DOMENICO REA: LA "SEGNORINA" (1945)
Tilbage til Mere om timen 25.10
Tilbage til Semesterplan
Bud på analyse med udgangspunkt i forhold
omkring tid: fortælletempo, kronologibrud, fortælletidspunkt; derfra
sige noget om rum, forløb, fortæller, tematik og hensigt
1) Fortælletempo ->
rum og handlingsforløb
Bemærkelsesværdigt at fortalt
tid er meget kort = højst et par timer
og at der er nærmest ligevægt
mellem fortalt tid og fortælletid
Kan forklares ved:
- meget dialog, den mest
fremtrædende fremstillingsform.
Replikkerne bruges til at
fremstille næsten alle afgørende pointer, til at drive handlingsforløbet frem,
og i vid udstrækning også til personskildring
- begrænset beretning (som
accelerer tiden)
Primært bevægelsesverber og
sanseverber som ikke er så "resumerende".
- begrænset beskrivelse (som
forhaler tiden)
Vigtigt at hele
baggrundsplanet (rum, tid, miljø) faktisk ikke er eksplicit beskrevet; en meget
indforstået fremstilling, læseren placeres næsten uformidlet midt i det fiktive
univers, som man efterhånden (især ved at se på årstallet 1945, og med et
minimalt kendskab til Rea) kan udlede højst sandsynligt er Napoli 1944-1945.
Personerne er heller ikke særligt udførligt beskrevet, hverken udefra eller indefra.
De beskrivende passager der er
i teksten, er primært fortællerens tilbagegreb og "drømmesyn", små
situationer centreret omkring især Lenú og moderen. Disse passager kræver en
yderligere kommentar, dels mht. til fortælletempo og dels mht. hvorfra de
fremstilles. Dette vil vi komme tilbage til senere.
Vigtigt at bemærke endvidere,
i forbindelse med fortælletempo, forekomsten af interessante ellipser (dvs.
begivenheder der bliver udeladt, sprunget over) i den ellers fortløbende
fremstilling af begivenhederne.
Hvis vi nemlig ser på selve hovedhandlingsforløbet,
fortælles dette retlinet, i ét sammenhængende tidsrum. En meget kort
beskrivelse af forløbet kan støtte sig til beskrivelsen af rummet. Som sagt før
er der mange bevægelsesverber i teksten, og hvis man skal se på de helt
konkrete handlinger der forekommer i teksten, ud over replikkerne og de
handlinger der omtales i dem, så er det eneste der egentligt sker, at
hovedpersonen bevæger sig igennem rummet. Denne bevægelse går gennem en række
sammenhængende rum, som hver er befolket af nogle stationære bipersoner:
strada -> porta
-> cortile ->
stanza -> cortile
-> porta ->
strada (porta)
zí Mé zite +
[Lenú] zite + zí Mé Lenú zí Mé
prete [madre] prete Lenú
[soldato]
Bevægelsen
og teksten er symmetrisk opbygget omkring det midterste rum, la stanza,
som utvivlsomt er det centrale. Det er det rum der får tildelt mest plads i
teksten, det er her de vigtige tilbageblik med Lenú finder sted og det er her
der sker et afgørende omslag i forløbet. Hovedpersonen har indtil da haft som
mål/projekt at vende tilbage til og genfinde sin elskede Lenú (jvf. p.15
øverst: "..tornare da te.."), et projekt som opretholdes frem
til p.15 nederst: "..l'ultima speranza..". Omkring sideskiftet
15-16, ved synet af "..la testa dello straniero..", sker der
et tydeligt skift i hovedpersonen, både sindstilstand (fra opgivende forvirret
holdning til småfløjtende energisk holdning) og i ydre (selve omklædningsscenen).
Langsomt går det op for os, at der også er sket et skift i hans projekt, men kun
langsomt; en beslutning der bliver mere og mere fast (p.16.14: "Allora
non ebbi più un dubbio"), men en beslutning som i selve fortællingen
er blevet fortiet, udeladt, en bemærkelsesværdig ellipse. Projektet er
formodentlig at dræbe Lenú (det klassiske jalousidrama), og der er i løbet af
den sidste del af novellen flere "spie" (skjulte signaler) på at vi
har noget dramatisk i vente. Det endelige udfald af konflikten ligger udenfor
selve fortællingens rækkevidde og er ikke fuldstændig entydigt givet
(hovedpersonen er bange for at tabe kniven, måske vakler han stadig i sin
beslutning; Lenú's sidste lamslåede replik, på napoletansk og ikke
amerikaner-jargon, beskrives af hovedpersonen med ordene "la voce di
quando era mia", som - måske? - kaster et lidt forsonende skær over
hende).
2) Kronologibrud
-> tilbagesyn eller medsyn -> fortællerinstans og fortælletidspunkt
Som
sagt før, er hovedhandlingsforløbet fortløbende, dvs. der er ikke byttet om på
de enkelte begivenheder indenfor de ca. to timer den fortalte tid dækker over.
MEN der er jo klare henvisninger til begivenheder der ligger forud for
hovedhandlingsforløbet, dvs. at det samlede reelle tidsrum der omfattes af
fortællingen, er væsentligt større og faktisk rækker helt tilbage til
hovedpersonens barndom (selvom det blot er en enkelt episode -> jf. bemærkning
om præsten).
Henvisningerne
til forudgående begivenheder, altså tilbagegrebene, er flettet ind i den
fortløbende hovedhandling, hvilket man tydeligt ser hvis man sammenholder
begivenhedernes kronologiske orden (fabula) med den orden de har i
fortællingen (intreccio) på to parallelle tidslinier:
Man
kan drage forskellige konklusioner af disse tidslinier.
Hvis
man ser på den nederste tidslinie, kan man se at det er hhv. tiden omkring sposi
felici og opholdet i la stanza der vendes tilbage til flest gange i
løbet af fortællingen, og man kan se at henvisningerne til sposi felici
netop finder sted i la stanza, det centrale rum og omdrejningspunkt i
forløbet;
Man
kan se at de for hovedpersonen skæbnesvangre henvisninger til at Lenú er
begyndt at arbejde (Lenú lavora) - som jo også er et tilbagegreb i fht.
til hovedhandlingsforløbet - kommer tre gange med næsten samme ordlyd, to gange
i første halvdel af fortællingen, i la porta og il cortile, og én
gang, i la porta, kort før den afsluttende konfrontation mellem
hovedpersonen og hans elskede Lenú.
De
nævnte henvisninger til hhv. sposi felici og Lenú lavora bliver
givet på forskellig vis, gennem på den ene side erindringer foretaget af
fortælleren/hovedpersonen, på den anden side gennem replikker der indgår i
handlingsforløbet.
Hvad
betyder disse tilbagegreb for fortælletempoet? Sætter de tempoet ned, idet de
sætter den egentlige handling, tidens gang i det fiktive univers i stå?
Det
er det der ofte sker, når der i en fortælling skal genindvindes information om
det forudgående, men her stiller sagen sig noget anderledes. Hvad angår
"tilbagegreb" gennem replikker, er det jo klart at de falder
naturligt ind i hovedhandlingsforløbet. Hvad angår de egentlige tilbagegreb
gennem erindring, er det vigtig at gøre sig klart hvorfra der rent faktisk
ses tilbage.
Og
her ender vi igen (som i Malerba-teksten) ved den splittede jeg-fortæller, som både indeholder et fortællerjeg,
et erindrende jeg, som ser tilbage på begivenhederne fra fortælletidspunktet,
og et fortalt-jeg, et oplevende jeg, som følger begivenheder som de
udspiller sig én for én i fortalt tid.
I
denne novelle mener jeg at alt ses med det fortalte-jeg's øjne. Der er ingen
kommentarer fra fortællerjeg'et og vi får intet at vide om hverken
fortælletidspunkt, afstand til fortalt tid, eller hvad der mon sker efter
hovedhandlingsforløbet; alting er skildret i MEDSYN, synsvinkelen er i
fortalt tid, en fremstilling der er tæt på det der fremstilles. Dvs. at også
tilbagegrebene, flash-backene, finder sted i fortalt tid. Det er hovedpersonens
tanker og erindringer i fortalt tid, det fortalte jeg's erindringer, som
gengives på lige fod med de andre ydre, fysiske handlinger i fortalt tid, og
som indgår i fortalt tid, tager tid i fortalt tid som tankevirksomhed. Og det
er så en yderligere bekræftelse af ligevægten mellem fortalt tid og
fortælletid.
3) Afsluttende
om tematiske elementer og mulige læsninger
Man
kan se novellen primært som hvad den utvivlsomt også er, nemlig et jalousidrama,
efter modellen: kærlighed - svig - blodhævn. Her fremhæves forholdet Peppí -
Lenú, deres karakterer, udvikling i personerne og selve forløbet. Det
interessante i den forbindelse er måske især den økonomi hvormed konflikten
fremstilles.
Man
kan også se novellen som en slags "forvekslings-komedie/tragedie".
Det at give sig ud for en anden og følgeligt blive genkendt/ikke genkendt er et
gammelkendt motiv, der ofte fører til komiske forviklinger, men her til en
dramatisk og måske tragisk finale. Vigtige for denne læsning er den hyppige
brug af sanseverber, vedere/non vedere, sentire/non sentire, riconoscere/non
riconoscere. Her bliver zí Mé en central figur, som den der ikke ser med
sine øjne, men med sin hjerte, og ser "sandheden".
Også
hvis novellen læses i en overvejende socialrealistisk vinkel (efterkrigstid,
neorealisme etc.), indtager zí Mé en vigtig plads, måske som den der mest
direkte giver udtryk for tekstens holdning: nemlig, efter min mening, en ikke
fordømmende holdning hverken overfor Lenú som har fundet sin måde at overleve
på (hvad enten hun virkelig tror at Peppí er død eller ej), eller overfor
Peppì, på trods af hans hævngerrige og blodtørstige plan. Som belæg for denne
vinkel er, udover selve valget af miljøet (folket), også fremstillingsformen,
dvs. den mimetiske tætte fremstilling, handling og replik (også brug af
dialelekt og amerikanerjargon).
Tilbage til Mere om timen 25.10
Tilbage til Semesterplan