det
vil være nødvendigt at gennemføre en så omfattende universitetsreform i løbet
af en årrække, hvor implementeringen af de forskellige elementer følger
hinanden i en hensigtsmæssig rækkefølge.
Med
hensyn til ledelsesreformen vil der pågå en længere overgangsfase, hvor
delelementerne føres ud i livet. Valgene af de nuværende ledere skal
respekteres i den forstand, at de valgte ledere fortsætter deres hverv i hele
valgperiodens længde medmindre det fastsættes anderledes af universitetet i sin
vedtægt. Af hensyn til gennemførelsen af de øvrige tiltag er det nødvendigt, at
lederne i denne overgangsperiode tildeles de kompetencer, der beskrives i det
følgende.
På
samme måde vil eksisterende fakultetsråd, institutbestyrelser og studienævn
fortsætte deres arbejde indtil de organer, der overtager deres funktioner, kan
etableres.
Bestyrelsen
Universitetets
øverste ledende organ er bestyrelsen. Bestyrelsen varetager generelt
universitetets interesser og skal øge universitetets gennemslagskraft i forhold
til hele samfundet. Den har den overordnede kompetence for universitetets
økonomi og budget, personale- og bygningsmæssige forhold, forsknings- og
uddannelsesstrategier, handlingsplaner, vedtægter, organisation og udvikling.
Den indgår udviklingskontrakter med Videnskabsministeriet og sikrer
universitetets samarbejde med det omgivende samfund. Der skal herske åbenhed om
bestyrelsens beslutninger samt grundlaget og bevæggrundene for bestyrelsens
beslutninger.
Bestyrelsen
sammensættes af medlemmer, der er valgt af og blandt det videnskabelige
personale, det teknisk-administrative personale og de studerende samt eksterne
medlemmer, der repræsenterer forskellige relevante samfundsinteresser.
Bestyrelsen skal have et flertal af eksterne medlemmer, og der skal som minimum
være 2 repræsentanter for de studerende. Antal bestyrelsesmedlemmer fastsættes
i universitetets vedtægt.
Bestyrelsens
eksterne medlemmer udpeges i kraft af egen person og ikke som repræsentant for
bestemte særinteresser. De skal være forskningsog/ eller uddannelseskyndige
personer, der har erfaringer med ledelse, organisation og økonomi, og/eller som
har erfaringer og indsigt i det pågældende universitets fagområder og
kernekompetencer. Der må gerne være udenlandske medlemmer.
Der
etableres repræsentantskaber for hvert universitetet. Repræsentantskaberne
udpeger de eksterne medlemmer af bestyrelsen og bestyrelsens formand.
Repræsentantskabernes nærmere sammensætning og kompetence fastsættes som nævnt
i vedtægten.
Bestyrelsesformand
Bestyrelsen
ledes af en formand, der vælges blandt de eksterne medlemmer af hele
bestyrelsen.
Rektor
Bestyrelsen
ansætter rektor, der varetager universitetets daglige ledelse og er ansvarlig
over for bestyrelsen.. Med andre ord varetager rektor universitetets daglige
opgaver i forhold til bestyrelsens overordnede forsknings- og
uddannelsesstrategier, planer for organisation og personale samt
vidensudveksling med det omgivende samfund. I forbindelse med rektors daglige
ledelse er bestyrelsen en kritisk og krævende ressource, som rektor står til
ansvar overfor.
Rektor
skal være en anerkendt forsker. Rektor skal have erfaringer med ledelse og
organisering af forskningsmiljøer og/eller vidensinstitutioner. Rektor skal
desuden have indsigt i universitetets virke og samspil med det omgivende
samfund. Proceduren, der skal sikre den faglige legitimitet internt og
eksternt, for ansættelse af rektor fastlægges af universitetet i sin
vedtægt.
Akademisk råd
Der
etableres et akademisk råd, som skal rådgive bestyrelsen om universitetets
forskningsstrategi og pege på prioritering af forskningsområder ud fra
forsknings- og uddannelsesfaglige betragtninger. Det akademiske råd skal
desuden rådgive rektor om fordeling af ressourcer og udtale sig om udmøntningen
af universitetets forskningsbudget efter bestyrelsens retningslinier, tildele
grader (dr., ph.d. og dr. honoris causa) og nedsætte bedømmelsesudvalg i den
forbindelse. Rektor kan være formand for det akademiske råd.
Ved
fakultetsopdelte universiteter kan man i sin vedtægt fastlægge, at der kun skal
være akademiske råd på fakultetsniveau, og det kan evt. bestemmes af dekanen er
født formand.
Rådets
medlemmer er udpegede i kraft af deres personlige egenskaber og ekspertise
inden for nationale eller internationale forsknings- og universitetsmiljøer. De
nærmere forhold vedrørende akademiske råd fastsættes i universitetets
vedtægt.
Fakulteter og institutter
Lederne
på fakultets- og institutniveau skal ligesom rektor være ansatte for at sikre
éntydighed og ensartede ledelsesprincipper på alle niveauer. Dekaner og
institutledere skal have erfaring med og indsigt i forskning, uddannelse,
ledelse og universiteternes samspil med det omgivende samfund. Proceduren for
ansættelse fastlægges af universitetet i sin vedtægt.
Dekaner
Bestyrelsen
kan vælge i universitetets vedtægter at etablere fakulteter opdelt efter
faglige hovedområder, f.eks. humaniora, samfundsvidenskab, naturvidenskab,
sundhedsvidenskab og teknisk videnskab.
Fakulteterne
ledes til daglig af dekaner, der ansættes af rektor efter proceduren beskrevet
i universitets vedtægt. Dekanen er ansvarlig for fakultetets forskning,
uddannelse, budget, personale og organisering.
Bestyrelsen
kan vælge at etablere akademiske råd også på fakultetsniveau, som skal rådgive dekanen
om forskningsstrategier ud fra forsknings- og uddannelsesfaglige
betragtninger.
Dekanen
- eller rektor, hvis universitetet ikke er fakultetsopdelt - udpeger en
uddannelsesleder efter indstilling fra uddannelsesudvalget, der sammen med et uddannelsesudvalg
er ansvarlig for den overordnede, strategiske uddannelsesplanlægning. Deres
opgaver behandles nedenfor.
Hvert
uddannelsesudvalg består af et lige stort antal lærere og studerende. Lærerne
til uddannelsesudvalget udpeges af dekanen eller rektor blandt de
heltidsansatte videnskabelige medarbejdere, der underviser inden for det
pågældende fakultets område. De studerende til uddannelsesudvalget vælges af og
blandt de studerende, der studerer inden for det pågældende fakultets område.
Udpegning af uddannelseslederen sker efter indstilling fra uddannelsesudvalget.
Uddannelseslederen er formand for uddannelsesudvalget, alternativt er dekanen
formand for udvalget.
Institutledere
Institutterne
er de enheder, hvor forskning, uddannelse og øvrige aktiviteter i forbindelse
hermed normalt finder sted.
Institutlederen
ansættes af dekan eller rektor, hvis universitetet ikke er fakultetsopdelt
efter en procedure fastlagt i universitetets vedtægt, der sikrer den faglige og
ledelsesmæssige legitimitet.
Institutlederen
er ansvarlig for instituttets forskning, uddannelse, herunder uddannelsesmiljø,
budget og personale. Institutlederen skal udarbejde en organisation til at
løfte instituttets samlede opgaver. Og vedkommende udpeger én eller flere
undervisningsledere og forskningsledere og nedsætter ét eller flere
undervisningsudvalg. Undervisningslederens og - udvalgets opgaver beskrives
nedenfor.
På de
enkelte institutter udpeges der flere forskningsledere som – under ansvar over for institutlederen – varetager og
koordinerer deltagelsen i større forskningsprojekter og -programmer som
instituttet har ansvaret for eller er involveret i. Forskningslederne har
blandt andet til opgave at varetage de praktiske forhold i forbindelse med
instituttets forskeruddannelser og evt. forskerskoler, stimulere kreativiteten,
samarbejdet og den faglige udvikling af instituttets forskningsmiljøer,
koordinere større forskningssatsninger og -projekter samt
forskningsansøgninger. Det giver et klart og éntydigt ansvar for hele ovennævnte
række af instituttets forskningsaktiviteter.
Institutlederen
er ansvarlig for, at forskningslederne får de bedst mulige rammer til at styrke
instituttets forskningsaktiviteter. Uddannelsernes faglige kvalitet, sammenhæng
og samfundsrelevans skal sikres i et samspil mellem det overordnede
uddannelsesudvalg på fakultetsniveau, det nære undervisningsudvalg på
institutniveau og det landsdækkende studieudvalg mellem universiteterne. De tre
udvalg behandles nedenfor.
Uddannelsesudvalget skal beskæftige sig med fakultetets overordnede, strategiske
uddannelsesplanlægning. Det har blandt andet følgende opgaver:
Uddannelseslederen er formand for uddannelsesudvalget og har ansvaret for fakultetets
overordnede strategiske uddannelsesplanlægning og varetager blandt andet
følgende opgaver:
I det
tilfælde hvor der er sammenfald mellem uddannelsernes faglige afgrænsning og et
instituts faglige afgræsning kan uddannelsesudvalgenes kompetence overføres til
undervisningsudvalget.
Undervisningsudvalg og undervisningsledere på institutniveau
Som
det er tilfældet for uddannelsesudvalget skal hvert undervisningsudvalg bestå
af et lige stort antal lærere og studerende. Lærerne til undervisningsudvalget
udpeges af institutlederen blandt de lærere, der underviser inden for det
pågældende instituts område, dog skal mindst halvdelen af lærerne være
heltidsansatte videnskabelige medarbejdere.
De
studerende til undervisningsudvalget vælges af og blandt de studerende, der
studerer inden for det pågældende instituts område. Udpegning af
undervisningslederen sker efter indstilling fra undervisningsudvalget.
Undervisningslederen er formand for undervisningsudvalget, alternativt er
institutlederen formand for udvalget.
Undervisningsudvalget har blandt andet følgende opgaver:
Undervisningslederen varetager den daglige ledelse af undervisningen under ansvar over
for institutlederen og har blandt andet følgende opgaver:
Landsdækkende studieudvalg
Der er
behov for en styrkelse af den institutionelle kvalitetssikring, herunder
skærpelse af universitets forpligtelse i den henseende. Gennemsigtigheden er i
dag for lav: Flere universiteter udbyder en del uddannelser under samme eller
beslægtede betegnelser, men hvor struktur og indhold over tid har udviklet sig
meget forskelligt. Arbejdsgiverne ved derfor ikke altid, hvilke kompetencer de
investerer i, når de ansætter en nyuddannet. Denne udvikling skaber også
problemer for de studerende, der støder ind i vanskeligheder ved at få
godskrevet og meriteret eksaminer.
Universiteterne
nedsætter landsdækkende studieudvalg for samme eller beslægtede uddannelser.
Studieudvalgene sammensættes af repræsentanter for de universiteter, der
udbyder de(n) pågældende uddannelse(r), for centrale aftagere, for færdige
kandidater og udenlandske sagkyndige. Studieudvalget skal sammensættes med en
overvægt af eksterne repræsentanter, og formanden skal vælges blandt aftagerne.
Dekanerne (eller rektor, hvis uddannelsen ikke henhører under et fakultet)
nedsætter i fællesskab de respektive landsdækkende studieudvalg.
Det
overordnede formål er at forbedre dels det tværgående samarbejde mellem
universiteter, dels samarbejdet mellem universiteter og det omgivende samfund.
Formålet er også at understøtte det politiske ønske om øget decentralisering og
afbureaukratisering ved at forenkle regelsæt og flytte beslutningskompetence
fra staten til universiteterne.
Et
centralt element er at sikre beslægtede uddannelser en fælles identitet uden at
ensrette udbuddet, da der fortsat skal være plads til forskellighed på tværs af
universiteterne. Et andet centralt element er at skabe en platform for den
løbende udvikling af uddannelsernes kvalitet, indhold og relevans i forhold til
arbejdsmarkedets hastigt skiftende kompetencebehov samt at nedbryde
meritbarrierer og uddannelsesmæssige blindgyder.
Studieudvalgene
skal ikke overtage opgaver, som hidtil er blevet varetaget af universiteterne
lokalt, men skal bidrage til at kvalificere universiteternes opgavevaretagelse.
Studieudvalgene skal i samarbejde med universiteterne derimod overtage en række
opgaver, som hidtil er blevet varetaget af Videnskabsministeriet. Som
konsekvens heraf kan uddannelsesrådene nedlægges.
Med
dette udgangspunkt bliver studieudvalgene kritiske kvalitetsvogtere af hele
uddannelsesområder som supplement til det enkelte universitets egne
kvalitetssikringsmekanismer på fakultets- og institutniveau. Konkret kan
studieudvalget indgå samarbejde med de påtænkte advisory boards, jf. nedenfor,
for forskning og uddannelse om konkrete projekter - f.eks. evaluering og anden
kvalitetsudvikling.
Der
skal fortsat være plads til, at uddannelsen ved det enkelte universitet har sin
egen faglige profil med hensyn til såvel indhold, tilrettelæggelse,
undervisnings- og arbejdsformer, interne evalueringsformer af undervisningen
som eksamensformer.
De
landsdækkende studieudvalg foreslås tillagt følgende opgaver:
·
Medvirke
til at sikre dialog mellem uddannelserne og aftagerne af uddannelserne om
uddannelsernes indhold, kvalitet og relevans.
·
At
skabe en kanal for hurtige behovsmeldinger til universiteterne, så
overbygninger hurtigt kan ændres og være tidssvarende.
·
Vurdere
kvalitet og relevans på arbejdsmarkedet af nye uddannelsesforslag, herunder
sammenhæng til samme/beslægtede eksisterende uddannelser, inden universitetets
ledelse træffer beslutning om at ansøge Videnskabsministeriet om godkendelse.
·
Afgive
udtalelse til universitetet over overordnede retningslinjer for
meritgodkendelser.
·
Afgive
udtalelse til rektor over klager over afgørelser truffet af et
uddannelsesudvalg vedrørende ansøgning om merit.
·
Afgive
udtalelse til universitetet over væsentlige forslag til ændringer af
studieordninger.
·
Afgive
udtalelse til universitetet over generelle retningslinjer for optagelsen på
uddannelserne.
·
Udpege
censorformænd efter indstilling fra dekaner/uddannelsesudvalg.
·
Beskikke
eksterne censorer efter indstilling fra undervisningsledere/undervisningsudvalg.
Der
skal ske en systematisk evaluering af forskning, uddannelse og undervisning.
Universiteterne skal forpligtes på at gennemføre forsknings-, uddannelses- og
undervisningsevaluering på baggrund af institutternes strategiske forsknings-
og uddannelsesplaner. Uanset type og genstandsfelt skal evalueringerne være
genstand for systematisk opfølgning, som skal blive en del af universiteternes
afrapportering og indsatsområder i udviklingskontrakterne.
Evalueringsrapporterne skal være offentligt tilgængelige.
Der
lægges op til, at de landsdækkende studieudvalg i samarbejde med
universiteterne iværksætte evalueringer i tæt dialog med de foreslåede
uddannelsesudvalg med eventuel inddragelse af instituttets advisory boards,
hvis de er fastlagt i universitets vedtægt.
De
landsdækkende studieudvalg kan bede Danmarks Evalueringsinstitut eller andre
organisationer og institutioner, gerne internationale, om at forestå eller
bidrage til turnusevalueringer.
Landsstudieudvalget
nedsætter endvidere eksterne evalueringspaneler, hvis evalueringer bl.a. skal
danne afsæt for Videnskabsministeriets stillingtagen til videreførelse og
afvikling af uddannelser. Universiteterne fastlægger selv konceptet for disse
evalueringer, men der skal som minimum indgå dimittend- og aftagerundersøgelser
med henblik på at afdække uddannelsernes relevans, aktualitet og kvalitet ud
fra en kompetencevinkel.
Samtidig
skal der udvikles et nyt koncept for en samlet og integreret evaluering af
uddannelse og forskning. Dette udviklingsarbejde skal ses i sammenhæng med den
foreslåede énstrengede ledelsesmodel, hvor institutlederen får forøget
kompetence til at disponere over både økonomiske og personalemæssige
ressourcer.
Den
foreslåede énstrengede ledelsesmodel vil også understøtte institutternes
evaluering af undervisningens kvalitet med hensyn til niveau, indhold og
pædagogik. Disse undervisningsevalueringer foreslås iværksat i regi af
institutternes undervisningsudvalg. Undervisningsevalueringerne skal
offentliggøres, ligesom det påhviler institutlederen at igangsætte relevant
opfølgning på kritiske evalueringer.
Endelig
vil forslaget om løbende og hyppigere prøver for de studerende i løbet af et
semester sammen med udvikling af nye prøve- og eksamensformer som
supplement/erstatning af ekstern censur understøtte kvalitetssikring af
uddannelserne.
Landsstudieudvalgenes
kompetence på censorområdet, som omtalt ovenfor, skal ses i forlængelse af, at
det foreslås, at begrænse det centralt fastsatte krav om ekstern censur til kun
at omfatte bachelorprojektet og kandidatspecialet.
Som
led i universitetets kvalitetssikring og –udvikling kan det i et universitets
vedtægt bestemmes, at der nedsættes et antal såkaldte rådgivende paneler ved
fakulteter og/eller institutter, der skal rådgive dekanen eller institutlederen
om forskning, uddannelse og vidensudveksling. Formålet er at bidrage til den
løbende prioritering og udpegning af forskningsog uddannelsesområder samt
rekruttering til forskergrupper.
<Tilbage>
I 2000
blev der indgået en udviklingskontrakt mellem hvert universitet og
undervisnings- og forskningsministrene. Kontrakterne udløber med udgangen af
2003. På grund af den store forskel mellem de danske universiteter såvel i
forhold til størrelse og organisering som forskningsog uddannelsesmæssig
profilering var hver kontrakt individuel, hvor et universitet opridsede de
centrale målsætninger, det ville nå inden for områderne forskning,
forskeruddannelse, ordinær uddannelse, omverdensrelationer samt administration
og ledelse. Efter finansloven for 2001 om forskning og videregående uddannelse
blev der indgået en tillægskontrakt med hvert universitet om de to forsknings-
og otte uddannelsespolitiske målsætninger i finanslovsaftalerne.
I de
eksisterende kontrakter er der ikke knyttet nogen sanktioner eller incitamenter
til det enkelte universitets grad af målopfyldelse. Kontrakterne kan derfor
bedst ses som et politisk og strategisk dokument for det enkelte universitet,
hvor det over for de ansatte, de studerende og de relevante eksterne parter har
fastlagt og synliggjort den kurs, det vil følge i perioden.
Nye udviklingskontrakter med kvalitative og kvantitative
målsætninger
Universiteterne
skal være rammestyrede ved udviklingskontrakter, og der skal sikres
incitamenter til et øget samspil med erhvervslivet. Med forslaget om ny
ledelsesstruktur bliver de kommende bestyrelser og rektorer ansvarlige for
målopfyldelsen af nye kontrakter. Rektor får kompetence af bestyrelsen til at
igangsætte arbejdet med udviklingskontrakterne, som bestyrelsen indgår med
videnskabsministeren. De nye udviklingskontrakter skal udarbejdes af de nye
bestyrelser, der indføres som en del af reformen, jf. ovenfor.
De nye
udviklingskontrakter skal beskrive hvert universitets mål og indsatsområder og
være centreret om universitetets kerneopgaver: Forskning, uddannelse, herunder
forskningsbaseret efter- og videreuddannelse, samt viden- og
teknologiudveksling.
Udviklingskontrakter
skal endvidere angive det fremtidige samarbejde med eksterne parter og
operative målsætninger for arbejde med kvalitetsudvikling m.v. Kontrakterne
skal på denne baggrund danne rammen om de strategiske forsknings- og
uddannelsesplaner, som institutlederen har pligt til at udarbejde til
indstilling hos dekan/rektor.
Kontrakterne
skal ud over eksisterende kvalitative målsætninger, f.eks. om merit, øget
fuldførelse, intern opfølgning på uddannelses-, undervisningsog
forskningsevalueringer m.v., også indeholde kvantitative og målbare indikatorer
for universiteternes virke og resultater, som ledelsen og Videnskabsministeriet
kan bruge som henholdsvis internt og eksternt styringsinstrument. De skal
derfor indeholde klare resultatmål, hvorimod det skal overlades til ledelsen af
hvert universitet, hvordan det vil opnå de enkelte målsætninger. Det kunne f.eks.
ske ved at bestyrelsen og rektor indgår interne udviklingskontrakter med de
ansatte ledere på lavere niveauer om de konkrete målsætninger for forskning,
uddannelse og de øvrige formål.
Relevante målsætninger
De nye
og klarere resultatmål kunne omfatte de studerendes mobilitet, gennemførelses-
og frafaldsandele, herunder antallet af færdiguddannede bachelorer, kandidater
og ph.d.’er, omfang, kvalitet og formidling/publicering af forskning samt
kommercialisering og patentering af forskningsresultater. Derudover skal hvert
universitet udvikle koncepter for sammenligning (benchmarking) i forhold til
andre relevante danske og internationale universiteter som led i den løbende
udvikling. Efter udløbet af perioden for en universitetsudviklingskontrakt vil
den kunne danne udgangspunkt for en ny bevillingsfordeling over en flerårig
periode.
<Tilbage>
Universiteterne
er gennem SEA-ordningen givet incitamenter til at sikre en økonomisk ansvarlig
bygningsforvaltning og en effektiv lokaleudnyttelse. Det foreslås, at
universiteterne omdannes til selvejende institutioner men uden bygningsmæssigt
selveje. Det foreslås endvidere, at der i universitetsloven er en bestemmelse
om, at de nye bestyrelser kan udarbejde et grundlag for at anmode ministeren om
at overtage statens bygninger til det enkelte universitet på nærmere aftalte
vilkår. Dette vil gøre det muligt at udvikle bygningsmæssigt selveje, så det
passer til det enkelte universitets forhold. Overdragelsen skal godkendes af
Folketingets Finansudvalg.
<Tilbage>
Et centralt element i en ny universitetspolitik er at få sikret universiteternes selvforvaltning og skabe en regelsanering og –forenkling på de områder, hvor generelle regler for statens institutioner på en uhensigtsmæssig måde binder institutionerne.
På det
økonomiske
område har
universiteterne i dag en meget betydelig selvforvaltning, da de reelt modtager
samlede blokbevillinger trods finanslovens opdeling i bevillinger til
forskning, uddannelse og øvrige formål. Der er ikke i universitetsloven fastsat
særlige regler på dette område, bortset fra § 9. stk. 2., hvor der bl.a. står,
"at institutionen skal overholde bevillingsforudsætninger og disponeringsregler
og varetage de opgaver, der er givet bevilling til". Denne økonomiske
selvbestemmelse skal fastholdes.
På det
forvaltningsmæssige
område
tilrettelægger universiteterne selv deres administration inden for de rammer,
der fastlægges i den nye lov. Herudover er der adskillige forvaltningsmæssige
regler, som universiteterne er underkastet, og som i konkrete situationer kan
føles belastende, f.eks.: forvaltningsloven, ombudsmandsloven,
rigsrevisorloven, lov om statens regnskabsvæsen, statsbyggeloven og en lang
række generelle love, bekendtgørelser, cirkulærer og retsafgørelser. Reglerne
gælder for både statslige institutioner og for selvejende institutioner, som
modtager mere end 50% af sine indtægter via offentlige bevillinger. Ved
overgang til selveje vil universiteterne således ikke blive frisat fra
reglerne.
Derimod
kan man afskaffe borgernes adgang til at klage til ministeriet over retlige
forhold ved universiteternes afgørelser, men i så fald vil det almindelige
retssystem træde i stedet. I den nuværende lov, § 11. stk. 3., har ministeren i
øvrigt mulighed for at etablere særlige klageinstanser og bestemme, at deres
afgørelser er endelige. Det har ministeren benyttet sig af i forbindelse med
SU-klagenævnet, og Klagenævnet for åben uddannelse.
Man
kan i universitetslovens bemærkninger indføre bestemmelser om, at
universiteterne ikke er omfattet af visse bevillingsforudsætninger og
disponeringsregler. Videnskabsministeriet vil drøfte dette og andre centrale
emner med Finansministeriet:
Den
nuværende detaljerede regelstyring af uddannelserne skal afløses af en rammestyring, der giver universiteterne større
råderum til at omlægge uddannelser i takt med ændrede behov. Det er i respekt
for universiteternes faglige selvstyre hensigten at begrænse antallet af uddannelsesbekendtgørelser. Det skal alene være de
overordnede rammer for uddannelser, der fastsættes centralt. Der skal ikke være
en bekendtgørelse for hver uddannelse eller faggruppe, der i detaljen regulerer
indholdet af den pågældende uddannelse. Dog skal det fortsat være således, at
videnskabsministeren godkender udbud af nye uddannelser.